tirsdag den 15. januar 2013

Fra barn til voksen - such a big deal?


Det stikker i mine tæer og mine fingre er følelsesløse. Ørerne er iskolde og myrepatterne, eller gåsehuden - undskyld, har for længst indtaget position på mine arme. Hvis nogen af jer skulle være i tvivl om hvor jeg befinder mig, så kan jeg oplyse jer om, at jeg endnu en gang var dum nok til at forlade min varme dyne og begive mig ud i det danske vinter(monster-kolde-øv)vejr. Jeg ved godt at folk siger, det er spild af energi at brokke sig over det, men jeg er den fødte pessimist. Og det er jeg bare!

Det bedste ved den danske vinter er at den, på et tidspunkt, smutter tilbage til den polarcirkel den kommer fra. Så står vi overfor den bedste overgang jeg oplever på et år. Overgangen fra vinter til forår. Ja, prøv lige at sig det højt! Vinter til FORÅR! Desværre er der stadig 1½ måned til, men så kan forvandlingen også melde sin ankomst... JUBIIIIIIIII!!!!


En klog mand sagde engang: ”Fiasko er muligheden for at kunne begynde igen på en mere intelligent måde.” (Henry Ford), så vil jeg gerne tillade mig selv at give jer det billede, at vinteren er universets fiasko og foråret er den nye intelligente start. Men nu skal jeg ikke menneskeliggøre naturens gang for meget, for det der med fiasko ligger vel til det menneskelige. Og mennesket gennemgår også forandringer, mange endda. Måske vil jeg sågar vove at påstå overfor jer, at livet er fuldt af forandringer, store og små. Hele tiden. I bibelen står der: ”Af jord er du kommet og til jord skal du blive” samme start- og slut, men rejsen dertil er blot en stor forandring. Skabt af en masse små og enkelte større, og af de større kan nævnes den overgang, som vi alle, mine kære klassekammerater, befinder os i nu. Overgangen, eller forandringen, fra barn til voksen.

Netop den overgang har optaget os i mange århundreder, og gør det stadig. Både videnskabeligt, men i høj grad også i litteraturen. Den mere sinds- og personligheds analytiske del af den rejse et hvert individ gennemgår i sin levetid. Nogen mere end andre - der findes jo de gutter rundt omkring der aldrig rigtig bliver voksne. Anyway, det seneste eksempel vi alle har læst, var Thomasines Karen, som vi analyserede på klassen sidste gang og som vi naturligvis alle sammen har læst - ikke sandt? Karen bliver konfirmeret og gift, alle små forandringer, der spiller ind i hendes store forandring fra at være barn til at blive voksen.


Men er det en overgang vi ligger alt for meget vægt på? ”Den største forandring i dit liv” var der en der sagde jeg mig engang, og jeg kunne ikke lade være at tænke, at det måske er en forandring vi gør langt mere interessant og end den i virkeligheden er..? Det er trods alt en forandring alle har gennemgået. Mine forældre, dine forældre, Thomasine, Henry Ford, Cæsar. Er det en så nævneværdig del af vores (forhåbentlig lange) liv, at den fortjener så meget opmærksomhed?

Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg har ikke levet ret meget af mit liv, men jeg forestiller mig bare, at der forude var noget mere bemærkelsesværdigt end dette, men måske den smule optimisme, jeg dog besidder, har taget overhånd. Men hvad med jer venner? Hvad tænker I? Er der noget helt særligt ved den forandring mennesket gennemgår fysisk og psykisk i teenageårerne, eller er det blevet pustet lidt for meget op? Eller er det bare en spændende forandring, som er mere interessant at se tilbage på end at stå i?

// Hende den pessioptimistiske teenagepige; Annika, der håber hun ikke kedede jer for meget.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar