”Hvorfor er december så rar? Hvorfor er det nu, at det er den aller bedste måned vi har?”

Vi har alle sammen vores forestillinger om julen. Faktisk tør jeg vove at påstå at der ikke bliver sat større forventninger til nogen anden højtid. Vi har alle sammen vores håb til julen; 

 Det kommer til at sne. Jeg skal have and. Jeg skal have konfekt. Jeg skal have de nye Vans. Jeg skal have det største stykke julekage. Jeg skal have et kæmpe juletræ. Jeg skal have flest gaver. Jeg skal have Sex and the City boksen.

Hvorfor er julen ikke som den var for 10 år siden? Er det kun mig, der ikke er den mindste smule i julehumør?

Er vi simpelthen bare blevet mere og mere egoistiske igennem årene? Da jeg var 8 år, var jeg mere end lykkelig, hvis jeg åbnede en gave som indeholdt; en bamse, en Barbie eller et andet stykke legetøj. Nu forventer jeg mere, meget mere. Hvorfor kan vi ikke blive glade for de samme ting som vores forældre fik? Min mor fortalte mig engang, om den første julegave hun fik, det var året hun fyldte 12, og fik et par vanter, som den eneste gave, og alligevel var hun ovenud tilfreds med denne flotte gave. Jeg skal helst høste mange gaver, jo flere jo bedre, faktisk. Hvornår blev vi så forkælede og spolerede at vi ikke synes julen var helt så god, bare fordi en af pakkerne ikke indeholdte en ny Iphone 5?

 Og jeg kan næsten ikke dy mig for at spørge; HVOFOR holder vi jul? For at fejre Jesus fødsel? naaah, det tror jeg ikke rigtig på. Det handler om at vi have alting, især som unge. Vi vil have tonsvis af fedtede godter og fede gaver. Jeg bruger det meste af juledag på at flade foran fjerneren med min familie. Imens render min mor og mine tanter stresset rundt i køkkenet i flere timer, for at gøre julemaden færdig. Når maden er færdig, fortære vi den på mindre end en time før vi grådigt og dovent sætter os tilbage foran fjernsynet eller computeren. Hvornår blev det, det som julen handlede om? Hvorfor er der aldrig nogen der melder sig frivilligt til at gå ud og hjælpe dem? Jeg får dem sågar til at lave specielt mad til mig, bare fordi jeg ikke spiser og kød og ikke kan lide kartofler. Har jeg fuldstændig glemt den juleånd som fyldte mig da jeg var lille? Hvorfor tror jeg ikke længere på julemanden? Da jeg var lille vågnede jeg tidligt julemorgen, og skyndte mig nedenunder.

For nogle dage siden hørte jeg for første gang om det dejlige projekt, som dansk røde kors har stablet på benene; http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/12/11/112557.htm

Hvis du ikke lige har lysten til at læse den ellers korte artikel, kan den hurtigt opsummeres sådan her;

”En undersøgelse fra 2010 viser, at flere end 100.000 danskere sidder alene juleaften. Og Janne Gry Poulsen mener bestemt ikke, at tallet er blevet mindre” av for søren, siger jeg bare.. 100.000 danskere? Hvorfor skulle det så ikke kunne blive mig? Så dør juleånden da for alvor. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad alle de stakkels mennesker gør juleaften? Sidder de alene foran fjerneren? Det får mig virkelig til at tænke; Hvor er det heldigt, at der findes mennesker som vil åbne deres hjem op for de mindre heldige? Det får mig til at tænke på om jeg bruger min jul ordentligt? Jeg tror det er vigtigt at nyde julen på en anden måde end mange af os gør. Handler julen ikke mest af alt om at være sammen med familien? Jeg tror jeg skal være bedre til at hjælpe de gamle i køkkenet, i stedet for bare at sidde og æde foran fjernsynet hele juledag.

/////1000 julekys fra Anne, som nu, mere end nogensinde før, vil nyde sin jul.