London, Baby! - Jonathan

Så kom tiden endelig, ikke mere snak, ikke mere planlægning, nu sker det, London. Okay så de andre klasser skulle til Tanzania, Grækenland, Tyrkiet bla bla… men hvor mange pubber finder du i Tanzania, hvor godt er nattelivet i Tyrkiet i forhold til London, hvor mange penge har Grækenland? Hehe.. spøg til side. Det jeg prøver at sige, er at jeg da overhovedet ikke føler mig snydt, Selvom London måske ikke er det mest eksotiske og varmeste sted man kan tage på studietur til, men det er da også irrelevant, når man har haft en fantastisk tur. Er det ik?

Som sædvanligt skal vi deles op i grupper. Vi kan jo ikke alle sove på et værelse og stadig beholde vores værdighed. Og som sædvanligt bitcher pigerne om hvem de skal sove på værelse med og hvem der skal holde sig væk, men det selvfølgelig også let for mig at sige, da alle klassens drenge blev sat i en gruppe for sig, og jeg klager ikke. Jeg tror også turen vil give et bedre sammenhold, grundet at man er tvunget til at være og arbejde sammen med folk fra klassen man måske ikke lige plejer at være sammen med og det betyder også at man ser nye sider af andre og alt i alt lærer man dem bedre at kende.

En ting som folk mangler, når de kommer til en storby eller egentlig bare generelt, er stedsans. Det som om at når folk går et sted hen og skal tilbage igen, så glemmer de fuldstændigt hvor det er de lige har gået, jeg ved selvfølgelig godt at det ikke glæder alle, men det gælder desværre mange, men det måske bare fordi jeg selv besidder en utrolig god stedsans og er i stand til at, i et fremmed land, at gå fra A til B og finde tilbage igen med lukkede øjne. 

Når loyalitet er ægte - Martin

”If you can´t support us when we lose, don´t support us when we win” lyder det fra selveste FC Barcelona, lige efter 0-4 nederlaget til de tyske tropper, fra FC Bayern München. De fleste Barca-tilhængere, blev sure på deres hold, og nogle af dem, stoppede med at støtte dem, bare fordi de tabte til tyskerne. Jeg har selv støttet holdet, fra da jeg var lille, og det gøre jeg også i dag, selvom mit favorithold tabte en vigtig kamp. I dette tilfælde, handler loyalitet om at støtte sit hold, i medgang og modgang. Loyalitet handler også om, at tro på sit hold, også selvom det går dårligt for ens favorithold, så tror man stadig på dem. Jeg kender selv en del mennesker, som har skiftet deres favorithold ud, med et andet hold, som faktisk var deres favoritholds ærkerivaler. Loyaliteten til klubben findes ikke hos disse mennesker, når vi taler om at støtte og tro på holdet, som man elskede rigtig højt.

Som sagt, jeg holder stadig med Barcelona. Jeg elsker det hold, næsten lige så meget som jeg elsker mit hjemland. Det er ikke kun pga. deres flotte fodboldspil jeg finder attraktivt, men mere klubbens historie, klubbens bedrifter og den massive kærlighed, der er mellem holdet og fansene. Når jeg ser Barcelona spille, ser jeg ikke kun et hold der spiller for at vinde, men jeg ser et hold der spiller for deres fans, og det er en af de store grunde til, at jeg altid vil være loyal overfor klubben, om de så bliver ved med at tabe, vil jeg stadig støtte og tro på dem. Jeg føler mig hjemme, når jeg ser Barcelona, selvom jeg enten kommer derfra eller bor der, så mærker jeg stadigvæk at jeg føler mig hjemme, når jeg ser dem spille.

”Més que un club” står der på Barcelonas tribuner, som betyder “mere end en klub”. Det beviser igen, at det ikke kun er pga. fodbold, fansene er så vilde med dem, men mere fordi det er blevet til mere end en klub, og det gøre også at, flere af tilhængere er blevet mere loyale overfor klubben.

Et hold kan ikke altid vinde, selv den bedste kan tabe, og det er der mange fodboldfans som ikke forstår. De regner med at deres favorithold altid skal vinde. Men sådan er fodbold, selv de bedste kan have nedture, og det er vores pligt som fodboldfans, at stå sammen med dem, og støtte dem i medgang og modgang. Bare fordi ens favorithold taber en gang imellem, betyder det ikke at vi skal vende ryggen til, også finde en ny klub, at heppe på.

Det er derfor jeg ikke forstår, når lige pludseligt det bedste hold taber til en dårligere klub, så får den dårligere klub lige pludseligt mange fans, og heldigvis varer det kun i en kort tid. Det synes jeg er vældig irriterende, da jeg oplevede det sidste år, hvor Chelsea besejrede Barcelona i en semifinale. Min facebook profil var fyldt med opslag, af folk der sviner Barcelona til, og det var ikke kun Chelsea fans, men fans fra andre klubber. Når man støtter et hold, så støtter man det hold, og hvis man skal støtte et andet hold, så gøre man det med respekt til modstanderen og modstanderens supportere.

Martin

Når blod bliver tyndere end vand

”Ohana betyder familie, og familie betyder, at ingen bliver efterladt” var ironisk nok baggrundsstøjen fra fjernsynet, da et følsomt emne kom på bordet. Min venindes lillesøster skal konfirmeres her i næste måned. Hun er næsten helt klar. Tøjet og maden er nøje udvalgt og omvalgt af mange gange, og bordplanen har været et stort kompliceret puslespil, der langt om længe er ved at gå op. Det eneste, som mangler, er dem, der skal sidde ved hendes side og stolt se hende træde ind i de voksne rækker. Og hvem sidder selvfølgelig på hver side af deres endeligt voksne datter? Forældrene.
    Det tragiske i denne historie er desværre, at faren dødede for et år siden, og moren ligger for døden. Så nu kommer det store spørgsmål, hvem skal sidde ved siden af hende, når de to, som er selvskrevne til opgaven, ikke er i stand til at være til stede? I mit hoved er svaret soleklart. Den fantastiske mand, som har valgt at adoptere børnene og elsket dem lige så højt som sine egne børn. Jeg kunne ikke lade være med at komme med min holdning til emnet, hvortil lillesøsteren svarede ”Jamen ham er jeg jo ikke i familie med”.
  Det var der, at det for første gang slog mig, hvad er egentlig familie? For på den ene side har jeg lyst til at banke den lille unges hoved ned i bordet og skælde hende ud over hendes utaknemmelighed over at hendes ”papfar” eller hvilken status han nu har i hendes hoved, har valgt af egen fri vilje at adoptere dem, og dermed give adgang til sin familie og hjerte. Men på den anden side har hun jo faktisk ret. De deler ikke så meget, som et eneste stykke på DNA-strengen. Biologisk set, har de intet med hinanden at gøre.
     Men er de derfor stadig ikke en familie? Når de står op sammen, støtter hinanden og er der i tykt og tyndt for hinanden.  Hvis en kvinde vælger at give sit barn væk pga. barnet var skabt ved et uheld en lidt for våd lørdag aften, er det så hende, som er barnets mor, eller den kvinde som vælger at bruge hele sit liv på at opfostre og elske det barn? Hvor længe skal to mennesker være kærester, før de kan kalde sig ”deres egen lille familie”? Skal det være ved et løfte om evig kærlighed i kirken, eller når et barn fødes? Og er de ikke en familie, hvis de forbliver barnløse og ugifte sammen i 40 år? Familie er et abstrakt begreb, og i mit hoved er det svært at afgøre, hvilke punkter, der karakteriserer en familie. Kærlighed måske? For mit eget vedkommende er jeg slet ikke i tvivl om hvem min familie er, men jeg har også to sprællevende forældre, som jeg er utrolig glad for. I hvert fald overvejende meget af tiden. Men hvis jeg ikke stod i denne situation, ville jeg vel stadig have en familie? Jeg tror, at alle mennesker har brug for nogle mennesker, de kan pege på og sige ”det her er min familie, her hører jeg til”.  Og hvad betyder DNA-strengen i sidste ende så? Det vigtigste er vel, at man føler, at man har et sted, hvor man hører til. For så sandt, som kun en Disney film kan sige det: ”Ohana betyder familie, og familie betyder, at ingen bliver efterladt”

Lise

Time’s up

Et øjeblik er et punkt i tiden uden udstrækning, dvs. en ikkeeksisterende, flygtig tid, men som er identificerbart som et punkt for sig.

Evigheden forsvinder eller ophører aldrig og er uden tidsmæssig grænse.

Hvad er tid? Hvor meget har vi brugt? Hvor meget er der tilbage? Hvad skal vi med den? Og kan vi bestemme over den? Indstille hvor hurtigt eller langsomt den skal bevæge sig?

I så fald vil jeg gerne bede om en drink og fjernbetjening - personligt ønsker jeg nemlig selv at være i stand til at trykke på slowmotion-knappen just nu.

Dagens sidste solstråler kæmper for at smelte den tilbageblevne, brunlige mængde sne, mens jeg sidder med korslagte ben og filosoferer over livet. Der er 28 skoledage tilbage af 2.g. 28 dage inden det hedder 3.g og ikke mindst sidste år. Sidste år af den – for størstedelen, tør jeg godt påstå – planlagte fremtid. Fremtid. Tid. Igen. Mit liv har for mig hele tiden været planlagt til punkt og prikke lige til den dag, jeg får huen på. Så ligger verden bare dér for mine fødder. Og jeg kan slynge min taske på ryggen og drage om på den anden side af kloden, få den tatovering mine forældre forbyder mig og ryge tjald til jeg glemmer alt om hvem i alverden H.C. Andersen var, og desuden også hvordan man skriver en litterær artikel. Glemme alt om tid og sted.

Eller kan jeg? Er min fremtid ikke bestemt, selvom jeg i skrivende stund ikke selv er bevidst om, hvad den kommer til at indeholde? Jo – for jeg skal helst have samlet mig sammen og have påbegyndt en uddannelse inden for ganske kort tid. Tid. Og det bliver jeg nødt til, for at sikre mig et velfungerende liv med villa, Volvo, vovse.

Vågner. Ikke på grund af den efterhånden velkendte, buldrende bas, men derimod på grund af lyden af Carly Rae Jepsens skingre ”Call me maybe”. Mit hoved dunker og min mund er tør. Jeg sætter mig op, griber vandflasken, åbner svælget og hælder den daggamle, lunkne væske ned. Finder en pakke af de obligatorisk medbragte vådservietter frem, foretager det klassiske trucker-bad og bevæger mig ud af mit telt. Ud til de 130.000 euforiske andre, som har valgt at tilbringe de ti første dage af juli måned på en mark i nærheden af Roskilde.

På de smadrede campingstole sidder to af mine venner. Deres opmærksomhed er rettet mod en langhåret, spinkel mand. Umiddelbart køn og solbrun. Utrimmet, jovist, men det får ham jo som sådan ikke til at skille sig ud i denne mængde. Han ser ud til at være et par år ældre end de fleste af os, og da jeg spidser ører, bemærker jeg også at manden taler engelsk krydret med en tyk fransk accent.

Jeg sætter mig over til dem blandt papkasser, øldåser, flasker, gamle makreldåser og ødelagte stole. Suger indtrykkene til mig, mens odeuren gennemborer min næse. Knapper dagens første øl op og erfarer hurtigt, at den hidtil ukendte skikkelse er 28 år, hedder Michel og kommer fra Marseilles. Hans engelsk er gebrokkent, men han fortæller alligevel ivrigt om sit eventyr – 8 år har han rejst rundt. Blaffet og cyklet og set stort set alt hvad der er værd at se. Kommer fra et velhavende hjem med kutyme for lange uddannelser og indflydelsesrige jobpositioner, men nægtede at gøre som andre. Droppede uddannelsen og rejste hjemmefra med et telt og lidt tøj, på tomlen. Mine tanker falder straks på Alex Supertramp fra Into the Wild. Jeg har altid været en ekstremt stor beundrer af folk, som har nerver og mod til at smide alt og rejse ud og opleve verden. Kigger endnu en gang på hans skægstubbe og bemærker den bare plet på håndleddet, hvor der burde have siddet et armbånd til værdi af 1795 kr. Hvis bare man turde….

Men vi ér alle et produkt af det forbistrede samfund, vi lever i. Et samfund hvor ønskerne, kravene og forventningerne bliver smidt i hovedet på os fra de øvre magter, og vi følger dem som kuede hunde. Hvor ville det være smukt, hvis man turde bryde ud og gøre lige præcis det, som man har lyst til. Gøre det, som man brænder for, mens man kan. En klog mand sagde en gang ”you only live once”, mens to andre spurgte ”hvad ville du gøre, hvis du kun havde én dag tilbage?” Og det er i sandhed et godt spørgsmål, for tiden er i konstant bevægelse og det her er den første dag i resten af dit liv.

Men hvad fanden er tid?

Tid er dét, der går og går, men ingen vegne kommer.

Dét er tid.

/Laura

Marie du er uciviliseret! - Kresten

“Her kommer jeg til det mindre civiliserede indslag i Forsvarsudvalgets besøg… Vi skulle igennem et langt ritual, der foregik på maori, hvor de nydelige, hvidklædte og europæisk udseende sø- officerer talte på gebrokkent maori… Det virker i det mindste ikke som om, New Zealand har viljen til at sætte deres egen kultur igennem.

Valdemar Rørdam skrev som bekendt, "at aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv". Det virker ikke, som New Zealand er et folk, der vil bestå. Hverken forsvarsmæssigt eller kulturelt.”

Sådan skrev folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Marie Krarup i sin blog i Berlingske Tidende efter et besøg på New Zealand med forsvarsudvalget. Maoriopvisningen, på New Zealand kendt som Powhiri, var åbenbart en forfærdelig oplevelse for den stakkels politiker.

Jeg fik hurtigt reaktioner fra mine venner og bekendte på New Zealand der, naturligvis, følte sig meget stødte og var chokeret over udtalelserne, min første tanke da jeg læste bloggen var “What the f*ck!” så jeg forstår dem selvfølgelig godt. Jeg må, på trods af en stærk fædrelandskærlighed, hurtigt indrømme at jeg i det øjeblik skammede mig meget over at være dansker, kan det virkelig passe at jeg gang på gang skal tage afstand fra hvordan omverden ser danskere? Nej!

Slår vi op under ‘civiliseret’ i ordbogen gør det blot situationen mere tragisk, her kan blandt andet læse at ‘civiliseret’ kan forståes som når nogen har en ‘vis kulturel dannelse og er opdraget ordentligt’… Jeg kan med det samme afsløre at der IKKE et billede af frk. Krarup ved siden af denne beskrivelse.

Tænk at vi sender en politiker ud i verden, der udadtil er værtenes ansigt på Danmark, som så derefter føler trangen til at tilsvine en kultur, og at denne repræsentant samtidig kommer fra Dansk Folkeparti er jo blot tragisk ironi. Jeg er ganske overbevist om at hvis vi havde modtaget en offentlig gæst fra et land, der derefter tager hjem og skriver i en af sit respektive lands aviser at den kultur han/hun lige har fået indblik i, bedst kan beskrives som uciviliseret,  at Dansk Folkeparti nok skulle komme op af taburetterne på Christiansborg, så hurtigt, at de ville vælte.

Episoden er da heller ikke gået forbi næsen på kiwierne. Den største newzealandske avis ‘The New Zealand Herald’ havde en artikel om Marie Krarups blogindlæg, en artikel som var den mest læste på avisens hjemmeside. Marie Krarup fastholder sine udtalelser og udtaler til Politiken at ligesåvel som maorierne skal have lov til at være maorier skal newzealændere have lov til at være newzealændere, jeg er ikke helt sikker på at Marie Krarup har forstået at man i New Zealand ikke har dette skæld som hun prøver at udpensle. En newzealænder af europæisk afstamning kan sagtens tage del i maorikultur og meget af den kultur der i dag er på New Zealand, stammer jo fra Europa, det er dog stadig noget som maorierne tager del i og er stolte af.

Krarup blev frygtelig stødt over at se en traditionel figur med et, som hun betegner det ‘stort erigeret lem’ og sagde at sådanne ting ikke tilhørte den vestlige kultur, med mindre man befandt sig i en pornoforretning. I Afrika er der fundet statuer der afbilder samleje, i det antikke Rom var det ikke unormalt at have porno malet på væggene, i Japan, Indien, Peru, Grækenland og Kina er der fundet gammel kunst med disse motiver, sågar i de danske folkekirker,  og ja det findes også i New Zealand.

Det er selvfølgelig meget beklageligt at Marie Krarup er blevet stødt, men sådan har mange kulture engang udtrykt sig, noget som maorierne ser som en del af den kultur de den dag i dag holder fast i.

Jeg synes at Marie Krarup, på trods af en undskyldning fra Dansk Folkeparti, har bragt skam over Danmark, men det er måske bare mig?

Ligesom Marie Krarup, vil jeg prøve at slutte min blog af med et indrammende citat, denne gang dog et af forfatteren Maya Angelou der sagde “When you know better, you do better” eller måske et af Krarups egne “Skik følge - eller land fly”

Du kan læse mit læserbrev i ‘The Dominion Post’ om emnet her: http://www.stuff.co.nz/dominion-post/comment/letters-to-the-editor/8530532/Letter-A-Dane-apologises-for-visiting-MP

Rodgrod mae flothe

 Der findes 6.000-7.000 sprog i verden, hvor dansk er blandt de 100 største. Jeg synes selv, at 6.000-7.000 lyder ret vildt, men hvis Wikipedia siger det må det være sandt. Sprog er en sjov ting og jeg har tit tænkt, hvordan det startede. Jeg kan huske da jeg var mindre og tænkte, at det kunne være sejt, hvis jeg fandt på mit eget sprog som ingen andre kunne forstå. Fem minutter og to nye ord senere gav jeg op, det er altså ikke nemt at skabe nye ord. Derfor tænker jeg, at det må have taget mange år og kloge hoveder til at skabe alle de ord vi har i vores sprog. Ikke nok med, at der findes jeg-ved-ikke-hvor-mange ord i det danske sprog, så er der jo også alle de andre 5.999-6.999 sprog, som sikkert har lige så mange ord. Det kunne bare være meget smartere, hvis der kun fandtes ét sprog i verden som alle kunne forstå.

Det danske sprog skulle være et meget svært sprog for udlændinge. Grunden til, at dansk er så svært er alle vokalerne. Sproget er præget af en masse vokalnuancer og så findes der mindst 20 vokallyde på dansk. På spansk er der f.eks. kun fem vokallyde.

Jeg har haft meget sjov med, at lære min familie i Polen at sige ”Rødgrød med fløde”,

Jeg forstår godt, at de synes at dansk er svært. Jeg synes selv, at deres ord er meget mærkelige, da de næsten ikke indeholder nogle vokaler. Hvis jeg ikke havde lært at tale sproget havde jeg nok også tænkt, at de ord var umulige at udtale. Det smarte ved polsk er, at man skriver det på samme måde som man udtaler det. Det er ikke noget vi ligefrem kan prale med på dansk. Jeg forstår stadig ikke hvad vi skal bruge stumme bogstaver til. Jeg kan kun se én god grund til, hvorfor vi har hv-ord, og det er fordi det f.eks. ser rigtig dumt ud at skrive ”vorfor”.

Sproget har udviklet sig meget gennem årene. Dansk er i stor grad præget og fremmedord, hovedsageligt fra engelsk. Måske er vi bare blevet for dovne til at skabe vores egne ord. På samme tid er der mange ord som er uddøde f.eks. nole = stjæle. Jeg har i hvert fald aldrig hørt nogen sige ”og så nolede han bare alle mine ting!”. Der er selvfølgelig også 70’er udtrykkene ”bred ymer” og ”knæhøj karse”, som vi heller ikke bruger længere. Vi har til gengæld en masse andre udtryk som vi bruger. Metaforer og ordsprog er noget vi danskere er rigtigt glade for, men udlændinge har meget svært ved at lære dem. Det er nok derfor min mor stadig går rundt og siger ”han er dum som en sko”, ”vi er på herrens bund” og ”har jeg mormors ærmer?”. Jeg forstår hende egentlig godt, for hvorfor skulle det give mere mening at være dum som en dør, i stedet for en sko, og herrens bund kan da give ligeså meget mening som herrens mark.

Jeg må nok også indrømme, at jeg selv kunne have lavet de samme fejl. Jeg ved i hvert fald, at jeg har en stor tendens til at sige ting der ikke giver mening og så er jeg generelt bare dårlig til at formulere sætninger. Selvom dansk er mit modersmål, kan jeg f.eks. ikke udtale ordene moskusokse og bisonokse. Generelt alle ord sat sammen med okse. Ja, jeg har prøvet siden jeg var 10, men det kan bare ikke lade sig gøre.

Julie H. 

VIRKELIGHED ELLER UTOPI? - KLARA

Der lyder et skingrende skrig. Så stopper det. Mørket er faldet på og uvisheden om, hvad der er sket bliver større for hvert minut, der går. Hvilket menneske kom skriget fra? Er der andre? Hvad mon der er sket? Det ukendte sted skaber en utryg stemning, hvor intet på nogen måde føles bekendt eller sikkert. At prøve på at begive sig vej hen i tusmørkeret vil være risikabelt. Underlaget er sumpet og ikke mindst vådt. Fødderne synker lige så langsomt i. Handling må der til, uanset hvem der må være i knibe længere inde i den vildfarende enorme skov. I desperation slipper fødderne fundamentet, og tankerne omkring sult, forfrysninger og smerte i krop forsvinder hurtigt, mens hjertets banken føles som en maskine, der arbejder på højtryk.. Tættere på høres skriget igen ”AAAAARGH”.

Frygt er en følelse, alle mennesker har oplevet. Mange frygter noget særligt, som vil følge dem igennem livet. Andre vil gerne undersøge, hvad der gør dem bange eller hvad der netop skaber en utryg stemning inde i dem. Forsøget ovenover var idé om at gengive lidt af den spænding, man kan få ved at læse en krimi. Sanserne bliver aktiveret. Medlidenhedsfølelsen dukker op i os, miljø beskrivelsen giver et behov for billeddannelse i vores hoveder og lydene fremkaldes nærmest i vores ydre øre. Ved hjælp af sanserne så kan en scene eller et afsnit blive relateret til vores eget liv og det samfund, vi lever i. Vi blander realisme med en illusion af verdenen, når vi læser kriminalromaner.

………………………………………..UTØYA………………………………………………………………
Det er fredag d. 22 juli 2011. Sammen med min familie er jeg kørt ud af bildækket på færgen, og som sædvanlig tænder vi for bilradioen. Først en forbavset og nærmest komisk stemning breder sig, indtil vi i takt med informationen omkring hændelsen forstår, hvad der er sket for mit andet moderland. Hver ejendom vi kører forbi har en flagstand med det norske flag hængende på halvt. Der er ingen mennesker i gaderne. Min onkel Halvor arbejder i regeringsbygningen.. Den nu bombede bygning. Ubehagelige tanker farer igennem hovedet. Heldet er med os, han er ikke på arbejde.. Dog er bombemanden nu blevet massemorder og han har været i fuld gang ude på øen Utøya. En massakre har fundet sted og 69 unge socialdemokrater er dræbt af én mands hævngerrighed eller snarere politiske overbevisning.

Handlingsforløbet kunne være placeret i den mest groteske og ubehagelige krimi. Hændelserne er for slemme til at være sande. Det er ikke blot uforståeligt for Norge, at dette kunne ske, men for verden over. Frygten for at det kunne være sket i lille Danmark er stadigvæk uden tvivl tilstede ved mange. Episoden kommer meget tæt på, da der var danskere, som befandt sig på Utøya den dag.
At vide at der går mennesker rundt med en så voldsom ondskab er ikke til at bære for mange. Hvor er medmenneskeligheden blevet af? Og den perfekte verden?

Set fra krimiperspektiv så kan verden altid forklares i sidste ende. Fornuften overvinder det mørke. Detektiven kommer og læser sporene. Nu er Norges værste drabsmand sat i fængsel. Et skandinavisk land er blevet bevidst om at styrke demokratiet og modbevise Anders Breiviks sygelige forestillinger om tilværelsen.
En gerningsmand hvis psyke kan analyseres. Hans id så som drifter og begær har tydeligvis styret ham. Den naturlige balance er brudt inde i ham. Thanatos også kaldt dødsdriften er buldret frem i ham. Det ubevidste har taget over inde i ham. Her kan han fortrænge, hvad han ønsker, og lysten til at hævne sig bliver blot større. Dette er en måde at karakterisere et menneske ude af kontrol.

Så altså en krimi formår, at få os til at føle en tilfredshed med livet vi lever. Vi ser med på sidelinjen. Er det sådan vi er som mennesker? Vi lever i en falsk illusion og dermed ikke i tankeverdenen også kaldt ideernes verden. Styret bliver vi af kroppens begær og lyster. Materialistiske goder gør os fornøjede. Men fornøjet med et liv, hvor sjælen ikke får lov til fri udfoldelse, men hvor kroppen er en stor hindring? Filosofi måske lidt. Dualisme eller ej. Pointen er, at der ikke findes en reel virkelighed. Alle mennesker har hver deres. Nogle gange kan det fantastiske brydes af stort og småt.
En krimi kan give dig stof til eftertanke eller en bekræftelse om, at du lever et bedre liv end personerne der indgår i værket.  Vigtigt er bare, at vi tror på den virkelighed vi selv lever i og ikke skræmmes alt for meget af voldsomme hændelser, der sker rundt om i verden. Frygten må ikke gå hen og forhindre os i at udleve og udfolde vores eget liv, for da kommer man ikke langt på ens videre vej. Hvem ønsker da en verden fyldt med frygt og hævngerrighed, og hvor livsglæden er visnet totalt? - andre end Breivik….?

Klara 2. C

Da løgnen blev kult - Julie H.R.

Så er det igen den 1. april. En dag der byder på en masse snyd, sjov og løgnehistorier. Den dag med flest løgne og den dag ordet ”aprilsnar” flittigt bliver brugt af mennesker over hele verden. 1. april er gennem tiden blevet en accepteret selskabsleg, hvor man går i tænkeboks og prøver at udtænkte den bedste aprilsnar til at narre sine venner eller familie, men samtidig også en dag hvor man nemt kan blive taget ved næsen og hoppe i med begge ben.

Hvert år ved 1. april bryder denne strøm af løgne ud, grundet noget der skete langt tilbage i tiden, nemlig år 1566. Denne narreskik stammer antageligt fra Frankrig, hvor man indtil 1564 fejrede nytåret på samme tid som påske. Påsken skiftede fra år til år, og derfor blev det besluttet, at nytår skulle have sin egne faste dato, nemlig den 1. april. Men allerede efter to år, rykkede man igen nytår til den dato vi nu kender i dag, nemlig den 1. Januar. Dette tog lang tid om at brede sig, så derfor narrede man hinanden til at tro, at nytår lå 1. april, og dem som hoppede i med begge ben blev derfor kaldt for en aprilsnar.

Denne ældgamle skik, er nu grunden til, at vi alle går rundt og udtænker de bedste løgne vores hjerne kan arbejde sig frem til. Personligt glemmer jeg hvert år, at tænke over at dagen er kommet og løgnene skal sparkes i gang. Jeg bliver derfor år efter år mindet om det når jeg hører det første ”aprilsnar” på grund af den løgn jeg lige har hoppet på. Efter den ydmygelse går jeg selv flittig til værks og prøver at finde min egen løgn at give videre.

Traditionen tro har selv medierne (som jo normalt skal ses som troværdige) forsøgt at komme op med løgne, som resten af befolkningen kan hoppe på. Gennem årene har medierne formået at narre mange mennesker med sjove og kreative løgne som:

LOC skifter navn til TDC på grund af sit store samarbejde med firmaet, brug google translate til at oversætte hvad dine dyr siger, få nu burgere til venstrehåndede – nu er tilbehøret drejet 180 grader, så den er mere egnet til venstrehåndede..

Disse er kun få ud af mange. Dagens aviser skal læses med et gran salt når kalenderen viser 1. april ellers kan man hurtigt tabe kæben over dagens nyhedsstrøm. Med alle disse løgne på én dag, har man trang til at tænke på, om det ikke kunne gå hen og gå galt? Hvis selv aviserne og andre former for medier eller firmaer begynder at skrive løgne vil man da tænke, at det nemt kunne gå over gevind, og at man kunne miste tilliden til de ellers så pålidelige, nyhedsprofilerende og kulturbærende medier. I det ekstreme kunne man lede tankerne hen på det gamle Nazi-Tyskland og dens propagandering, hvor medierne lagde en bestemt diskurs og fremelskede nazismens mangel på sandfærdighed vedrørende dens tese om, at nogle mennesker var bedre og mere værd end andre.

Således kunne de danske mediers værne som vagthund for folket også ende, hvis man ikke fastholder den kritiske tilgang til samfundet og  samtidig bevarer ytringsfriheden. Derfor ser man også den 4. statsmagt som den allervigtigste.

Nyhedsmedierne skal som altid være troværdige, men 1. april tillader de sig at opdigte enkelte sensationelle historier, som normalt er overdrevne og humoristiske nok til, at de fleste folk vil gennemskue eller i det mindste sætte spørgsmålstegn ved sandhedsværdien af disse nyheder. Og når det er 1. april, så finder folk normalt ud af det før eller siden i løbet af dagen.

Men det er ikke kun på 1. april, at folk bliver narret. Året rundt kan man dog læse disse slags konstruerede historier i de såkaldte satirenyhedsmedier. Rokokoposten, Helt Normalt og flere andre satiresider får hver dag mange folk til at tro på sådanne historier, fordi vi netop har tillid til medierne. Og så længe man ikke er klar over, at man har at gøre med et satiresite, så kan det være svært ikke at tro på det, hvad der står. Specielt fordi disse satiresider også skriver i et velfunderet, kreativt og akademisk (troværdigt) sprog, der lever op til alle krav om en god nyhedsartikel; aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt.

Og på samme som mange falder i nyhedssatire-fælden, så falder medierne også selv i fælden ved ikke at være kritiske nok i deres tilgang til nyheder, de ikke selv har opsporet. Et godt eksempel på en nyhed, hvor medierne hoppede i med begge ben er historien om Casper Christensen, som ville åbne en ny natklub. Men ikke bare en normal natklub som alle andre natklubber rundt omkring i landet.. Nej, en natklub, hvor kun smukke mennesker var velkomne. En historie, der er som skabt til 1. april. Og alligevel er det åbenbart kun på denne ene dag, man kan være nogenlunde sikker på, at medierne ikke æder alt med hud og hår.

Den eneste umiddelbare sandhed, man kan udlede af dette er derfor: Rolf er ren, og han har aldrig taget doping. 

Skal mobbeofre være på listefod? - Fra Emil

Der har været meget snak omkring internetmobning den seneste tid, og i den sammenhæng har Fie Lauersen været et omdiskuteret emne.

Den store opmærksomhed på internetmobning blev skudt i gang da den canadiske pige Amanda Todd begik selvmord grundet det store pres der blev lagt på hende ved at mange mennesker, selv nogle Amanda ikke kendte, mobbede hende, hvilket endte i at hun tog sit eget liv.

Jeg synes selv det er et svært emne at diskuterer og om Amanda valgte den rigtige løsning, for i dette tilfælde findes der hverken rigtigt, eller forkert. Selvmord er en evig løsning på et kortvarigt problem, som en klog mand engang sagde, og der er ingen tvivl om at Amanda havde det hårdt, men det førte ikke noget godt med sig at hun handlede som hun gjorde.

Denne episode har givet pigen Fie Lauersen fra Danmark mod til at komme med sin egen historie. Hun startede defensivt, ved at følge Amandas metode, hvor hun postede en video på youtube, der fortalte hendes historie. Men dette kørte internetmobningen i vejret for Fie, og har resulteret i mange ”hade-sider” på bl.a. facebook, hvor beskyldningerne gik på at hun var en ”opmærksomhedskrævende kælling”.

Efter et interview på Go’ Aften Danmark, fik hun meget respekt, nok fordi at Go’ Aften Danmark har en anden målgruppe end youtube. Pludselig var der lige så mange der stod på hendes side på facebook, som der var imod hende. Der blev derfor lagt lidt mere ro på tingene.

Fie er over en meget kort periode blevet et velkendt ansigt, og hun har fået meget positiv opmærksomhed da hun samtidig med at fortælle sin historie, har startet en anti-mobbe kampagne.

Der blev så for nyligt postet et billede på facebook, hvor Fie havde skrevet kommentarer om en pige der havde fået taget billeder, og vist dem frem til en fest. Fie havde skrevet nedladende om hende, og bl.a. ytret sin holdning til pigens profilbillede ”Skank level 10, that’s what I’m saying girls. She has no class”, hvilket førte til ramaskrig og Fie mistede den opbyggede respekt, og igen blev svinet til på nettet.

Men skal Fie nu til at være det perfekte menneske, og opføre sig som en lille engel, bare fordi hun har været igennem en lang række mobninger i sit liv? Kræver den store opmærksomhed på medierne at man skal være det perfekte menneske?

Jeg er enig i at det ikke var smart gjort, men jeg har svært ved at se, hvorfor hun skal svines så meget til, over den lille samtale. Ting som dette bliver skrevet hver eneste dag på nettet, og er noget som mange flere gør, end man regner med. Lige meget om man tør indrømme det eller ej, er man mere tilbøjelig til at skrive en spydig kommentar, når man sidder bag en computerskærm. Skærmen giver én magt, og man har lige pludselig masserer af mod til at svine folk til.

Det er ikke noget at være stolt af, men jeg har da også i tidens løb kastet rundt med grimme ord på nettet, for det er nemt at komme ind i en diskussion med et eller andet fuckhoved der går én på nerverne.

Jeg sidder ikke og retfærdiggøre Fies handlinger, men bare fordi én før er blevet mobbet, og selv har været i situationen, gør det ikke ham eller hende til en dårligere person, hvis vedkommende sviner andre til. At blive sur, og råbe af andre er lige så naturligt som at trække vejret. Alle menneskers personligheder kan ikke sættes sammen i et puslespil, uden at nogle af brikkerne ikke passer sammen.

Internetmobning, og hårde diskussioner på nettet kan ikke stoppes.

Fra Mr. Bond…ing

Så er det ”tid” til endnu et blog indlæg - Fra Emma

Ja så er tiden løbet ud, og turen går videre til mig, Emma, for at jeg nu kan bidrage mit til klassebloggen. Denne gang omhandlende om den nuværende tid.

Tid.

Det er et sjovt lille fænomen, der bruges i så mange sammenhæng. Det er en konstant, der hele tiden kører, der hele tiden er i gang.

Tik tak, tik tak, tik tak…

Og sådan bliver det ved, med ingen mulighed for at stoppe det. Det kører bare om og om igen og igen. 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 365 dage om året. Og så starter vi ellers forfra igen. Nogle gange ville jeg ønske man bare kunne fryse tiden, fryse øjeblikket og bare lige tage en slapper. Lige stoppe op for at tænke: hvad har jeg egentlig gang i? Lige tage en dyb indånding, samle tankerne og så er man ellers klar igen. For når man skal prøve at jonglere skole, afleveringer, arbejde, lektier og de lidt sjovere ting som shopping, veninderne osv. Så er det ikke lige altid regnestykket kan gå op.

Der er hele 24 timer i døgnet! Det føles som en rigtig lang tid inde i mit hoved. Hvorfor er det så de bare passere så hurtigt for en?

Jeg havde en veninde, der engang sagde til mig: ”Hvorfor kunne der ikke være 28 timer i døgnet i stedet for? Eller vi kunne have en ekstra dag i ugen, der hed noget i retningen af Fonsdag?”.        

Ja… det var da en sød tanke, men holder nok ikke helt. Det er lidt for sent nu at ændre på nu.  

Tiden der går, tager også sit tag ift. alderdom. Igen er der folk, især kvinder, der bliver stresset og får mange har bekymringer om ikke at lade tiden vise sig, på deres krop og ansigt. Især mange kvinder frygter alderdommens træk, og vil gøre alt for at undgå dem så længe som muligt.

Udtrykket YOLO (You Only Live Once) tror jeg vi stort set alle har hørt nu. Og er blevet godt og grundigt træt det. Det er jo blevet lidt misbrugt som undskyldning for at drikke sin hjerne ud hos teenagere. Men YOLO udtrykket bunder vel i at man kun lever en gang, derfor skal man have mest muligt ud af tiden. Prøve så meget som muligt, og have flest mulige oplevelser inden ens tid løber ud.

// Emma 2.c

Tanker eller Tetris?

Det er så let at lade være med at forstå. En simpel ting som et almindeligt dansk udtryk: ”Den ene efter den anden” blev så sent som i lørdags til ”Den ene efter hinanden” - takket være skuespillerinden Sofie Lassen-Kahlke. Om dette skyldtes nervøsitet, manglende kompetencer som studievært eller en IQ som en deltager fra Paradise Hotel vides ikke. Men det skal stoppes… NU. Stop med at finde på egne ordsprog. Stop med at lade være med at forstå.
Bare stop.
”Jamen Ditte, hvor vil du hen med d..”
SHHHH! Bare stop.
- kan du mærke det? Det er det tryk, der breder sig når der er HELT stille. Trykket, der presser en eller anden til at bryde stilheden. Men stilheden er forståelse… Eller folk der sidder på Facebook og ikke hører efter - men jeg håber, at det er andre der prøver på at forstå, hvad det er jeg mener - i stedet for at sidde og være klar til at afbryde med deres ”Altså jeg synes”.

Det er for let, at lade være med at høre efter. Det er for let, at afbryde med sin egen holdning og ikke lytte til andres. Det er for let ikke at forstå. Det er for let at synes, at ”John danser grøntsag” er sjovt, og slet ikke forstå handlingen.
Det er meget lettere, at lytte til et foredrag fra Jens Blendstrup, hvis man lytter til hans sjove stemmer, hans mystiske formuleringer eller undre sig over hans skægvækst, i stedet for at forstå hvor meget den mand har været igennem, for at kunne skrive sådanne mærkværdige værker.
Det er tydeligt, at hans far i ”Gud taler ud” ikke bare hedder ”Gud” fordi han bestemmer, men fordi han har haft foruroligende meget magt over hele familien. Selvom dette faktum godt kunne overdøves af hans fortællende redskaber i form af pivstemme og svensk dialekt. 
Det er denne underbevidste følelse af ”ikke at gide at forstå” (om det så er ordsprog, Jens Blendstrups værker, en almindelig lektion på gymnasiet osv.) der avler dovne mennesker, der ikke kan tage noget seriøst. Om det så er deres egen uddannelse, der skal bygge deres fremtid.
Lad os sige vi er en 18-årig gymnasieelev. Vi har oldtidskundskab, computeren er tændt, nettet er hurtigt og indbydende - Vi sidder med et dokument åbent, skriver lidt stikord, men hvad er nu det? NOOOO! Vi bliver suget ind i en verden af……. Tetris. Det er MUY STUPIDO! (Jeg spiller ikke hellig, men jeg spiller heller ikke tetris)

- Men min pointe er, at allerede her starter helvedes-lavinen af ”vi gider ikke forstå” - At spille tetris i timen, fordi ”oldtidskundskab ikke kan bruges til noget alligevel”, men du skal måske til eksamen i dette fag, og du skal måske bruge den karakter i dit snit, og du skal måske bruge det snit til en videregående uddannelse...

Ja, øv at du spillede tetris i timen.

- Ditte, 2.c. 

Du lyver, du lyver, så bukserne de flyver

Jeg har set det efterhånden berømte interviewet med Lance Armstrong, hvor Oprah, talkshows-værtindernes gudinde, afhører ex-cykelmyggen om hans dopingmisbrug. Mens jeg så det, gik det mere og mere op for mig, at han ikke kun havde løjet - han havde beskyttet sin løgn med hele sit væsen. Hvad får en mand til at komme så dybt ud at svømme, at han ikke kun lyver for hele verdenen, men at han forsvarer sin løgn med en sådan aggressivitet og brændende had, at han er klar til at ødelægge alting? Lance Armstrong virkede for mig, som et dårligt menneske i den time. Som interviewet gik fremad, så det ud som om at det Lance angrede mest ikke var løgnen, men sandheden der fældede ham. Men om Lance Armstrong er et dårligt menneske, fordi han løj, det må tiden vise.

Oprah slutter selvfølgelig på en high-note og citerer den altid så vise tankestreg om løgne - ”The truth will set you free”. Om det er rigtigt eller ej, så kom det til, som Armstrong selv siger, at koste ham 72 millioner dollars.

Sandheden er dyr.

For som det pensles ud i interviewet, så var der jo mange der forsvarede Lance. Det blev til en fængende historie om en mand, der blev beskyldt for noget han ikke havde gjort, en mand som kæmpede for retfærdighed! Selv hans søn måtte forsvare sin far for skolekammeraternes onde ord.

Sandheden er grim.

Min mor ville have at det her indslag skulle hedde ”mennesker med psykopatiske træk”. Men selvom Armstrong virkede meget usympatisk, er en løgn er jo ikke et psykopatisk træk, lige meget hvor stor løgnen nu er. Vi lyver jo alle sammen. Jeg lyver når min mor har stået og lavet mad i timer, med blod, sved og kærlighed, og jeg så finder ud af at det er kartoffelsuppe. Jeg hader kartoffelsuppe! Jeg mener det, jeg kan virkelig ikke fordrage kartoffelsuppe! Men det siger jeg ikke til min mor, og når hun spørger mig ”honey boo boo child, hvorfor har du ikke spist op?”. Jeg siger bare ”jeg var ikke helt sulten…”

Du klemmer den ovale pakke med det røde gavebånd og gavepapiret hvorpå gennemgangen af julemandens rensdyr-hierarki er afbilledet. Den er blød. På kortet står der ”fra mormor”. Gavepapiret rives itu, dystopi for rensdyr imperiet, pakken er åben. Du ser det grimmeste halstørklæde som du i dit liv har set og siger med et smil - ”tak mormor”.

Vi lyver fordi vi har lært at vi ikke må lyve. Vi lærte vi ikke måtte bande, for ellers kom squ-squ manden, og han slår squ hårdt. Vi lærte vi skulle opføre os pænt, spise pænt og sige de magiske ord, for ellers ville julemanden ikke komme på besøg (som han sjovt nok gjorde alligevel). Men julemanden og squ-squ manden er også små løgne, som de voksne fortæller som motivation til at lære og forstå. Alligevel er vi jo alle blevet skolet om hvordan det at lyve er en forfærdelig dyd, og et af de 10 bud påtvinger dig endda at tale sandt. Men jeg har ikke lyst til at høre sandheden, ikke altid. Sandheden er ikke sjov, og den rå sandhed gør ondt. Den tunge sandhed vejer mere end den lette løgn. Sandheden er, at verden ikke ville være et pænt sted, hvis vi alle talte lige ud af posen. Som Thomas Skov sagde, da han fortalte os om hans program ”høflighed på 100 dage”, så ville han hellere have at vi smider nogle meningsløse pæne ord efter kassedamen i fakta, end at vi kalder hende for en dum sæk, om det så er sandt eller ej. Vi synes x-faktor er aller sjovest når Blachman kalder nogen for et ”talentløst produkt af i dags generation”, fordi vi elsker når andre mennesker får serveret den rå sandhed, men ingen af os har i bund og grund lyst til at få det samme at vide. Ærlighed er bedst, når vi ikke selv modtager det.

Jeg mener selv, at sandhed egentligt kan være lige så slemt som en løgn. Tag for eksempel vores Doktor L. fra ”Sildig Opvaagnen”. Sandheden ramte ham så dybt, at han tog livet af sig selv. Her spiller præsten, som jeg ellers ville have forbundet med ærlighed, den medskyldige der prøver desperat at dække sandheden.  Men som ordsproget ”sandheden kommer altid frem” siger, så er det måske bedre at rive plasteret af hurtigt, end at leve på en løgn. Jeg mener at måden hvorpå vi definerer om en løgn eller en sandhed er ond, afhænger af hvordan afsenderen mener det - for en sandhed kan gøre ligeså ondt som en ond løgn.

Jeg mener ikke Lance Armstrong er et ondt mennesker for at lyve, men straffen han får er fortjent.

Fra Daniel

Om at vælge den rigtige dør - fra Camilla

Du står i et mørkt, koldt rum. Det er helt kulsort og du kan ikke se din hånd foran dig. Du begynder at gå rundt. Du kan høre dine trin ramme gulvet. Klik, Klak, Klik, Klak. Du begynder at blive frustreret. Du ved ikke, hvad du skal gøre, og du bliver måske også lidt panisk. Pludselig tændes et lys. Så et til. Du drejer rundt om dig selv. Du ser tusindvis af lys fra små lamper, der hænger ned fra loftet. Under hver lampe kan du se en dør. På alle dørene er der en tekst. Men det er ikke det samme, der står på dem. Du går hen til en dør. Du tager i håndtaget, men stopper op. Der står LÆGE på døren……

Hvad nu hvis jeg ikke vil være læge alligevel? Hvad hvis jeg ikke er god til det? Vil mor og far blive skuffet, hvis jeg ikke bliver læge? Hvad hvis det ikke interesserer mig alligevel? Hvad hvis jeg finder ud af, at jeg hellere vil noget andet f.eks Frisør, Pilot eller Skuespiller? Var det så spild af tid, at jeg gik på STX? Burde jeg også have taget en anden beslutning der? Hvorfor skal det være så svært?

Ja, hvorfor skal det egentligt være så svært? Det er jo bare en uddannelse. En uddannelse du skal være helt hundrede procent sikker på, at det er noget du vil. Det er sku da ikke så svært! JO! Det kan du bide dig selv i næsen på, at det er!

Jeg har været så sikker på, hvad jeg ville uddanne mig som en milliard gange. Jeg ville være læge, advokat og så pilot. Jeg ville også være frisør, kosmetolog og så pædagog. Jeg mener, jeg har næsten ville være alle tænkelige professioner og så har jeg alligevel fortrudt. Jeg har på det sidste været helt sikker på, hvad det var jeg ville, jeg var helt hunderede på, at det var den rigtige uddannelse for mig at tage. Jeg ville være sygeplejerske. Sygeplejerske det var da noget jeg ville være god til. Jeg er god til mennesker, mener både jeg selv og resten af min familie. Men så fik jeg at vide her i onsdags til karrierevalgsmessen, at det ikke var det eneste man skulle være god til. Man skulle da også lige kunne vaske en gammel 80 årig mand for neden… Og det tror jeg ikke lige, at jeg er forberedt på at gøre, hvis jeg skal være helt ærlig. Det ser man jo ikke i Greys Hvide Verden!

Min største drøm er at blive skuespiller. Jeg indrømmer, at der nok ikke er nogen chance for, at jeg bliver det. For hvad er lige chancen for, at jeg ud af en million andre mennesker bliver lige præcis den person med det største talent?  Det er logisk regning en til en million! Men det er til gengæld noget jeg synes, at jeg er god til. Jeg elsker at stå på en scene og få opmærksomhed. Mega ego der… Men det er jeg faktisk, jeg er god til at få opmærksomheden og jeg elsker ideen om at spille en rolle, som ligger langt væk fra den jeg er. Min mulighed for at blive skuespiller er så lille, at jeg alligevel ikke helt tør tage chancen.

Jeg er i den situation, som så mange andre unge, som spørger sig selv: "Hvad vil jeg være, når jeg er færdig med gymnasiet?" Sandheden er, at ikke mange ved det med sikkerhed. Et er, at det er så sindssygt svært at vælge lige den uddannelse, hvor man ved, at det her er det rigtige for en. Men noget helt andet er, at det er så f****** vigtigt, at du vælger rigtigt første gang, ellers får du hele ministeriet efter dig.

Jeg synes simpelthen ikke om Regeringens holdninger til uddannelse, at vi alle skal gå den direkte vej til de videregående uddannelser. Helt ærligt! Slap lige lidt af med at ånde os i nakken, hvis vi ikke ved, hvad vi vil efter gymnasiet. Altså der er da en kvote 2 for os der gerne vil have et sabbatår. Det gør mig så irriteret, at alle de kloge hoveder mener, at vi skal gå i gang med vores videregående uddannelse med det samme vi har fået huen på hovedet.

Jeg mener, at en dag så står du igen i det mørke kolde rum med alle dørene. Pludselig så er der kun en dør tilbage og rummet bliver lyst helt op. Den dag ved du, at når du åbner den dør så er det rigtige valg for dig. Det er selv om du er blevet 30 i mellem tiden, men det var bare først der, du fandt rigtig ud af, hvad du ville.

Fra den meget forvirrede Camilla 

Fra barn til voksen - such a big deal?

Det stikker i mine tæer og mine fingre er følelsesløse. Ørerne er iskolde og myrepatterne, eller gåsehuden - undskyld, har for længst indtaget position på mine arme. Hvis nogen af jer skulle være i tvivl om hvor jeg befinder mig, så kan jeg oplyse jer om, at jeg endnu en gang var dum nok til at forlade min varme dyne og begive mig ud i det danske vinter(monster-kolde-øv)vejr. Jeg ved godt at folk siger, det er spild af energi at brokke sig over det, men jeg er den fødte pessimist. Og det er jeg bare!

Det bedste ved den danske vinter er at den, på et tidspunkt, smutter tilbage til den polarcirkel den kommer fra. Så står vi overfor den bedste overgang jeg oplever på et år. Overgangen fra vinter til forår. Ja, prøv lige at sig det højt! Vinter til FORÅR! Desværre er der stadig 1½ måned til, men så kan forvandlingen også melde sin ankomst... JUBIIIIIIIII!!!!

En klog mand sagde engang: ”Fiasko er muligheden for at kunne begynde igen på en mere intelligent måde.” (Henry Ford), så vil jeg gerne tillade mig selv at give jer det billede, at vinteren er universets fiasko og foråret er den nye intelligente start. Men nu skal jeg ikke menneskeliggøre naturens gang for meget, for det der med fiasko ligger vel til det menneskelige. Og mennesket gennemgår også forandringer, mange endda. Måske vil jeg sågar vove at påstå overfor jer, at livet er fuldt af forandringer, store og små. Hele tiden. I bibelen står der: ”Af jord er du kommet og til jord skal du blive” samme start- og slut, men rejsen dertil er blot en stor forandring. Skabt af en masse små og enkelte større, og af de større kan nævnes den overgang, som vi alle, mine kære klassekammerater, befinder os i nu. Overgangen, eller forandringen, fra barn til voksen.

Netop den overgang har optaget os i mange århundreder, og gør det stadig. Både videnskabeligt, men i høj grad også i litteraturen. Den mere sinds- og personligheds analytiske del af den rejse et hvert individ gennemgår i sin levetid. Nogen mere end andre - der findes jo de gutter rundt omkring der aldrig rigtig bliver voksne. Anyway, det seneste eksempel vi alle har læst, var Thomasines Karen, som vi analyserede på klassen sidste gang og som vi naturligvis alle sammen har læst - ikke sandt? Karen bliver konfirmeret og gift, alle små forandringer, der spiller ind i hendes store forandring fra at være barn til at blive voksen.

Men er det en overgang vi ligger alt for meget vægt på? ”Den største forandring i dit liv” var der en der sagde jeg mig engang, og jeg kunne ikke lade være at tænke, at det måske er en forandring vi gør langt mere interessant og end den i virkeligheden er..? Det er trods alt en forandring alle har gennemgået. Mine forældre, dine forældre, Thomasine, Henry Ford, Cæsar. Er det en så nævneværdig del af vores (forhåbentlig lange) liv, at den fortjener så meget opmærksomhed?

Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg har ikke levet ret meget af mit liv, men jeg forestiller mig bare, at der forude var noget mere bemærkelsesværdigt end dette, men måske den smule optimisme, jeg dog besidder, har taget overhånd. Men hvad med jer venner? Hvad tænker I? Er der noget helt særligt ved den forandring mennesket gennemgår fysisk og psykisk i teenageårerne, eller er det blevet pustet lidt for meget op? Eller er det bare en spændende forandring, som er mere interessant at se tilbage på end at stå i?

// Hende den pessioptimistiske teenagepige; Annika, der håber hun ikke kedede jer for meget.

A mix-up; Spirituøse og falske forhåbninger

Nytårsaften kl. 23:00; man sidder småfuld og lattermild ved det fint-opdækkede bord, med et glas vin i den ene hånd, fyrværkeri buldrende bag vinduet og beskriver sit kommende nytårsfortsæt. 

Man beskriver det på den mest højtidelige måde, så man ville brække sig over det, hvis man ellers var ædru. Pessimismen bobler indeni en, mens vinen og resten af alkoholens sløvende tåger dominerer og fremkalder naiviteten. Alkoholen fremmer det indre barn, selv hos et grand voksent menneske, og man bliver til en uerfaren og håbende skikkelse, som er villig til at tro på alt, og dermed kommer man til at love noget som man inderst inde ved, har sidste holdbarhedsdato d. 2 januar. 

Hvad er meningen med et nytårsfortsæt? Da jeg skulle researche til dette blogindlæg, med en perfekt modnet banan i hånden og et lille glas iskold kakao på bordet, og med min pessimistiske følelse hamrende inde i hovedet, fandt jeg det umuligt at finde nogle negative indlæg om nytårsfortsæt. På f****** Google. Er jeg den eneste i lille Danmark som ikke kan se det smarte og det fede ved at have et nytårsfortsæt som man ikke kan holde?


 Hjemmesiderne boomede med forskellige forslag til nytårsfortsæt, samt hvordan man skulle holde dem vedlige. Der var dog mange sites som skrev at alt for mange opgav sit fortsæt, og at man skulle tage at kridte skoene, men helt seriøst… det sker jo aldrig? Alle dem som jeg har haft snakket med, omkring præcis dette emne, har indrømmet at de har droppet deres nytårsfortsæt, senest i slutningen af januar, og at de venter til næste år med at prøve på at holde det. Alarmklokke – ond cirkel, siger det bare.


Jeg må nu indrømme at min egen nytårsaften sammen med veninderne, også bestod i at udveksle nytårsfortsæt, og ja…. at være beruset. Dér sad vi, efter en lækker tre-retters menu og et par flasker vin og Verdi, og snakkede om hvad vi ville lave om i det nye år. Omtrent os alle lovede os selv, at tage os mere sammen i gymnasiet, og da alle havde nævnt dette, kunne man fornemme smilene brede sig på vores læber rundt om spisebordet, som om at pessimismen kom op til overfladen, dog uden at overgå naiviteten. Vi sad praktisk talt som gode veninder, og kylede falske forhåbninger ud i den ellers glade og hyggelige atmosfære.


Er det at have et nytårsfortsæt blot blevet til en vane, så vi ikke længere tænker over at det faktisk er noget som vi skal overholde? Er det bare blevet til en tradition, at når vi drikker og når rummet er fyldt op til randen med konfetti og serpentiner, så lover vi noget som vi ikke kan holde? Er det fordi at vi ikke kan gå, hoppe, danse eller hvad ved jeg, ind i det nye år velvidende om at vi svigter traditionen?


 Jeg tror på at det udelukkende er noget vi gør af vane. Det er noget som hører med til nytårsaften, og det opfattes som en del, som man ikke må undlade. Jeg håber at denne vane og tradition snart uddør, så vi ikke længere skal høre på folks naivitet og falske forhåbninger, både i medierne og i virkeligheden. Især Godmorgen Danmark har været slemme med deres snak om at vedligeholde nytårsfortsæt. Hver eneste morgen har jeg haft lyst til at smide min fjernbetjening ind i skærmen, og lige ind i hovedet på Morton Resen, som ellers umiddelbart virker som en gæv gut. Man har i høj grad snakket om aftraditionalisering, og jeg håber at dette bliver et af dens næste ofre.

Det er ikke kun det faktum at have et nytårsfortsæt som er blevet en vane eller en tradition, det er også det faktum, at et nytårsfortsæt ikke bliver taget seriøst, og dermed er det blevet en vane og tradition at droppe det i januar måned. Hvad er der popsmart ved at droppe noget som man har siddet og prædiket højtideligt om overfor sine venner og familie nytårsaften?

Men hey! Det som jeg egentlig gerne vil ud med, er at nytårsfortsæt er opreklameret og ekstremt vanedannende. Ligesom den Matilde kakao som jeg sidder og drikker… Farligt. Det kan godt være at det er blevet in og hipt at love sig selv at få en sundere livsstil, passe bedre på miljøet eller stresse mindre, men lov da forhelvede noget, som du ved at du kan holde længere end til d. 2. januar! Eller endnu bedre; vi burde kunne slappe af, tænke i nuet og bare nyde nytårsaften, i stedet for at fylde sit hoved og blive stresset over at man skal tabe sig 10 kilo på et bestemt antal måneder. Altså, chillax people.


Jeg har da også fundet frem til mit eget nytårsfortsæt, og jeg har gået efter princippet:
’’Keep-it-simple’’.
Jeg vil sætte mig for, at se alle filmene i Ringenes Herre trilogien, nu hvor jeg har set Hobbitten i biffen med kæresten. Jeg ser frem til at ligge i min store seng med en skål popcorn og et glas Coca Cola med isterninger.
Her kan pessimismen umuligt koge over.


// Hende den ædru med det anti-naive nytårsforsæt; Anne Sophie