onsdag den 10. april 2013

Rodgrod mae flothe


 Der findes 6.000-7.000 sprog i verden, hvor dansk er blandt de 100 største. Jeg synes selv, at 6.000-7.000 lyder ret vildt, men hvis Wikipedia siger det må det være sandt. Sprog er en sjov ting og jeg har tit tænkt, hvordan det startede. Jeg kan huske da jeg var mindre og tænkte, at det kunne være sejt, hvis jeg fandt på mit eget sprog som ingen andre kunne forstå. Fem minutter og to nye ord senere gav jeg op, det er altså ikke nemt at skabe nye ord. Derfor tænker jeg, at det må have taget mange år og kloge hoveder til at skabe alle de ord vi har i vores sprog. Ikke nok med, at der findes jeg-ved-ikke-hvor-mange ord i det danske sprog, så er der jo også alle de andre 5.999-6.999 sprog, som sikkert har lige så mange ord. Det kunne bare være meget smartere, hvis der kun fandtes ét sprog i verden som alle kunne forstå.

Det danske sprog skulle være et meget svært sprog for udlændinge. Grunden til, at dansk er så svært er alle vokalerne. Sproget er præget af en masse vokalnuancer og så findes der mindst 20 vokallyde på dansk. På spansk er der f.eks. kun fem vokallyde.
Jeg har haft meget sjov med, at lære min familie i Polen at sige ”Rødgrød med fløde”,
Jeg forstår godt, at de synes at dansk er svært. Jeg synes selv, at deres ord er meget mærkelige, da de næsten ikke indeholder nogle vokaler. Hvis jeg ikke havde lært at tale sproget havde jeg nok også tænkt, at de ord var umulige at udtale. Det smarte ved polsk er, at man skriver det på samme måde som man udtaler det. Det er ikke noget vi ligefrem kan prale med på dansk. Jeg forstår stadig ikke hvad vi skal bruge stumme bogstaver til. Jeg kan kun se én god grund til, hvorfor vi har hv-ord, og det er fordi det f.eks. ser rigtig dumt ud at skrive ”vorfor”.

Sproget har udviklet sig meget gennem årene. Dansk er i stor grad præget og fremmedord, hovedsageligt fra engelsk. Måske er vi bare blevet for dovne til at skabe vores egne ord. På samme tid er der mange ord som er uddøde f.eks. nole = stjæle. Jeg har i hvert fald aldrig hørt nogen sige ”og så nolede han bare alle mine ting!”. Der er selvfølgelig også 70’er udtrykkene ”bred ymer” og ”knæhøj karse”, som vi heller ikke bruger længere. Vi har til gengæld en masse andre udtryk som vi bruger. Metaforer og ordsprog er noget vi danskere er rigtigt glade for, men udlændinge har meget svært ved at lære dem. Det er nok derfor min mor stadig går rundt og siger ”han er dum som en sko”, ”vi er på herrens bund” og ”har jeg mormors ærmer?”. Jeg forstår hende egentlig godt, for hvorfor skulle det give mere mening at være dum som en dør, i stedet for en sko, og herrens bund kan da give ligeså meget mening som herrens mark.
Jeg må nok også indrømme, at jeg selv kunne have lavet de samme fejl. Jeg ved i hvert fald, at jeg har en stor tendens til at sige ting der ikke giver mening og så er jeg generelt bare dårlig til at formulere sætninger. Selvom dansk er mit modersmål, kan jeg f.eks. ikke udtale ordene moskusokse og bisonokse. Generelt alle ord sat sammen med okse. Ja, jeg har prøvet siden jeg var 10, men det kan bare ikke lade sig gøre.

Julie H. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar