Frygten for fremmede

Bortførelse, oversvømmelse, bandekrig, statsbankerot – you name it, verden er farlig.  Hvis blot medierne udelukkende valgte at skildre de positive fortællinger fra verdens brændpunkter, ville vi alle kunne leve et meget mere trygt og harmonisk liv <3 Men nej, vi vil informeres, og vi vil provokeres. Efter at have læst de første to kapitler af Englevingen, der blev bragt i Politiken i 2006, har det fået mig til at tænke. For hvor stor er denne frygt for fremmede ikke lige?

Nadia Kjærsgaard Jensen tog i 1997 en kæmpe chance, og valgte i to uger at bosætte sig hos en vildfremmed mand, som hun kun havde kendt i få dage. Oplevelsen var dog positiv, og først senere hen kom problemet: Nadia blev gravid, og den egyptiske gut, Achmed, kidnappede barnet. Det kunne jo lyde som overskriften til en actionpræget Hollywoodfilm, men realiteten er jo, at historien er sand. Hvad er problemet så? Jeg mener, at problemet er den frygt, historier som denne skaber, for nu tør jeg da helt bestemt ikke tage chancen og stole på et vildfremmed menneske!

Men det er da ret surt, at frygten for fremmede skal ødelægge de gode, spontane og vilde oplevelser, som man ville kunne få! Jeg har da selv gentagne gange været nødt til at vente i iskoldt vejr på en bus, hvor jeg har tænkt: Hey, hvorfor er der ingen, der spørger om jeg vil have et lift hjem? Hvis der var nogen, der lukkede bilen op, og tilbød mig et lift, ville jeg uden tvivl granske personen og lave en hurtig psykoanalyse ud fra kriterier som udseende, alder og umiddelbar væremåde blot for overfladisk at sikre mig mod farer. For hvem kunne ikke finde på at samle en op?

-         En kidnapper?

-         En voldtægtsforbryder?

-         En seriedræber?

-         En røver?

For det er vel ikke kun mig, der gennem hele min opdragelse og skolegang er blevet pisket med fortællingen om, at der i alle gule biler sidder en børnelokker?

Men der er selvfølgelig også forskel fra at sætte sig ind i en fremmed danskers bil, og så at vælge at bo i to uger i en helt anderledes og fremmed kultur. Jeg kommer da selv til at tænke på, at jeg om et par år kan ende som Nadia. Hvis nu jeg, sammen med mine veninder, vælger at rejse ud i den store, vide verden, og, efter at have vinket farvel til mine rejsekammerater i lufthavnen ved deres hjemrejse, mere eller mindre lægger mit liv i en andens hænder. For så at komme tilbage til kære, lille Danmark og være gravid. Hvad ville man gøre? Og så bliver barnet bortført… Bare tanken om det, er jo forfærdelig!

Puha… Ro på, der er jo også succeshistorier, det går altså ikke altid galt! F.eks. kan jeg da nævne min faster, som på et eller andet tidspunkt stødte på en italiener, som hun den dag i dag stadig lever med. Og en af mine veninder, der klarede et helt års ophold i New Zealand hos en familie, hun kun havde snakket med over skype.

Det skal jo nok gå alt sammen! Men ligesom frygten for terror er frygten for fremmede altså også et kæmpe problem, og det synes jeg bare er en skam. Jeg, og garanteret også en masse andre, vil da gerne kunne drage ud i verden og improvisere mig frem, søge logi ved lokale familier, opleve en anden kultur på tæt hold osv. Jeg kan bare ikke overskue de konsekvenser, det kan have, hvis det går galt! Og er det ærligt talt ikke en skam at sætte sådan nogle hæmninger op for sig selv? Nogle gange skal man, som Nadia Kjærsgaard Jensen, bare være ligeglad, tage chancen og leve livet. Måske går det galt, måske bliver det en oplevelse for livet.

Jeg vil i hvert fald ud at opleve verden, og går det galt, har I jo her mit blogindlæg, så I i fremtiden vil kunne minde jer selv om, hvor farlig verden ’derude’ er.

//Sofie