Du står i et mørkt, koldt rum. Det er
helt kulsort og du kan ikke se din hånd foran dig. Du begynder at gå rundt. Du
kan høre dine trin ramme gulvet. Klik, Klak, Klik, Klak. Du begynder at blive
frustreret. Du ved ikke, hvad du skal gøre, og du bliver måske også lidt
panisk. Pludselig tændes et lys. Så et til. Du drejer rundt om dig selv. Du ser
tusindvis af lys fra små lamper, der hænger ned fra loftet. Under hver lampe
kan du se en dør. På alle dørene er der en tekst. Men det er ikke det samme,
der står på dem. Du går hen til en dør. Du tager i håndtaget, men stopper op.
Der står LÆGE på døren……
Hvad
nu hvis jeg ikke vil være læge alligevel? Hvad hvis jeg ikke er god til det?
Vil mor og far blive skuffet, hvis jeg ikke bliver læge? Hvad hvis det ikke
interesserer mig alligevel? Hvad hvis jeg finder ud af, at jeg hellere vil
noget andet f.eks Frisør, Pilot eller Skuespiller? Var det så spild af tid, at
jeg gik på STX? Burde jeg også have taget en anden beslutning der? Hvorfor skal
det være så svært?
Ja, hvorfor skal det egentligt være så
svært? Det er jo bare en uddannelse. En uddannelse du skal være helt hundrede
procent sikker på, at det er noget du vil. Det er sku da ikke så svært! JO! Det
kan du bide dig selv i næsen på, at det er!
Jeg har været så sikker på, hvad jeg
ville uddanne mig som en milliard gange. Jeg ville være læge, advokat og så
pilot. Jeg ville også være frisør, kosmetolog og så pædagog. Jeg mener, jeg har
næsten ville være alle tænkelige professioner og så har jeg alligevel fortrudt.
Jeg har på det sidste været helt sikker på, hvad det var jeg ville, jeg var
helt hunderede på, at det var den rigtige uddannelse for mig at tage. Jeg ville
være sygeplejerske. Sygeplejerske det var da noget jeg ville være god til. Jeg
er god til mennesker, mener både jeg selv og resten af min familie. Men så fik
jeg at vide her i onsdags til karrierevalgsmessen, at det ikke var det eneste
man skulle være god til. Man skulle da også lige kunne vaske en gammel 80 årig
mand for neden… Og det tror jeg ikke lige, at jeg er forberedt på at gøre, hvis
jeg skal være helt ærlig. Det ser man jo ikke i Greys Hvide Verden!
Min største drøm er at blive skuespiller.
Jeg indrømmer, at der nok ikke er nogen chance for, at jeg bliver det. For hvad
er lige chancen for, at jeg ud af en million andre mennesker bliver lige præcis
den person med det største talent? Det
er logisk regning en til en million! Men det er til gengæld noget jeg synes, at
jeg er god til. Jeg elsker at stå på en scene og få opmærksomhed. Mega ego der…
Men det er jeg faktisk, jeg er god til at få opmærksomheden og jeg elsker ideen
om at spille en rolle, som ligger langt væk fra den jeg er. Min mulighed for at
blive skuespiller er så lille, at jeg alligevel ikke helt tør tage chancen.
Jeg er i den situation, som så mange
andre unge, som spørger sig selv: "Hvad vil jeg være, når jeg er færdig
med gymnasiet?" Sandheden er, at ikke mange ved det med sikkerhed. Et er,
at det er så sindssygt svært at vælge lige den uddannelse, hvor man ved, at det
her er det rigtige for en. Men noget helt andet er, at det er så f******
vigtigt, at du vælger rigtigt første gang, ellers får du hele ministeriet efter
dig.
Jeg synes simpelthen ikke om
Regeringens holdninger til uddannelse, at vi alle skal gå den direkte vej til
de videregående uddannelser. Helt ærligt! Slap lige lidt af med at ånde os i
nakken, hvis vi ikke ved, hvad vi vil efter gymnasiet. Altså der er da en kvote
2 for os der gerne vil have et sabbatår. Det gør mig så irriteret, at alle de
kloge hoveder mener, at vi skal gå i gang med vores videregående uddannelse med
det samme vi har fået huen på hovedet.
Jeg mener, at en dag så står du igen i
det mørke kolde rum med alle dørene. Pludselig så er der kun en dør tilbage og
rummet bliver lyst helt op. Den dag ved du, at når du åbner den dør så er det
rigtige valg for dig. Det er selv om du er blevet 30 i mellem tiden, men det
var bare først der, du fandt rigtig ud af, hvad du ville.
Fra den meget forvirrede Camilla
Ingen kommentarer:
Send en kommentar