Tanker eller Tetris?

Det er så let at lade være med at forstå. En simpel ting som et almindeligt dansk udtryk: ”Den ene efter den anden” blev så sent som i lørdags til ”Den ene efter hinanden” - takket være skuespillerinden Sofie Lassen-Kahlke. Om dette skyldtes nervøsitet, manglende kompetencer som studievært eller en IQ som en deltager fra Paradise Hotel vides ikke. Men det skal stoppes… NU. Stop med at finde på egne ordsprog. Stop med at lade være med at forstå.
Bare stop.
”Jamen Ditte, hvor vil du hen med d..”
SHHHH! Bare stop.
- kan du mærke det? Det er det tryk, der breder sig når der er HELT stille. Trykket, der presser en eller anden til at bryde stilheden. Men stilheden er forståelse… Eller folk der sidder på Facebook og ikke hører efter - men jeg håber, at det er andre der prøver på at forstå, hvad det er jeg mener - i stedet for at sidde og være klar til at afbryde med deres ”Altså jeg synes”.

Det er for let, at lade være med at høre efter. Det er for let, at afbryde med sin egen holdning og ikke lytte til andres. Det er for let ikke at forstå. Det er for let at synes, at ”John danser grøntsag” er sjovt, og slet ikke forstå handlingen.
Det er meget lettere, at lytte til et foredrag fra Jens Blendstrup, hvis man lytter til hans sjove stemmer, hans mystiske formuleringer eller undre sig over hans skægvækst, i stedet for at forstå hvor meget den mand har været igennem, for at kunne skrive sådanne mærkværdige værker.
Det er tydeligt, at hans far i ”Gud taler ud” ikke bare hedder ”Gud” fordi han bestemmer, men fordi han har haft foruroligende meget magt over hele familien. Selvom dette faktum godt kunne overdøves af hans fortællende redskaber i form af pivstemme og svensk dialekt. 
Det er denne underbevidste følelse af ”ikke at gide at forstå” (om det så er ordsprog, Jens Blendstrups værker, en almindelig lektion på gymnasiet osv.) der avler dovne mennesker, der ikke kan tage noget seriøst. Om det så er deres egen uddannelse, der skal bygge deres fremtid.
Lad os sige vi er en 18-årig gymnasieelev. Vi har oldtidskundskab, computeren er tændt, nettet er hurtigt og indbydende - Vi sidder med et dokument åbent, skriver lidt stikord, men hvad er nu det? NOOOO! Vi bliver suget ind i en verden af……. Tetris. Det er MUY STUPIDO! (Jeg spiller ikke hellig, men jeg spiller heller ikke tetris)

- Men min pointe er, at allerede her starter helvedes-lavinen af ”vi gider ikke forstå” - At spille tetris i timen, fordi ”oldtidskundskab ikke kan bruges til noget alligevel”, men du skal måske til eksamen i dette fag, og du skal måske bruge den karakter i dit snit, og du skal måske bruge det snit til en videregående uddannelse...

Ja, øv at du spillede tetris i timen.

- Ditte, 2.c. 

Du lyver, du lyver, så bukserne de flyver

Jeg har set det efterhånden berømte interviewet med Lance Armstrong, hvor Oprah, talkshows-værtindernes gudinde, afhører ex-cykelmyggen om hans dopingmisbrug. Mens jeg så det, gik det mere og mere op for mig, at han ikke kun havde løjet - han havde beskyttet sin løgn med hele sit væsen. Hvad får en mand til at komme så dybt ud at svømme, at han ikke kun lyver for hele verdenen, men at han forsvarer sin løgn med en sådan aggressivitet og brændende had, at han er klar til at ødelægge alting? Lance Armstrong virkede for mig, som et dårligt menneske i den time. Som interviewet gik fremad, så det ud som om at det Lance angrede mest ikke var løgnen, men sandheden der fældede ham. Men om Lance Armstrong er et dårligt menneske, fordi han løj, det må tiden vise.

Oprah slutter selvfølgelig på en high-note og citerer den altid så vise tankestreg om løgne - ”The truth will set you free”. Om det er rigtigt eller ej, så kom det til, som Armstrong selv siger, at koste ham 72 millioner dollars.

Sandheden er dyr.

For som det pensles ud i interviewet, så var der jo mange der forsvarede Lance. Det blev til en fængende historie om en mand, der blev beskyldt for noget han ikke havde gjort, en mand som kæmpede for retfærdighed! Selv hans søn måtte forsvare sin far for skolekammeraternes onde ord.

Sandheden er grim.

Min mor ville have at det her indslag skulle hedde ”mennesker med psykopatiske træk”. Men selvom Armstrong virkede meget usympatisk, er en løgn er jo ikke et psykopatisk træk, lige meget hvor stor løgnen nu er. Vi lyver jo alle sammen. Jeg lyver når min mor har stået og lavet mad i timer, med blod, sved og kærlighed, og jeg så finder ud af at det er kartoffelsuppe. Jeg hader kartoffelsuppe! Jeg mener det, jeg kan virkelig ikke fordrage kartoffelsuppe! Men det siger jeg ikke til min mor, og når hun spørger mig ”honey boo boo child, hvorfor har du ikke spist op?”. Jeg siger bare ”jeg var ikke helt sulten…”

Du klemmer den ovale pakke med det røde gavebånd og gavepapiret hvorpå gennemgangen af julemandens rensdyr-hierarki er afbilledet. Den er blød. På kortet står der ”fra mormor”. Gavepapiret rives itu, dystopi for rensdyr imperiet, pakken er åben. Du ser det grimmeste halstørklæde som du i dit liv har set og siger med et smil - ”tak mormor”.

Vi lyver fordi vi har lært at vi ikke må lyve. Vi lærte vi ikke måtte bande, for ellers kom squ-squ manden, og han slår squ hårdt. Vi lærte vi skulle opføre os pænt, spise pænt og sige de magiske ord, for ellers ville julemanden ikke komme på besøg (som han sjovt nok gjorde alligevel). Men julemanden og squ-squ manden er også små løgne, som de voksne fortæller som motivation til at lære og forstå. Alligevel er vi jo alle blevet skolet om hvordan det at lyve er en forfærdelig dyd, og et af de 10 bud påtvinger dig endda at tale sandt. Men jeg har ikke lyst til at høre sandheden, ikke altid. Sandheden er ikke sjov, og den rå sandhed gør ondt. Den tunge sandhed vejer mere end den lette løgn. Sandheden er, at verden ikke ville være et pænt sted, hvis vi alle talte lige ud af posen. Som Thomas Skov sagde, da han fortalte os om hans program ”høflighed på 100 dage”, så ville han hellere have at vi smider nogle meningsløse pæne ord efter kassedamen i fakta, end at vi kalder hende for en dum sæk, om det så er sandt eller ej. Vi synes x-faktor er aller sjovest når Blachman kalder nogen for et ”talentløst produkt af i dags generation”, fordi vi elsker når andre mennesker får serveret den rå sandhed, men ingen af os har i bund og grund lyst til at få det samme at vide. Ærlighed er bedst, når vi ikke selv modtager det.

Jeg mener selv, at sandhed egentligt kan være lige så slemt som en løgn. Tag for eksempel vores Doktor L. fra ”Sildig Opvaagnen”. Sandheden ramte ham så dybt, at han tog livet af sig selv. Her spiller præsten, som jeg ellers ville have forbundet med ærlighed, den medskyldige der prøver desperat at dække sandheden.  Men som ordsproget ”sandheden kommer altid frem” siger, så er det måske bedre at rive plasteret af hurtigt, end at leve på en løgn. Jeg mener at måden hvorpå vi definerer om en løgn eller en sandhed er ond, afhænger af hvordan afsenderen mener det - for en sandhed kan gøre ligeså ondt som en ond løgn.

Jeg mener ikke Lance Armstrong er et ondt mennesker for at lyve, men straffen han får er fortjent.

Fra Daniel

Om at vælge den rigtige dør - fra Camilla

Du står i et mørkt, koldt rum. Det er helt kulsort og du kan ikke se din hånd foran dig. Du begynder at gå rundt. Du kan høre dine trin ramme gulvet. Klik, Klak, Klik, Klak. Du begynder at blive frustreret. Du ved ikke, hvad du skal gøre, og du bliver måske også lidt panisk. Pludselig tændes et lys. Så et til. Du drejer rundt om dig selv. Du ser tusindvis af lys fra små lamper, der hænger ned fra loftet. Under hver lampe kan du se en dør. På alle dørene er der en tekst. Men det er ikke det samme, der står på dem. Du går hen til en dør. Du tager i håndtaget, men stopper op. Der står LÆGE på døren……

Hvad nu hvis jeg ikke vil være læge alligevel? Hvad hvis jeg ikke er god til det? Vil mor og far blive skuffet, hvis jeg ikke bliver læge? Hvad hvis det ikke interesserer mig alligevel? Hvad hvis jeg finder ud af, at jeg hellere vil noget andet f.eks Frisør, Pilot eller Skuespiller? Var det så spild af tid, at jeg gik på STX? Burde jeg også have taget en anden beslutning der? Hvorfor skal det være så svært?

Ja, hvorfor skal det egentligt være så svært? Det er jo bare en uddannelse. En uddannelse du skal være helt hundrede procent sikker på, at det er noget du vil. Det er sku da ikke så svært! JO! Det kan du bide dig selv i næsen på, at det er!

Jeg har været så sikker på, hvad jeg ville uddanne mig som en milliard gange. Jeg ville være læge, advokat og så pilot. Jeg ville også være frisør, kosmetolog og så pædagog. Jeg mener, jeg har næsten ville være alle tænkelige professioner og så har jeg alligevel fortrudt. Jeg har på det sidste været helt sikker på, hvad det var jeg ville, jeg var helt hunderede på, at det var den rigtige uddannelse for mig at tage. Jeg ville være sygeplejerske. Sygeplejerske det var da noget jeg ville være god til. Jeg er god til mennesker, mener både jeg selv og resten af min familie. Men så fik jeg at vide her i onsdags til karrierevalgsmessen, at det ikke var det eneste man skulle være god til. Man skulle da også lige kunne vaske en gammel 80 årig mand for neden… Og det tror jeg ikke lige, at jeg er forberedt på at gøre, hvis jeg skal være helt ærlig. Det ser man jo ikke i Greys Hvide Verden!

Min største drøm er at blive skuespiller. Jeg indrømmer, at der nok ikke er nogen chance for, at jeg bliver det. For hvad er lige chancen for, at jeg ud af en million andre mennesker bliver lige præcis den person med det største talent?  Det er logisk regning en til en million! Men det er til gengæld noget jeg synes, at jeg er god til. Jeg elsker at stå på en scene og få opmærksomhed. Mega ego der… Men det er jeg faktisk, jeg er god til at få opmærksomheden og jeg elsker ideen om at spille en rolle, som ligger langt væk fra den jeg er. Min mulighed for at blive skuespiller er så lille, at jeg alligevel ikke helt tør tage chancen.

Jeg er i den situation, som så mange andre unge, som spørger sig selv: "Hvad vil jeg være, når jeg er færdig med gymnasiet?" Sandheden er, at ikke mange ved det med sikkerhed. Et er, at det er så sindssygt svært at vælge lige den uddannelse, hvor man ved, at det her er det rigtige for en. Men noget helt andet er, at det er så f****** vigtigt, at du vælger rigtigt første gang, ellers får du hele ministeriet efter dig.

Jeg synes simpelthen ikke om Regeringens holdninger til uddannelse, at vi alle skal gå den direkte vej til de videregående uddannelser. Helt ærligt! Slap lige lidt af med at ånde os i nakken, hvis vi ikke ved, hvad vi vil efter gymnasiet. Altså der er da en kvote 2 for os der gerne vil have et sabbatår. Det gør mig så irriteret, at alle de kloge hoveder mener, at vi skal gå i gang med vores videregående uddannelse med det samme vi har fået huen på hovedet.

Jeg mener, at en dag så står du igen i det mørke kolde rum med alle dørene. Pludselig så er der kun en dør tilbage og rummet bliver lyst helt op. Den dag ved du, at når du åbner den dør så er det rigtige valg for dig. Det er selv om du er blevet 30 i mellem tiden, men det var bare først der, du fandt rigtig ud af, hvad du ville.

Fra den meget forvirrede Camilla 

Fra barn til voksen - such a big deal?

Det stikker i mine tæer og mine fingre er følelsesløse. Ørerne er iskolde og myrepatterne, eller gåsehuden - undskyld, har for længst indtaget position på mine arme. Hvis nogen af jer skulle være i tvivl om hvor jeg befinder mig, så kan jeg oplyse jer om, at jeg endnu en gang var dum nok til at forlade min varme dyne og begive mig ud i det danske vinter(monster-kolde-øv)vejr. Jeg ved godt at folk siger, det er spild af energi at brokke sig over det, men jeg er den fødte pessimist. Og det er jeg bare!

Det bedste ved den danske vinter er at den, på et tidspunkt, smutter tilbage til den polarcirkel den kommer fra. Så står vi overfor den bedste overgang jeg oplever på et år. Overgangen fra vinter til forår. Ja, prøv lige at sig det højt! Vinter til FORÅR! Desværre er der stadig 1½ måned til, men så kan forvandlingen også melde sin ankomst... JUBIIIIIIIII!!!!

En klog mand sagde engang: ”Fiasko er muligheden for at kunne begynde igen på en mere intelligent måde.” (Henry Ford), så vil jeg gerne tillade mig selv at give jer det billede, at vinteren er universets fiasko og foråret er den nye intelligente start. Men nu skal jeg ikke menneskeliggøre naturens gang for meget, for det der med fiasko ligger vel til det menneskelige. Og mennesket gennemgår også forandringer, mange endda. Måske vil jeg sågar vove at påstå overfor jer, at livet er fuldt af forandringer, store og små. Hele tiden. I bibelen står der: ”Af jord er du kommet og til jord skal du blive” samme start- og slut, men rejsen dertil er blot en stor forandring. Skabt af en masse små og enkelte større, og af de større kan nævnes den overgang, som vi alle, mine kære klassekammerater, befinder os i nu. Overgangen, eller forandringen, fra barn til voksen.

Netop den overgang har optaget os i mange århundreder, og gør det stadig. Både videnskabeligt, men i høj grad også i litteraturen. Den mere sinds- og personligheds analytiske del af den rejse et hvert individ gennemgår i sin levetid. Nogen mere end andre - der findes jo de gutter rundt omkring der aldrig rigtig bliver voksne. Anyway, det seneste eksempel vi alle har læst, var Thomasines Karen, som vi analyserede på klassen sidste gang og som vi naturligvis alle sammen har læst - ikke sandt? Karen bliver konfirmeret og gift, alle små forandringer, der spiller ind i hendes store forandring fra at være barn til at blive voksen.

Men er det en overgang vi ligger alt for meget vægt på? ”Den største forandring i dit liv” var der en der sagde jeg mig engang, og jeg kunne ikke lade være at tænke, at det måske er en forandring vi gør langt mere interessant og end den i virkeligheden er..? Det er trods alt en forandring alle har gennemgået. Mine forældre, dine forældre, Thomasine, Henry Ford, Cæsar. Er det en så nævneværdig del af vores (forhåbentlig lange) liv, at den fortjener så meget opmærksomhed?

Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg har ikke levet ret meget af mit liv, men jeg forestiller mig bare, at der forude var noget mere bemærkelsesværdigt end dette, men måske den smule optimisme, jeg dog besidder, har taget overhånd. Men hvad med jer venner? Hvad tænker I? Er der noget helt særligt ved den forandring mennesket gennemgår fysisk og psykisk i teenageårerne, eller er det blevet pustet lidt for meget op? Eller er det bare en spændende forandring, som er mere interessant at se tilbage på end at stå i?

// Hende den pessioptimistiske teenagepige; Annika, der håber hun ikke kedede jer for meget.

A mix-up; Spirituøse og falske forhåbninger

Nytårsaften kl. 23:00; man sidder småfuld og lattermild ved det fint-opdækkede bord, med et glas vin i den ene hånd, fyrværkeri buldrende bag vinduet og beskriver sit kommende nytårsfortsæt. 

Man beskriver det på den mest højtidelige måde, så man ville brække sig over det, hvis man ellers var ædru. Pessimismen bobler indeni en, mens vinen og resten af alkoholens sløvende tåger dominerer og fremkalder naiviteten. Alkoholen fremmer det indre barn, selv hos et grand voksent menneske, og man bliver til en uerfaren og håbende skikkelse, som er villig til at tro på alt, og dermed kommer man til at love noget som man inderst inde ved, har sidste holdbarhedsdato d. 2 januar. 

Hvad er meningen med et nytårsfortsæt? Da jeg skulle researche til dette blogindlæg, med en perfekt modnet banan i hånden og et lille glas iskold kakao på bordet, og med min pessimistiske følelse hamrende inde i hovedet, fandt jeg det umuligt at finde nogle negative indlæg om nytårsfortsæt. På f****** Google. Er jeg den eneste i lille Danmark som ikke kan se det smarte og det fede ved at have et nytårsfortsæt som man ikke kan holde?


 Hjemmesiderne boomede med forskellige forslag til nytårsfortsæt, samt hvordan man skulle holde dem vedlige. Der var dog mange sites som skrev at alt for mange opgav sit fortsæt, og at man skulle tage at kridte skoene, men helt seriøst… det sker jo aldrig? Alle dem som jeg har haft snakket med, omkring præcis dette emne, har indrømmet at de har droppet deres nytårsfortsæt, senest i slutningen af januar, og at de venter til næste år med at prøve på at holde det. Alarmklokke – ond cirkel, siger det bare.


Jeg må nu indrømme at min egen nytårsaften sammen med veninderne, også bestod i at udveksle nytårsfortsæt, og ja…. at være beruset. Dér sad vi, efter en lækker tre-retters menu og et par flasker vin og Verdi, og snakkede om hvad vi ville lave om i det nye år. Omtrent os alle lovede os selv, at tage os mere sammen i gymnasiet, og da alle havde nævnt dette, kunne man fornemme smilene brede sig på vores læber rundt om spisebordet, som om at pessimismen kom op til overfladen, dog uden at overgå naiviteten. Vi sad praktisk talt som gode veninder, og kylede falske forhåbninger ud i den ellers glade og hyggelige atmosfære.


Er det at have et nytårsfortsæt blot blevet til en vane, så vi ikke længere tænker over at det faktisk er noget som vi skal overholde? Er det bare blevet til en tradition, at når vi drikker og når rummet er fyldt op til randen med konfetti og serpentiner, så lover vi noget som vi ikke kan holde? Er det fordi at vi ikke kan gå, hoppe, danse eller hvad ved jeg, ind i det nye år velvidende om at vi svigter traditionen?


 Jeg tror på at det udelukkende er noget vi gør af vane. Det er noget som hører med til nytårsaften, og det opfattes som en del, som man ikke må undlade. Jeg håber at denne vane og tradition snart uddør, så vi ikke længere skal høre på folks naivitet og falske forhåbninger, både i medierne og i virkeligheden. Især Godmorgen Danmark har været slemme med deres snak om at vedligeholde nytårsfortsæt. Hver eneste morgen har jeg haft lyst til at smide min fjernbetjening ind i skærmen, og lige ind i hovedet på Morton Resen, som ellers umiddelbart virker som en gæv gut. Man har i høj grad snakket om aftraditionalisering, og jeg håber at dette bliver et af dens næste ofre.

Det er ikke kun det faktum at have et nytårsfortsæt som er blevet en vane eller en tradition, det er også det faktum, at et nytårsfortsæt ikke bliver taget seriøst, og dermed er det blevet en vane og tradition at droppe det i januar måned. Hvad er der popsmart ved at droppe noget som man har siddet og prædiket højtideligt om overfor sine venner og familie nytårsaften?

Men hey! Det som jeg egentlig gerne vil ud med, er at nytårsfortsæt er opreklameret og ekstremt vanedannende. Ligesom den Matilde kakao som jeg sidder og drikker… Farligt. Det kan godt være at det er blevet in og hipt at love sig selv at få en sundere livsstil, passe bedre på miljøet eller stresse mindre, men lov da forhelvede noget, som du ved at du kan holde længere end til d. 2. januar! Eller endnu bedre; vi burde kunne slappe af, tænke i nuet og bare nyde nytårsaften, i stedet for at fylde sit hoved og blive stresset over at man skal tabe sig 10 kilo på et bestemt antal måneder. Altså, chillax people.


Jeg har da også fundet frem til mit eget nytårsfortsæt, og jeg har gået efter princippet:
’’Keep-it-simple’’.
Jeg vil sætte mig for, at se alle filmene i Ringenes Herre trilogien, nu hvor jeg har set Hobbitten i biffen med kæresten. Jeg ser frem til at ligge i min store seng med en skål popcorn og et glas Coca Cola med isterninger.
Her kan pessimismen umuligt koge over.


// Hende den ædru med det anti-naive nytårsforsæt; Anne Sophie