onsdag den 10. april 2013

Time’s up


Et øjeblik er et punkt i tiden uden udstrækning, dvs. en ikkeeksisterende, flygtig tid, men som er identificerbart som et punkt for sig.

Evigheden forsvinder eller ophører aldrig og er uden tidsmæssig grænse.

Hvad er tid? Hvor meget har vi brugt? Hvor meget er der tilbage? Hvad skal vi med den? Og kan vi bestemme over den? Indstille hvor hurtigt eller langsomt den skal bevæge sig?
I så fald vil jeg gerne bede om en drink og fjernbetjening - personligt ønsker jeg nemlig selv at være i stand til at trykke på slowmotion-knappen just nu.
Dagens sidste solstråler kæmper for at smelte den tilbageblevne, brunlige mængde sne, mens jeg sidder med korslagte ben og filosoferer over livet. Der er 28 skoledage tilbage af 2.g. 28 dage inden det hedder 3.g og ikke mindst sidste år. Sidste år af den – for størstedelen, tør jeg godt påstå – planlagte fremtid. Fremtid. Tid. Igen. Mit liv har for mig hele tiden været planlagt til punkt og prikke lige til den dag, jeg får huen på. Så ligger verden bare dér for mine fødder. Og jeg kan slynge min taske på ryggen og drage om på den anden side af kloden, få den tatovering mine forældre forbyder mig og ryge tjald til jeg glemmer alt om hvem i alverden H.C. Andersen var, og desuden også hvordan man skriver en litterær artikel. Glemme alt om tid og sted.
Eller kan jeg? Er min fremtid ikke bestemt, selvom jeg i skrivende stund ikke selv er bevidst om, hvad den kommer til at indeholde? Jo – for jeg skal helst have samlet mig sammen og have påbegyndt en uddannelse inden for ganske kort tid. Tid. Og det bliver jeg nødt til, for at sikre mig et velfungerende liv med villa, Volvo, vovse.

Vågner. Ikke på grund af den efterhånden velkendte, buldrende bas, men derimod på grund af lyden af Carly Rae Jepsens skingre ”Call me maybe”. Mit hoved dunker og min mund er tør. Jeg sætter mig op, griber vandflasken, åbner svælget og hælder den daggamle, lunkne væske ned. Finder en pakke af de obligatorisk medbragte vådservietter frem, foretager det klassiske trucker-bad og bevæger mig ud af mit telt. Ud til de 130.000 euforiske andre, som har valgt at tilbringe de ti første dage af juli måned på en mark i nærheden af Roskilde.
På de smadrede campingstole sidder to af mine venner. Deres opmærksomhed er rettet mod en langhåret, spinkel mand. Umiddelbart køn og solbrun. Utrimmet, jovist, men det får ham jo som sådan ikke til at skille sig ud i denne mængde. Han ser ud til at være et par år ældre end de fleste af os, og da jeg spidser ører, bemærker jeg også at manden taler engelsk krydret med en tyk fransk accent.
Jeg sætter mig over til dem blandt papkasser, øldåser, flasker, gamle makreldåser og ødelagte stole. Suger indtrykkene til mig, mens odeuren gennemborer min næse. Knapper dagens første øl op og erfarer hurtigt, at den hidtil ukendte skikkelse er 28 år, hedder Michel og kommer fra Marseilles. Hans engelsk er gebrokkent, men han fortæller alligevel ivrigt om sit eventyr – 8 år har han rejst rundt. Blaffet og cyklet og set stort set alt hvad der er værd at se. Kommer fra et velhavende hjem med kutyme for lange uddannelser og indflydelsesrige jobpositioner, men nægtede at gøre som andre. Droppede uddannelsen og rejste hjemmefra med et telt og lidt tøj, på tomlen. Mine tanker falder straks på Alex Supertramp fra Into the Wild. Jeg har altid været en ekstremt stor beundrer af folk, som har nerver og mod til at smide alt og rejse ud og opleve verden. Kigger endnu en gang på hans skægstubbe og bemærker den bare plet på håndleddet, hvor der burde have siddet et armbånd til værdi af 1795 kr. Hvis bare man turde….

Men vi ér alle et produkt af det forbistrede samfund, vi lever i. Et samfund hvor ønskerne, kravene og forventningerne bliver smidt i hovedet på os fra de øvre magter, og vi følger dem som kuede hunde. Hvor ville det være smukt, hvis man turde bryde ud og gøre lige præcis det, som man har lyst til. Gøre det, som man brænder for, mens man kan. En klog mand sagde en gang ”you only live once”, mens to andre spurgte ”hvad ville du gøre, hvis du kun havde én dag tilbage?” Og det er i sandhed et godt spørgsmål, for tiden er i konstant bevægelse og det her er den første dag i resten af dit liv.

Men hvad fanden er tid?
Tid er dét, der går og går, men ingen vegne kommer.
Dét er tid.

/Laura

Ingen kommentarer:

Send en kommentar