Når blod bliver tyndere end vand

”Ohana betyder familie, og familie betyder, at ingen bliver efterladt” var ironisk nok baggrundsstøjen fra fjernsynet, da et følsomt emne kom på bordet. Min venindes lillesøster skal konfirmeres her i næste måned. Hun er næsten helt klar. Tøjet og maden er nøje udvalgt og omvalgt af mange gange, og bordplanen har været et stort kompliceret puslespil, der langt om længe er ved at gå op. Det eneste, som mangler, er dem, der skal sidde ved hendes side og stolt se hende træde ind i de voksne rækker. Og hvem sidder selvfølgelig på hver side af deres endeligt voksne datter? Forældrene.
    Det tragiske i denne historie er desværre, at faren dødede for et år siden, og moren ligger for døden. Så nu kommer det store spørgsmål, hvem skal sidde ved siden af hende, når de to, som er selvskrevne til opgaven, ikke er i stand til at være til stede? I mit hoved er svaret soleklart. Den fantastiske mand, som har valgt at adoptere børnene og elsket dem lige så højt som sine egne børn. Jeg kunne ikke lade være med at komme med min holdning til emnet, hvortil lillesøsteren svarede ”Jamen ham er jeg jo ikke i familie med”.
  Det var der, at det for første gang slog mig, hvad er egentlig familie? For på den ene side har jeg lyst til at banke den lille unges hoved ned i bordet og skælde hende ud over hendes utaknemmelighed over at hendes ”papfar” eller hvilken status han nu har i hendes hoved, har valgt af egen fri vilje at adoptere dem, og dermed give adgang til sin familie og hjerte. Men på den anden side har hun jo faktisk ret. De deler ikke så meget, som et eneste stykke på DNA-strengen. Biologisk set, har de intet med hinanden at gøre.
     Men er de derfor stadig ikke en familie? Når de står op sammen, støtter hinanden og er der i tykt og tyndt for hinanden.  Hvis en kvinde vælger at give sit barn væk pga. barnet var skabt ved et uheld en lidt for våd lørdag aften, er det så hende, som er barnets mor, eller den kvinde som vælger at bruge hele sit liv på at opfostre og elske det barn? Hvor længe skal to mennesker være kærester, før de kan kalde sig ”deres egen lille familie”? Skal det være ved et løfte om evig kærlighed i kirken, eller når et barn fødes? Og er de ikke en familie, hvis de forbliver barnløse og ugifte sammen i 40 år? Familie er et abstrakt begreb, og i mit hoved er det svært at afgøre, hvilke punkter, der karakteriserer en familie. Kærlighed måske? For mit eget vedkommende er jeg slet ikke i tvivl om hvem min familie er, men jeg har også to sprællevende forældre, som jeg er utrolig glad for. I hvert fald overvejende meget af tiden. Men hvis jeg ikke stod i denne situation, ville jeg vel stadig have en familie? Jeg tror, at alle mennesker har brug for nogle mennesker, de kan pege på og sige ”det her er min familie, her hører jeg til”.  Og hvad betyder DNA-strengen i sidste ende så? Det vigtigste er vel, at man føler, at man har et sted, hvor man hører til. For så sandt, som kun en Disney film kan sige det: ”Ohana betyder familie, og familie betyder, at ingen bliver efterladt”

Lise