Du lyver, du lyver, så bukserne de flyver

Jeg har set det efterhånden berømte interviewet med Lance Armstrong, hvor Oprah, talkshows-værtindernes gudinde, afhører ex-cykelmyggen om hans dopingmisbrug. Mens jeg så det, gik det mere og mere op for mig, at han ikke kun havde løjet - han havde beskyttet sin løgn med hele sit væsen. Hvad får en mand til at komme så dybt ud at svømme, at han ikke kun lyver for hele verdenen, men at han forsvarer sin løgn med en sådan aggressivitet og brændende had, at han er klar til at ødelægge alting? Lance Armstrong virkede for mig, som et dårligt menneske i den time. Som interviewet gik fremad, så det ud som om at det Lance angrede mest ikke var løgnen, men sandheden der fældede ham. Men om Lance Armstrong er et dårligt menneske, fordi han løj, det må tiden vise.

Oprah slutter selvfølgelig på en high-note og citerer den altid så vise tankestreg om løgne - ”The truth will set you free”. Om det er rigtigt eller ej, så kom det til, som Armstrong selv siger, at koste ham 72 millioner dollars.

Sandheden er dyr.

For som det pensles ud i interviewet, så var der jo mange der forsvarede Lance. Det blev til en fængende historie om en mand, der blev beskyldt for noget han ikke havde gjort, en mand som kæmpede for retfærdighed! Selv hans søn måtte forsvare sin far for skolekammeraternes onde ord.

Sandheden er grim.

Min mor ville have at det her indslag skulle hedde ”mennesker med psykopatiske træk”. Men selvom Armstrong virkede meget usympatisk, er en løgn er jo ikke et psykopatisk træk, lige meget hvor stor løgnen nu er. Vi lyver jo alle sammen. Jeg lyver når min mor har stået og lavet mad i timer, med blod, sved og kærlighed, og jeg så finder ud af at det er kartoffelsuppe. Jeg hader kartoffelsuppe! Jeg mener det, jeg kan virkelig ikke fordrage kartoffelsuppe! Men det siger jeg ikke til min mor, og når hun spørger mig ”honey boo boo child, hvorfor har du ikke spist op?”. Jeg siger bare ”jeg var ikke helt sulten…”

Du klemmer den ovale pakke med det røde gavebånd og gavepapiret hvorpå gennemgangen af julemandens rensdyr-hierarki er afbilledet. Den er blød. På kortet står der ”fra mormor”. Gavepapiret rives itu, dystopi for rensdyr imperiet, pakken er åben. Du ser det grimmeste halstørklæde som du i dit liv har set og siger med et smil - ”tak mormor”.

Vi lyver fordi vi har lært at vi ikke må lyve. Vi lærte vi ikke måtte bande, for ellers kom squ-squ manden, og han slår squ hårdt. Vi lærte vi skulle opføre os pænt, spise pænt og sige de magiske ord, for ellers ville julemanden ikke komme på besøg (som han sjovt nok gjorde alligevel). Men julemanden og squ-squ manden er også små løgne, som de voksne fortæller som motivation til at lære og forstå. Alligevel er vi jo alle blevet skolet om hvordan det at lyve er en forfærdelig dyd, og et af de 10 bud påtvinger dig endda at tale sandt. Men jeg har ikke lyst til at høre sandheden, ikke altid. Sandheden er ikke sjov, og den rå sandhed gør ondt. Den tunge sandhed vejer mere end den lette løgn. Sandheden er, at verden ikke ville være et pænt sted, hvis vi alle talte lige ud af posen. Som Thomas Skov sagde, da han fortalte os om hans program ”høflighed på 100 dage”, så ville han hellere have at vi smider nogle meningsløse pæne ord efter kassedamen i fakta, end at vi kalder hende for en dum sæk, om det så er sandt eller ej. Vi synes x-faktor er aller sjovest når Blachman kalder nogen for et ”talentløst produkt af i dags generation”, fordi vi elsker når andre mennesker får serveret den rå sandhed, men ingen af os har i bund og grund lyst til at få det samme at vide. Ærlighed er bedst, når vi ikke selv modtager det.

Jeg mener selv, at sandhed egentligt kan være lige så slemt som en løgn. Tag for eksempel vores Doktor L. fra ”Sildig Opvaagnen”. Sandheden ramte ham så dybt, at han tog livet af sig selv. Her spiller præsten, som jeg ellers ville have forbundet med ærlighed, den medskyldige der prøver desperat at dække sandheden.  Men som ordsproget ”sandheden kommer altid frem” siger, så er det måske bedre at rive plasteret af hurtigt, end at leve på en løgn. Jeg mener at måden hvorpå vi definerer om en løgn eller en sandhed er ond, afhænger af hvordan afsenderen mener det - for en sandhed kan gøre ligeså ondt som en ond løgn.

Jeg mener ikke Lance Armstrong er et ondt mennesker for at lyve, men straffen han får er fortjent.

Fra Daniel