Det stikker i mine tæer og mine fingre
er følelsesløse. Ørerne er iskolde og myrepatterne, eller gåsehuden - undskyld, har for længst indtaget position på mine
arme. Hvis nogen af jer skulle være i tvivl om hvor jeg befinder mig, så kan
jeg oplyse jer om, at jeg endnu en gang var dum nok til at forlade min varme
dyne og begive mig ud i det danske vinter(monster-kolde-øv)vejr. Jeg ved godt
at folk siger, det er spild af energi at brokke sig over det, men jeg er den
fødte pessimist. Og det er jeg bare!
Det bedste
ved den danske vinter er at den, på et tidspunkt, smutter tilbage til den
polarcirkel den kommer fra. Så står vi overfor den bedste overgang jeg oplever
på et år. Overgangen fra vinter til forår. Ja, prøv lige at sig det højt! Vinter til FORÅR! Desværre er der stadig 1½ måned til, men så kan
forvandlingen også melde sin ankomst... JUBIIIIIIIII!!!!
En klog mand
sagde engang: ”Fiasko er muligheden for at kunne begynde igen på en mere
intelligent måde.” (Henry Ford), så vil jeg gerne tillade mig selv at give jer
det billede, at vinteren er universets fiasko og foråret er den nye
intelligente start. Men nu skal jeg ikke menneskeliggøre naturens gang for
meget, for det der med fiasko ligger vel til det menneskelige. Og mennesket
gennemgår også forandringer, mange endda. Måske vil jeg sågar vove at påstå
overfor jer, at livet er fuldt af forandringer, store og små. Hele tiden. I
bibelen står der: ”Af jord er du kommet og til jord skal du blive” samme start-
og slut, men rejsen dertil er blot en stor forandring. Skabt af en masse små og
enkelte større, og af de større kan nævnes den overgang, som vi alle, mine kære
klassekammerater, befinder os i nu. Overgangen, eller forandringen, fra barn
til voksen.
Netop den
overgang har optaget os i mange århundreder, og gør det stadig. Både
videnskabeligt, men i høj grad også i litteraturen. Den mere sinds- og
personligheds analytiske del af den rejse et hvert individ gennemgår i sin
levetid. Nogen mere end andre - der findes jo de gutter rundt omkring der
aldrig rigtig bliver voksne. Anyway, det seneste eksempel vi alle har læst, var
Thomasines Karen, som vi analyserede
på klassen sidste gang og som vi naturligvis alle sammen har læst - ikke sandt?
Karen bliver konfirmeret og gift, alle små forandringer, der spiller ind i hendes
store forandring fra at være barn til at blive voksen.
Men er det en
overgang vi ligger alt for meget vægt på? ”Den største forandring i dit liv”
var der en der sagde jeg mig engang, og jeg kunne ikke lade være at tænke, at det
måske er en forandring vi gør langt mere interessant og end den i virkeligheden
er..? Det er trods alt en forandring alle har gennemgået. Mine forældre, dine
forældre, Thomasine, Henry Ford, Cæsar. Er det en så nævneværdig del af vores
(forhåbentlig lange) liv, at den fortjener så meget opmærksomhed?
Jeg ved det
ærlig talt ikke. Jeg har ikke levet ret meget af mit liv, men jeg forestiller
mig bare, at der forude var noget mere bemærkelsesværdigt end dette, men måske
den smule optimisme, jeg dog besidder, har taget overhånd. Men hvad med jer
venner? Hvad tænker I? Er der noget helt særligt ved den forandring mennesket
gennemgår fysisk og psykisk i teenageårerne, eller er det blevet pustet lidt
for meget op? Eller er det bare en spændende forandring, som er mere interessant
at se tilbage på end at stå i?
// Hende den
pessioptimistiske teenagepige; Annika, der håber hun ikke kedede jer for meget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar