tirsdag den 2. april 2013

Da løgnen blev kult - Julie H.R.


Så er det igen den 1. april. En dag der byder på en masse snyd, sjov og løgnehistorier. Den dag med flest løgne og den dag ordet ”aprilsnar” flittigt bliver brugt af mennesker over hele verden. 1. april er gennem tiden blevet en accepteret selskabsleg, hvor man går i tænkeboks og prøver at udtænkte den bedste aprilsnar til at narre sine venner eller familie, men samtidig også en dag hvor man nemt kan blive taget ved næsen og hoppe i med begge ben.

Hvert år ved 1. april bryder denne strøm af løgne ud, grundet noget der skete langt tilbage i tiden, nemlig år 1566. Denne narreskik stammer antageligt fra Frankrig, hvor man indtil 1564 fejrede nytåret på samme tid som påske. Påsken skiftede fra år til år, og derfor blev det besluttet, at nytår skulle have sin egne faste dato, nemlig den 1. april. Men allerede efter to år, rykkede man igen nytår til den dato vi nu kender i dag, nemlig den 1. Januar. Dette tog lang tid om at brede sig, så derfor narrede man hinanden til at tro, at nytår lå 1. april, og dem som hoppede i med begge ben blev derfor kaldt for en aprilsnar.

Denne ældgamle skik, er nu grunden til, at vi alle går rundt og udtænker de bedste løgne vores hjerne kan arbejde sig frem til. Personligt glemmer jeg hvert år, at tænke over at dagen er kommet og løgnene skal sparkes i gang. Jeg bliver derfor år efter år mindet om det når jeg hører det første ”aprilsnar” på grund af den løgn jeg lige har hoppet på. Efter den ydmygelse går jeg selv flittig til værks og prøver at finde min egen løgn at give videre.
Traditionen tro har selv medierne (som jo normalt skal ses som troværdige) forsøgt at komme op med løgne, som resten af befolkningen kan hoppe på. Gennem årene har medierne formået at narre mange mennesker med sjove og kreative løgne som:
LOC skifter navn til TDC på grund af sit store samarbejde med firmaet, brug google translate til at oversætte hvad dine dyr siger, få nu burgere til venstrehåndede – nu er tilbehøret drejet 180 grader, så den er mere egnet til venstrehåndede..

Disse er kun få ud af mange. Dagens aviser skal læses med et gran salt når kalenderen viser 1. april ellers kan man hurtigt tabe kæben over dagens nyhedsstrøm. Med alle disse løgne på én dag, har man trang til at tænke på, om det ikke kunne gå hen og gå galt? Hvis selv aviserne og andre former for medier eller firmaer begynder at skrive løgne vil man da tænke, at det nemt kunne gå over gevind, og at man kunne miste tilliden til de ellers så pålidelige, nyhedsprofilerende og kulturbærende medier. I det ekstreme kunne man lede tankerne hen på det gamle Nazi-Tyskland og dens propagandering, hvor medierne lagde en bestemt diskurs og fremelskede nazismens mangel på sandfærdighed vedrørende dens tese om, at nogle mennesker var bedre og mere værd end andre.
Således kunne de danske mediers værne som vagthund for folket også ende, hvis man ikke fastholder den kritiske tilgang til samfundet og  samtidig bevarer ytringsfriheden. Derfor ser man også den 4. statsmagt som den allervigtigste.

Nyhedsmedierne skal som altid være troværdige, men 1. april tillader de sig at opdigte enkelte sensationelle historier, som normalt er overdrevne og humoristiske nok til, at de fleste folk vil gennemskue eller i det mindste sætte spørgsmålstegn ved sandhedsværdien af disse nyheder. Og når det er 1. april, så finder folk normalt ud af det før eller siden i løbet af dagen.
Men det er ikke kun på 1. april, at folk bliver narret. Året rundt kan man dog læse disse slags konstruerede historier i de såkaldte satirenyhedsmedier. Rokokoposten, Helt Normalt og flere andre satiresider får hver dag mange folk til at tro på sådanne historier, fordi vi netop har tillid til medierne. Og så længe man ikke er klar over, at man har at gøre med et satiresite, så kan det være svært ikke at tro på det, hvad der står. Specielt fordi disse satiresider også skriver i et velfunderet, kreativt og akademisk (troværdigt) sprog, der lever op til alle krav om en god nyhedsartikel; aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt.

Og på samme som mange falder i nyhedssatire-fælden, så falder medierne også selv i fælden ved ikke at være kritiske nok i deres tilgang til nyheder, de ikke selv har opsporet. Et godt eksempel på en nyhed, hvor medierne hoppede i med begge ben er historien om Casper Christensen, som ville åbne en ny natklub. Men ikke bare en normal natklub som alle andre natklubber rundt omkring i landet.. Nej, en natklub, hvor kun smukke mennesker var velkomne. En historie, der er som skabt til 1. april. Og alligevel er det åbenbart kun på denne ene dag, man kan være nogenlunde sikker på, at medierne ikke æder alt med hud og hår.

Den eneste umiddelbare sandhed, man kan udlede af dette er derfor: Rolf er ren, og han har aldrig taget doping. 

1 kommentar: