”Hvorfor er december så rar? Hvorfor er det nu, at det er den aller bedste måned vi har?”

Vi har alle sammen vores forestillinger om julen. Faktisk tør jeg vove at påstå at der ikke bliver sat større forventninger til nogen anden højtid. Vi har alle sammen vores håb til julen; 

 Det kommer til at sne. Jeg skal have and. Jeg skal have konfekt. Jeg skal have de nye Vans. Jeg skal have det største stykke julekage. Jeg skal have et kæmpe juletræ. Jeg skal have flest gaver. Jeg skal have Sex and the City boksen.

Hvorfor er julen ikke som den var for 10 år siden? Er det kun mig, der ikke er den mindste smule i julehumør?

Er vi simpelthen bare blevet mere og mere egoistiske igennem årene? Da jeg var 8 år, var jeg mere end lykkelig, hvis jeg åbnede en gave som indeholdt; en bamse, en Barbie eller et andet stykke legetøj. Nu forventer jeg mere, meget mere. Hvorfor kan vi ikke blive glade for de samme ting som vores forældre fik? Min mor fortalte mig engang, om den første julegave hun fik, det var året hun fyldte 12, og fik et par vanter, som den eneste gave, og alligevel var hun ovenud tilfreds med denne flotte gave. Jeg skal helst høste mange gaver, jo flere jo bedre, faktisk. Hvornår blev vi så forkælede og spolerede at vi ikke synes julen var helt så god, bare fordi en af pakkerne ikke indeholdte en ny Iphone 5?

 Og jeg kan næsten ikke dy mig for at spørge; HVOFOR holder vi jul? For at fejre Jesus fødsel? naaah, det tror jeg ikke rigtig på. Det handler om at vi have alting, især som unge. Vi vil have tonsvis af fedtede godter og fede gaver. Jeg bruger det meste af juledag på at flade foran fjerneren med min familie. Imens render min mor og mine tanter stresset rundt i køkkenet i flere timer, for at gøre julemaden færdig. Når maden er færdig, fortære vi den på mindre end en time før vi grådigt og dovent sætter os tilbage foran fjernsynet eller computeren. Hvornår blev det, det som julen handlede om? Hvorfor er der aldrig nogen der melder sig frivilligt til at gå ud og hjælpe dem? Jeg får dem sågar til at lave specielt mad til mig, bare fordi jeg ikke spiser og kød og ikke kan lide kartofler. Har jeg fuldstændig glemt den juleånd som fyldte mig da jeg var lille? Hvorfor tror jeg ikke længere på julemanden? Da jeg var lille vågnede jeg tidligt julemorgen, og skyndte mig nedenunder.

For nogle dage siden hørte jeg for første gang om det dejlige projekt, som dansk røde kors har stablet på benene; http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/12/11/112557.htm

Hvis du ikke lige har lysten til at læse den ellers korte artikel, kan den hurtigt opsummeres sådan her;

”En undersøgelse fra 2010 viser, at flere end 100.000 danskere sidder alene juleaften. Og Janne Gry Poulsen mener bestemt ikke, at tallet er blevet mindre” av for søren, siger jeg bare.. 100.000 danskere? Hvorfor skulle det så ikke kunne blive mig? Så dør juleånden da for alvor. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad alle de stakkels mennesker gør juleaften? Sidder de alene foran fjerneren? Det får mig virkelig til at tænke; Hvor er det heldigt, at der findes mennesker som vil åbne deres hjem op for de mindre heldige? Det får mig til at tænke på om jeg bruger min jul ordentligt? Jeg tror det er vigtigt at nyde julen på en anden måde end mange af os gør. Handler julen ikke mest af alt om at være sammen med familien? Jeg tror jeg skal være bedre til at hjælpe de gamle i køkkenet, i stedet for bare at sidde og æde foran fjernsynet hele juledag.

/////1000 julekys fra Anne, som nu, mere end nogensinde før, vil nyde sin jul.   

Et vaskeægte julemirakel!

Så kan vi atter få ro i vores (jule)hjerter og ånde lettet op: Kokkedal har fået sit juletræ! HALLELUJA - det spiser jeg en klejne på.

For at se beviset, kig her; http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1875443.ece

Jeg sidder her i sofaen og læser den ene artikel efter den anden omkring ”kokkedal-krigen”, alt i mens der fra hvert et hjørne af stuen står flere nisser og stirre på mig. Det lyder lidt creepy, men det er faktisk ganske hyggeligt. Min familie går omkring mig og pynter op, og julestemningen er høj! Men der ingen tvivl om, at der ikke hersker samme julestemning overalt i Danmark…

November måned har været en nervepirrende måned for mange af beborene i Egedalsvænget i Kokkedal. De danske beboere har frygtet for om julen i år skulle pakkes inden døre, eller om de som sædvaneligt ved juletid vil få et juletræ til at stå og pynte i al sin pragt udenfor - som desuden også er dansk tradition i så mange andre danske byer, f.eks. i min lille hjemby Hjortshøj, hvor vi hvert år ved december får sat et juletræ op ved stationen. På et bestyrelsesmøde med boligforeningen, hvor der blev diskuteret hvor vidt der skulle stå et juletræ udenfor, blev det afgjort af et minimalt muslimsk flertal at juletræet i år skulle spares væk. Mødet blev afholdt ganske kort tid efter at foreningen havde brugt intet mindre end 60.000 kr. på EID-fest (omfg!!), men muslimerne, som var i overtal i bestyrelsen, mente ikke at de havde brug for et juletræ til 6.000-7.000 kr….  Dette skabte et kæmpe postyr både i boligforeningen og på Christiansborg. Flere politikkere og private tilbød at betale for juletræet og mere til, men bestyrelsen nægtede at tage imod pengene. Nu handlede det nemlig ikke længere om det (skide) juletræ - Nej, nej, det gik sgu hen og blev en principsag. Muslimerne i bestyrelsen, som var imod juletræet, påstod nemlig at der ikke var nogen som havde meldt sig til at stå for opgaven i år, men det var der to vidt forskellige meninger om. Det blev dog en sejr for alle de kristne, juleglade mennesker og julenisser i boligforeningen. Juletræsskandalen har fået masser af mediedækning og juletræet fik bl.a. titlen ”Danmarks mest omtalte juletræ” i en artikel af Politiken.  

Jeg har som så mange andre fulgt med i debatten og siddet forarget hjemme i stuen og råbt og skreget af tv’et: ”SÅ GIV DEM DOG DET *#%&@! JULETRÆ!” … ej, det er måske at overdrive lidt, men jeg har da læst diverse artikler og set nyhederne…. Og jeg synes da også det er for dårligt at de gerne vil spendere 60.000 på en muslimsk begivenhed, men ikke sølle 6.000-7.000 kr. på en dansk begivenhed. Vi skal efter min mening acceptere og respekterer hinanden ligegyldigt hvilken farve eller religion vi har = Vi kan sagtens lade muslimerne holde deres EID-fest, men vi er i Danmark og det er en dansk tradition at pynte op til jul. Ergo synes jeg det er fuldstændig latterligt at et lille ikke-dansk flertal skulle have lov til at afskaffe det sædvanelige juletræ.

Men helt ærligt; Det er jul, det er cool, det er nu vi hygger os bedst…

Så skulle vi ikke bare tage hinanden i hænderne - uanset farve og religiøs overbevisning  smile lidt til verden og glæde os over at vi trods alt har det godt? For er det netop ikke det jule drejer sig om?; at være sammen med dem man holder af, at give og glæde andre mennesker og når ja, så at fejre Jesus fødsels.. men om Jesus stadig har den største betydning hvad angår jul, det er en helt anden og sikkert endnu længere diskussion.

Julen er hjerternes fest, og så gør det jo ikke noget at der oven i hatten hører gaver, god mad og som min bror vil sige; sjove sokker til.

Xoxo den juleglade Anna

Stalking

Har netop placeret mig ved farfars kirsebærfarvet mahogni spisebord, oplyst af fortidens moderne lysekrone. Med en skål fyldt med vindurer og behagelig stille musik i ørene, er jeg nu klar til at skrive et blogindlæg. Jeg er kørt lidt fast, kan slet ikke komme videre. Har googlet og googlet (inspiration du ved), men der er intet emne hvor jeg lige pt. tænker: SYGT MEGET!!!! Ved et tilfælde kommer jeg til at kigge på et ugeblad, der er blevet lagt på hjørnet af spisebordet. ”Ude og hjemme”, det er fast standard læsestof her hos farfar. I en af de mange utrolig spændende artikler på forsiden, lyder overskriften således: ”Anette forfølges af eks-kæreste”. Ved et nærmere kig ser jeg, at det er en reklame for det nye TV3 program ”Forfulgt”. Jeg har godt nok hørt om programmet, men hvad handler det rent faktisk om? Altså Google siger: ”Et gysende indblik i en terroriseret hverdag som forfulgt – og konfrontation af stalkerne”. Lol? Tror efterhånden snart vi har nået det punkt, hvor der næsten ikke er flere nye emner at lave tv-programmer om. Men okay, giver det en chance.

Anette, kvinden der bliver nævnt i reklamen, bliver forfulgt af hendes ekskæreste. Han har meget svært ved at acceptere, at deres forhold nu er slut. Ekskæresten kæmper forgæves for at få kontrol over Anette, ved at udsætte hende for overvågning, trusler og telefonchikane. Han har altså alt for meget information, som Anette helst så ham uden. Når alt kommer til alt, kunne det jo nærmest lyde som et opdigtet mareridt. Desværre er historien sand. Episoder som denne, er skræmmende nok, ikke så unormale for os at høre om. Det finder faktisk sted, oftere og oftere. Historien skaber angst og frygt for, hvad man nu tør at dele på det altfavnende internet. Jeg tænker ofte over de mulige konsekvenser der kunne opstå, når jeg uploader et billede på internettet. Hvor ender det egentlig henne?

De sociale medier og specielt internettet, et blevet et særdeles stalker fænomen. Hey forresten, hvad er en stalker egentlig? Jo, det er en alvidende person. Et menneske der ved:

Hvornår du har fødselsdag. Hvad dine forældre hedder. Om du har søskende. Hvor du bor. Hvilken skole du går på. Hvor du befandt dig sidste weekend. Hvordan dine yndlingssko ser ud. Hvilken farve din labradorhvalp har. Hvor du shoppede sidst. Hvilken biograf dig og din kæreste befandt sig i, i lørdags. Om du kan lide mandariner. Og hvor mange tænder du har tabt.

Okay, måske en lille smule overdrevet. Men det er dælme tæt på. Jeg kan tage et eksempel fra Facebook, hvor stalkere i realiteten hører hjemme. Hvert år, når jeg har fødselsdag, bliver dette automatisk reklameret på min Facebookprofil. Gennem hele døgnet, strømmer det ind med lykønskninger. Stort set er de alle utrolig hyggelige og er fra venner jeg kender. De resterende derimod, er fra folk jeg måske aldrig har snakket med og søde 13-årige Beliebers, der lige synes jeg skulle have en lykønskning med på vejen. Hvorfor gider de? De anede jo ikke at jeg havde fødselsdag, hvis ikke Facebook havde gjort dem opmærksomme på det. Derefter bliver min profil tjekket igennem, og næste gang vi ser hinanden kan vi jo snildt sige hej! Hvorfor ikke, nu er vi jo venner? Du ved, vi "kender" hinanden fra Facebook. 

Lige præcis dér, på Facebook, opretter man en identitet og iscenesætter sig selv, som man gerne vil se ud for verdenen derude. Stalkeren vil så efterfølgende bedømme dig ud fra hvordan din profil ser ud, hvilke billeder du har tilføjet og hvor mange venner du har. Det er altså et popularitetsbarometer. Wow sikke et ord? Men ja, det er helt korrekt. Så tænk over hvad, til hvem og hvor du deler information på internettet. Eksemplet med Anette et ganske overdrevet, men nogle mennesker lever faktisk under ekstrem udspionering. Nogle episoder som denne kan medføre til, at offeret bliver nødt til at ændre sit liv markant, for at kunne leve ugeneret i fremtiden. Skifte navn, flytte til ny hemmelig adresse, skifte udseende og personlige oplysninger. Alle ekstreme konsekvenser af stalking. Så sørg for at bruge internettet med måde! En dag kan det risikere at komme for tæt på. Der findes altså en grænse hvor informationen er privat.

//Victoria 

Nazistiske tendenser i danske børnehaver

Danske forældreforeninger frygter politisk påvirkning af børnehavebørn.


Nye undersøgelser viser, at dagligdagen i en almindelig, dansk børnehave nærmer sig forholdene i en Hitlerjugend-sommerlejr. Der opstilles strenge regler og retningslinjer, og børnene ses ikke som enkeltstående individer, men behandles som en del af en større masse.


Den chokerede mor, 27-årige Kaya Hansen, udtaler: "Da jeg første gang så dem på udflugt, blev jeg virkelig overrasket. Børnene var opstillet på rad og række, to og to efter hinanden." Kaya sammenligner de sete børn med soldater på march. "Ikke nok med det, skulle de også synge racistiske kampsange. 'Hodja fra Pjort' og 'Jeg har set en rigtig negermand' er blot toppen af isbjerget."


Eksperter mener, at der er tale om en udrustning fra pædagogernes side. Pædagogernes jobs trues af de mange andengenerationsindvandrere, som i dag vælger de pædagogiske uddannelser. 'Rens børnehaven' hedder Pædagogforeningens nyeste kampagne, hvis formål er at bevare danskfødte pædagoger i monopol.



Socialforsorgen lovede ved et pressemøde tidligere i dag, at de vil træde ind i sagen. Problemet vil blive prioriteret højt, så en del familievoldssager vil opleve ventetid under behandlingen af sagen.

HALLELUJAH!

Så fik familien Fønne satme indernet igen! Civilisation. Fantastisk nu er man tilbage til hverdagen.

Og mens jeg sidder der på facebook og er klar til at lave lektier (ppfffft), så slår det mig:

Shit, vi er afhængige af internettet.

Netbank, e-mails, lectio, firstclass. FACEBOOK.

Okay, den sidste er måske ikke en nødvendighed, men så alligevel..?

Tag nu for eksempel her i den foregående uge da klaphatten her skulle have lagt sit blogindlæg ud. Jeg skuffede hele min klasse. De gik glip af mine fantastiske færdigheder indenfor danskfaget – for ikke at nævne exceptionelle evne til at udtrykke mig.

Tilbage til emnet… Jeg kunne ikke lave lektier, fordi jeg ikke havde internet.

Misforstå mig ikke jeg er ikke sån en antiinternet trunte, som bare skal forbitre alles hverdag, fordi jeg var lidt uheldig. Jeg kan skam godt lide nettet. Det er super.

Min pointe er, at vi bruger nettet til mange ting.  Rigtig mange ting og efterhånden som vi bruger det mere og mere, så bliver de mere vigtige ting også smidt derud. For eksempel behøver jeg ikke at hoppe i overtøjet for at gå ned at tjekke hvor mange penge, jeg har i banken. Jeg går da bare på netbank. Supersmart er det da. Så vi klapper af den.  

Vil jeg tjekke nyhederne, er der et utal af webaviser, jeg kan finde:

Politiken.dk, JP.dk, BT.dk, Tv2.dk,dr.dk/nyheder, perezhilton.com… Jamen  you name it. Der er alt til hver en smag, og især medierne er gode til at anvende nettet på den måde. Jamen mulighederne er ubegrænsede, når det kommer til nettet, hvis jeg vil læse en artikel om en selvlysende gris, skal jeg bare Google det og bang!

politiken.dk, tv2.dk – begge popper op med fremragende artikler om de her gensplejsede grise. Det er bare så kæmpestort, at det kan blive svært at skille alle mulighederne ad. Hvad er rigtige fakta og hvad er bare noget vi leger? Det er sygt forvirrende at navigere sig rundt, hvis man ikke helt har styr på det.

Husker min stakkels 86-årige farfar, der for nogle måneder siden fortalte mig, at han ville tage et IT/www-kursus, fordi så meget kedede han sig. Jeg husker min første reaktion ”OK. Det lærer han sgu aldrig.” men i dag har han facebook – som han bruger, ja tak, og er dælme også begyndt at spille formuen op på oddset online haha – det er jo fantastisk. Skulle man tro, og ja det er det da bestemt, men så snart vi begynder at bevæge os væk fra standard siderne, har manden jo ingen idé om, hvad der sker. Han ser heller ikke kritisk på de ting, han finder ude på det store farlige hav, der er internettet. 

For eksempel har han taget en IQ-test på nettet. Hvis han ville have sit resultat, skulle han bare lige angive sit mobilnummer og e-mail, og så ville han få en sms og en mail. På en eller anden måde, formåede han at få abonnement på et eller andet, der sendte reklamer til ham via sms, og en eller anden side, som fyldte hans e-mail indbakke op med samme spam. Nårh ja, og det var ikke gratis. Hans telefonregning steg, og det var farfar ikke glad for. Alt sammen fordi han var blevet snydt på nettet. Den stakkel L det skal lige siges, at han selvfølgelig fik rodet sig ud af det igen uden det store besvær.  

Men sådan er nettet – man skal passe på. Det er jo ikke farligt, men det er nemt lige at få fingrene i klemme, hvis man bare trykker ”ok”.

Så hvad lærte vi i dag, gutter?

Nettet bruges til mange ting. Du og jeg er faktisk mere eller mindre afhængige af det.  Det er ikke nogen nyhed, men det er nu sådan, det engang er. Du kan gøre karriere i at blogge, vlogge eller snyde folk. Du kan finde gamle/nuværende venner via face – snakke med dem, videochatte, dele billeder og jeg skal komme efter dig, du kan finde dine lektier/skemaer/ og andre skolesager, du kan gå på netbank og lege med dine pesos der. Jamen ”The sky is the limit,” som en god kammerat plejede at sige engang.

Nettet er forvirrende. Sikkert ligesom det her blogindlæg. Bum. Livets bitre realiteter. Men det er nu ganske praktisk.

//hende der Sine 

Frygten for fremmede

Bortførelse, oversvømmelse, bandekrig, statsbankerot – you name it, verden er farlig.  Hvis blot medierne udelukkende valgte at skildre de positive fortællinger fra verdens brændpunkter, ville vi alle kunne leve et meget mere trygt og harmonisk liv <3 Men nej, vi vil informeres, og vi vil provokeres. Efter at have læst de første to kapitler af Englevingen, der blev bragt i Politiken i 2006, har det fået mig til at tænke. For hvor stor er denne frygt for fremmede ikke lige?

Nadia Kjærsgaard Jensen tog i 1997 en kæmpe chance, og valgte i to uger at bosætte sig hos en vildfremmed mand, som hun kun havde kendt i få dage. Oplevelsen var dog positiv, og først senere hen kom problemet: Nadia blev gravid, og den egyptiske gut, Achmed, kidnappede barnet. Det kunne jo lyde som overskriften til en actionpræget Hollywoodfilm, men realiteten er jo, at historien er sand. Hvad er problemet så? Jeg mener, at problemet er den frygt, historier som denne skaber, for nu tør jeg da helt bestemt ikke tage chancen og stole på et vildfremmed menneske!

Men det er da ret surt, at frygten for fremmede skal ødelægge de gode, spontane og vilde oplevelser, som man ville kunne få! Jeg har da selv gentagne gange været nødt til at vente i iskoldt vejr på en bus, hvor jeg har tænkt: Hey, hvorfor er der ingen, der spørger om jeg vil have et lift hjem? Hvis der var nogen, der lukkede bilen op, og tilbød mig et lift, ville jeg uden tvivl granske personen og lave en hurtig psykoanalyse ud fra kriterier som udseende, alder og umiddelbar væremåde blot for overfladisk at sikre mig mod farer. For hvem kunne ikke finde på at samle en op?

-         En kidnapper?

-         En voldtægtsforbryder?

-         En seriedræber?

-         En røver?

For det er vel ikke kun mig, der gennem hele min opdragelse og skolegang er blevet pisket med fortællingen om, at der i alle gule biler sidder en børnelokker?

Men der er selvfølgelig også forskel fra at sætte sig ind i en fremmed danskers bil, og så at vælge at bo i to uger i en helt anderledes og fremmed kultur. Jeg kommer da selv til at tænke på, at jeg om et par år kan ende som Nadia. Hvis nu jeg, sammen med mine veninder, vælger at rejse ud i den store, vide verden, og, efter at have vinket farvel til mine rejsekammerater i lufthavnen ved deres hjemrejse, mere eller mindre lægger mit liv i en andens hænder. For så at komme tilbage til kære, lille Danmark og være gravid. Hvad ville man gøre? Og så bliver barnet bortført… Bare tanken om det, er jo forfærdelig!

Puha… Ro på, der er jo også succeshistorier, det går altså ikke altid galt! F.eks. kan jeg da nævne min faster, som på et eller andet tidspunkt stødte på en italiener, som hun den dag i dag stadig lever med. Og en af mine veninder, der klarede et helt års ophold i New Zealand hos en familie, hun kun havde snakket med over skype.

Det skal jo nok gå alt sammen! Men ligesom frygten for terror er frygten for fremmede altså også et kæmpe problem, og det synes jeg bare er en skam. Jeg, og garanteret også en masse andre, vil da gerne kunne drage ud i verden og improvisere mig frem, søge logi ved lokale familier, opleve en anden kultur på tæt hold osv. Jeg kan bare ikke overskue de konsekvenser, det kan have, hvis det går galt! Og er det ærligt talt ikke en skam at sætte sådan nogle hæmninger op for sig selv? Nogle gange skal man, som Nadia Kjærsgaard Jensen, bare være ligeglad, tage chancen og leve livet. Måske går det galt, måske bliver det en oplevelse for livet.

Jeg vil i hvert fald ud at opleve verden, og går det galt, har I jo her mit blogindlæg, så I i fremtiden vil kunne minde jer selv om, hvor farlig verden ’derude’ er.

//Sofie

Swing jazz

Din tur til at blogge. Du små-googler for at finde spændende emner – emner som du synes lægger op til diskussion og overvejelse. Men du ender med at sætte en legende jazz CD på, og en anden verden tager over.

[Publikum byder velkommen – applaus]

Klaveret underspiller, leger funderende med ilden men tilbageholdende, som det forventes af det instrument. Guitaren responderer langsomt og begynder at understøtte tonerne i melodien. Musikken får en blød kant med swing. Klaveret opmuntres og bliver en smule mere løssluppent – pianisten kærtegner næsten tangenterne i en halvmunter og dragende rytme.

Du plumper ned midt i en jazztid i ekspressionismens tegn. Vi unge svedige mennesker swinger og spiller instrumenternes roller. Vi vil være anderledes, vi vil opleve, og vi vil udtrykke. Men med hvilket formål?
Som ungdommens generation, skal vi have travlt, gerne have et - og gerne flere mål for livet og vi skal ikke mindst have værdier, som vi er klar til at kæmpe for eller bevare. Umiddelbart giver alt vi foretager os mening, medmindre vi tænker os lidt for meget om…

Mon ikke turen i byen eller at vi går til eventen på diskoteket egentlig bunder i en manglende mening med livet? Måske er det en anelse for poetisk. Lad os sige, at lørdag aften egentlig skulle bruges kedeligt hjemme med en film der er set et par gange før. I stedet vælger vi at tage et smut i byen, men med hvilket formål? Vi unge mennesker vil svare: ”For at have det sjovt! Leve livet!”.

Men tænk over det. For at have det sjovt? Leve livet? Er der ikke mere værdifulde ting at tage sig til? Alligevel ikke. Livet er bare en lang overfladisk dans.
Vi danser, flirter, drikker og ønsker, at det resulterer i anerkendelse og opmærksomhed fra andre. Ydermere drikker mange til de når punktet, hvor byturen slet ikke huskes bagefter.

 Det er uansvarligt og uerfarent, fordi sjov og ballade er og anerkendelse fra andre er forbipasserende minutter, som ikke efterlader større betydning for resten af livet.
Hvorfor ikke svæve dér, inde i os selv, hvor vi kommer hinsides verdens ubetydeligheder? Dvæle i vores egen og i øjeblikkets melankoli i stedet for at forestille os - og opfinde et mål med livet? 

Melankolien strømmer ud af højtalerne - jazzens swing.

Øjeblikkets melankoli og skønhed eksisterer kun i kraft af dens modsætning om at skulle have mål og kunne præstere. Hvis der ikke er en forståelse eller erkendelse af den samtid vi lever i med krav og forventninger, vil vi ikke selv kunne hæve os op, og opnå det mentale niveau det øjeblik kræver af os.
Vi unge mennesker, der hvirvler, danser og vrikker, indser med tiden, at det er spild af tid.

Det er tid til, at dansen skal danses til ende og at vi i stedet kan træde ind i melankoliens øjeblik. Jazzen nydes, blæserne falder ind med guitaren og klaveret og giver jazzen det swing, der kendetegner den.

[Publikum er stille – øjeblikket]

Jazz nummeret er forbi. Du er afslappet og færdig og du ser verden – du kan nu også se realiteten. Du kan beherske og opnå dét øjeblik, og du ser at begge ting går hånd i hånd. Du er hel.

// Jazzens Sille, 2.C