Om det at krænke

Selviscenesættelse fører til krænkelse. Jep. Det er min påstand. Men, hvad er det egentlig? Hvorfor bruger mennesket, sin tid på at følge blogs? På gang på gang at læse blogindlæg der krænker dem? Hvorfor bruger de deres tid på at komme med irriterende kommentarer omkring, det de lige har læst, som krænkede dem til det yderste? Eller hvad. Ja, hvad med dem der bare tænker på at bruge sin tid på at kommentere et blogindlæg. Bare for at sige… Ej, jeg kan næsten ikke sige det. Jo okay, bare for at sige at de synes bloggeren burde tænke over hvorvidt dette blogindlæg evt. vil kunne krænke omverdenen. Nu har jeg da aldrig. Come on - det er jo åndssvagt venner? Er det ikke bare tomt tidsfordriv?

Min ellers noget så skønne morfar sagde engang til mig (dvs. han prøvede at belære mig om noget han vidste var tåbeligt). Anyway, han sagde i hvert fald således: ”Men, Nathalie - ytringsfriheden giver dig lov til frit at udtale dig om alle emner uden andres samtykke, det bør blot gøres uden nogen form for krænkelse imod omverdenen”.

Min første tanke: ”gud hvor er du gammeldags morfar (meget sødt) men, du er jo slet ikke med mentalt her”.

Mit svar…

Nej, ærligt talt så kommenterede jeg ikke på det. Mh, jeg holdt mund. For engang skyld (surprise). Jeg syntes det var det mest modsigende og dobbeltmoralske fis jeg nogensinde havde lagt øre til. Men, man er vel barnebarn (fedter).

Hvad bliver pointen nogensinde i at have ytringsfrihed, men. Men hver gang man vil udtrykke sig ALLIGEVEL skal bruge spildte tanker og tid på at tænke følgende: ”jamen hov, gad vide om Grethe på 80 (som alligevel er for senil til at benytte sig at denne smarte teknologi à computeren) eller min alt for vidt tænkende veninde vil føle sig krænket eller stødt af disse ord og tankespil. De ord jeg indtil nu kun har overvejet at offentliggøre, fordi jeg har brugt alt for lang tid på at tænke og spilde min tid på at overveje det”. Ikke fordi jeg kan komme i tanke om andet at bruge min tid på lige nu. Men, det er jo tåbeligt! Så sig mig, hvori ligger pointen så i denne ”ytringsfrihed”? Når det læserne i virkeligheden vil have er en reklame om ”ytringsfrihed, nu med lænker - try it out”. Den form for læsere lider i virkeligheden under Jantelovens 10. bud:

”Du skal ikke tro, at du kan lære os noget”

Okay Nathalie. Det er måske også at skære det pap ud som allerede er skåret. Men, tænk over det (smiler).

Bitterfissen Bethany. Åh ja, hun er ikke en man glemmer. Det var hvad 2.c på Egå Gymnasium blev udsat for sidste tirsdag i dansktimen. Krænkelse. Eller hvad? Bitterfissen Bethanys blog er (for nogen) meget underholdende. Dog så privat. Privat, fordi det udelukkende er hendes meninger vi hører om. Nogen ”liker” andre ”disliker”. Personligt er min tanke om hende - hvad sker der? Den pige har absolut ingen hæmninger! Jeg mener bare… som i nul, zero, nada (by the way - liker lige)! Jeg tør da slet ikke tænke på hvilke kommentarer hun har fået på sine indlæg. Uha uha. Forskellen her er bare, at dette er en tanke. Understreger lige - en tanke. I ved… nogen man holder for sig selv. (Hvor vil du hen, Nathalie?) Jo, min pointe er, at det ikke er noget der rører mig yderligere. Jeg har jo selv valgt at sidde med øjnene klistret fast til skærmen for at læse ”Bethany om Big Brother”. Mit eget valg, ja. Jeg har selv besluttet mig for at læse hendes yderst hæmningsløse og brutale indlæg gang på gang.

Fordi.

Ja, fordi hun skriver ***** hamrende godt. Nogle gange tror jeg, at alle levende organismer burde tage en ”chill-pill” og indse hvor godt mange af disse bloggere udtrykker sig. Bum bum, hva læsere?  

For lige at opsummere, så har jeg nu brugt en (alt for stor) del af mit liv på at skrive et blogindlæg om det at krænke, hvilket på sin hvis har underholdt mig særdeles meget. Jeg ved blot, at hvis dette blogindlæg blev udgivet til andre end mine læsere, som i dette tilfælde viser sig at være mine 29 - konstant analyserende og funderende - klassekammerater, så ville det sætte intet mindre end en krig af kommentarer i gang. Jeg har simpelthen brugt tid på at krænke de folk der til tider viser sig fra, efter min mening, deres mest absurde side - ”hov du, tænk lige over hvem du krænker før du skriver DINE meninger, i DINE blogindlæg, på DIN blog”.

……. (Aggressiv tænkepause).

Netop, MIN blog. Ingen andres.     

Spildte tanker fra den tænkende, vurderende og overvejende
//Nathalie, 2.C.

Blog om bloggere

Lektieøen. Det er her jeg bor de næste tolv timer, inden den her blog skal skilles ad, analyseres, forstås og reflekteres over af 29 klassekammerater. Tolv timer til jeg som forfatter skal gennem en psykoanalyse, som ender ud i én ting, vi på klassen bliver enige om: ”Mathilde er et produkt af den medieskabte verden og vil i sidste ende gennem bloggen iscenesætte sig selv”. Jaja, fint nok. Man er vel teenager. Som bruger sociale medier. En farlig cocktail har jeg efterhånden gennem danskundervisningen fundet ud af, for vi kan simpelthen ikke skelne mellem frontstage og backstage, private og personlige oplysninger, hvornår vi udstiller os selv, eller hvornår folk hellere vil spise økologiske tørkiks end at læse noget som vores kedelige blog-indlæg. Men hallo. Det er ikke udelukkende vores egen skyld. Det kan heller ikke være retfærdigt, at det netop er nu i teenageårene, hvor vi er allermest forvirrede, klodsede og tankeløse, at vi har mulighed for at udtrykke os ved hjælp af ét enkelt klik på Youtube, Facebook, Twitter eller Blogspot! Til hele verden! Det er faktisk enormt øv, hvis nogen spørger mig. Men det er netop dét der er specielt ved bloggere: Ingen har spurgt om deres mening. Ingen har skrevet: "Hey Anne Gadegaard! Hvad fik du til morgenmad?" eller "Hej søde! Hvad er dagens outfitt?". Men alligevel vælter bloggerne en syndflod af ord ned over hovedet på os (de nysgerrige læsere, som så også er mig), om alt fra småt til mindre end småt.

Et blog-indlæg minder uhyggeligt meget, om det man gør, når man vil finde ud af, om der er liv andre steder i universet. Nøje planlagte radiobølger sendes ud i mørket, og så venter man spændt på, om der skulle være intelligent liv derude. Bloggeren planlægger først snedigt sin åbenbaring til folket: "Har du set de fede jeans hos Calvin Klein?".

Og så venter han.

Og jo flere reaktioner, des større er succeen.

Det fedeste er likes, men selv negativ reklame er bedre end ingen reklame, så det varmer alligevel lidt, at folk har bemærket at man er til, selvom de kommenterer, at man er en nar. Og jeg skal på ingen måde spille hellig og pege fingre ad de såkaldte likehunters, for som jeg engang læste på en ualmindeligt poetisk 13-årig piges væg på Facebook en eftermiddag: "Husk, at når du peger på folk, så peger tre fingre på dig selv". Bum bum. Dybt.  Men det er da sjovt at opdatere billeder, statusser og lægge links ud. Og der er nærmest gået en hel sport i, om man har fået 80 eller 4 likes på ens nye opstillede spejlrefleks-profilbillede. Jeg havde engang en meget akavet og mærkelig samtale med en veninde om profilbilleder på Facebook:

XX-veninde: "Hvorfor liker du aldrig mine profilbilleder?"
Meget-forvirret-Mathilde: "Hvad mener du?"
XX-Veninde: "Jeg fjernede altså mit like fra dit ene profilbillede i går! Ja altså, fordi du aldrig liker mine"

Et like er efterhånden det samme som en bekræftelse eller anerkendelse. Men det er da intet mindre end pisseærgerligt, at måle sig selv på  dét! Og man er alligevel aldrig så lækker som på ens opstillede profilbillede, eller så grim som det billede fra i fredags til årgangsfesten, hvor både tænder og tunge var helt blå af Cuba Blueberry (et billede, som man selvfølgelig har sørget for at untagge sig fra). Er der grimme billeder af mig på facebook (og der er nærmest ikke andet), untagger jeg mig selvfølgelig også, fordi jeg også oveni min egen knold forsøger at sige til mig selv, at SÅ grim, ækel og hæslig kan jeg umuligt være. At fjerne billedet fra min profil er så et desperat forsøg på at fortrænge det.

En anden ting jeg forsøger at fortrænge, er det faktum, at klokken efterhånden er blevet 01:40. Der er hverken flere tilbage på min facebook-chat eller på telefonen til at underholde mig, like mine ting eller hvad en opmærksomhedskrævende teenager som mig ellers søger. Lektieøen er brændt ned. Tøjet fra mit skab er eksploderet ud over gulvet. Min rugbrødsmad er klam og Spotify spiller "Gangnam Style". Det føles som intet mindre end et menneskeliv siden, at jeg har sovet ("Nej, hvor er det synd for hende!").
Godt at dansk er et A-fag.  

Hilsner fra den selviscenesættende, nedladende, ensporede og bedrevidende  

//Mathilde 2.C.

Så er c-klassens blog igang - god fornøjelse / Peter