Når loyalitet er ægte - Martin

”If you can´t support us when we lose, don´t support us when we win” lyder det fra selveste FC Barcelona, lige efter 0-4 nederlaget til de tyske tropper, fra FC Bayern München. De fleste Barca-tilhængere, blev sure på deres hold, og nogle af dem, stoppede med at støtte dem, bare fordi de tabte til tyskerne. Jeg har selv støttet holdet, fra da jeg var lille, og det gøre jeg også i dag, selvom mit favorithold tabte en vigtig kamp. I dette tilfælde, handler loyalitet om at støtte sit hold, i medgang og modgang. Loyalitet handler også om, at tro på sit hold, også selvom det går dårligt for ens favorithold, så tror man stadig på dem. Jeg kender selv en del mennesker, som har skiftet deres favorithold ud, med et andet hold, som faktisk var deres favoritholds ærkerivaler. Loyaliteten til klubben findes ikke hos disse mennesker, når vi taler om at støtte og tro på holdet, som man elskede rigtig højt.

Som sagt, jeg holder stadig med Barcelona. Jeg elsker det hold, næsten lige så meget som jeg elsker mit hjemland. Det er ikke kun pga. deres flotte fodboldspil jeg finder attraktivt, men mere klubbens historie, klubbens bedrifter og den massive kærlighed, der er mellem holdet og fansene. Når jeg ser Barcelona spille, ser jeg ikke kun et hold der spiller for at vinde, men jeg ser et hold der spiller for deres fans, og det er en af de store grunde til, at jeg altid vil være loyal overfor klubben, om de så bliver ved med at tabe, vil jeg stadig støtte og tro på dem. Jeg føler mig hjemme, når jeg ser Barcelona, selvom jeg enten kommer derfra eller bor der, så mærker jeg stadigvæk at jeg føler mig hjemme, når jeg ser dem spille.

”Més que un club” står der på Barcelonas tribuner, som betyder “mere end en klub”. Det beviser igen, at det ikke kun er pga. fodbold, fansene er så vilde med dem, men mere fordi det er blevet til mere end en klub, og det gøre også at, flere af tilhængere er blevet mere loyale overfor klubben.

Et hold kan ikke altid vinde, selv den bedste kan tabe, og det er der mange fodboldfans som ikke forstår. De regner med at deres favorithold altid skal vinde. Men sådan er fodbold, selv de bedste kan have nedture, og det er vores pligt som fodboldfans, at stå sammen med dem, og støtte dem i medgang og modgang. Bare fordi ens favorithold taber en gang imellem, betyder det ikke at vi skal vende ryggen til, også finde en ny klub, at heppe på.

Det er derfor jeg ikke forstår, når lige pludseligt det bedste hold taber til en dårligere klub, så får den dårligere klub lige pludseligt mange fans, og heldigvis varer det kun i en kort tid. Det synes jeg er vældig irriterende, da jeg oplevede det sidste år, hvor Chelsea besejrede Barcelona i en semifinale. Min facebook profil var fyldt med opslag, af folk der sviner Barcelona til, og det var ikke kun Chelsea fans, men fans fra andre klubber. Når man støtter et hold, så støtter man det hold, og hvis man skal støtte et andet hold, så gøre man det med respekt til modstanderen og modstanderens supportere.

Martin

Når blod bliver tyndere end vand

”Ohana betyder familie, og familie betyder, at ingen bliver efterladt” var ironisk nok baggrundsstøjen fra fjernsynet, da et følsomt emne kom på bordet. Min venindes lillesøster skal konfirmeres her i næste måned. Hun er næsten helt klar. Tøjet og maden er nøje udvalgt og omvalgt af mange gange, og bordplanen har været et stort kompliceret puslespil, der langt om længe er ved at gå op. Det eneste, som mangler, er dem, der skal sidde ved hendes side og stolt se hende træde ind i de voksne rækker. Og hvem sidder selvfølgelig på hver side af deres endeligt voksne datter? Forældrene.
    Det tragiske i denne historie er desværre, at faren dødede for et år siden, og moren ligger for døden. Så nu kommer det store spørgsmål, hvem skal sidde ved siden af hende, når de to, som er selvskrevne til opgaven, ikke er i stand til at være til stede? I mit hoved er svaret soleklart. Den fantastiske mand, som har valgt at adoptere børnene og elsket dem lige så højt som sine egne børn. Jeg kunne ikke lade være med at komme med min holdning til emnet, hvortil lillesøsteren svarede ”Jamen ham er jeg jo ikke i familie med”.
  Det var der, at det for første gang slog mig, hvad er egentlig familie? For på den ene side har jeg lyst til at banke den lille unges hoved ned i bordet og skælde hende ud over hendes utaknemmelighed over at hendes ”papfar” eller hvilken status han nu har i hendes hoved, har valgt af egen fri vilje at adoptere dem, og dermed give adgang til sin familie og hjerte. Men på den anden side har hun jo faktisk ret. De deler ikke så meget, som et eneste stykke på DNA-strengen. Biologisk set, har de intet med hinanden at gøre.
     Men er de derfor stadig ikke en familie? Når de står op sammen, støtter hinanden og er der i tykt og tyndt for hinanden.  Hvis en kvinde vælger at give sit barn væk pga. barnet var skabt ved et uheld en lidt for våd lørdag aften, er det så hende, som er barnets mor, eller den kvinde som vælger at bruge hele sit liv på at opfostre og elske det barn? Hvor længe skal to mennesker være kærester, før de kan kalde sig ”deres egen lille familie”? Skal det være ved et løfte om evig kærlighed i kirken, eller når et barn fødes? Og er de ikke en familie, hvis de forbliver barnløse og ugifte sammen i 40 år? Familie er et abstrakt begreb, og i mit hoved er det svært at afgøre, hvilke punkter, der karakteriserer en familie. Kærlighed måske? For mit eget vedkommende er jeg slet ikke i tvivl om hvem min familie er, men jeg har også to sprællevende forældre, som jeg er utrolig glad for. I hvert fald overvejende meget af tiden. Men hvis jeg ikke stod i denne situation, ville jeg vel stadig have en familie? Jeg tror, at alle mennesker har brug for nogle mennesker, de kan pege på og sige ”det her er min familie, her hører jeg til”.  Og hvad betyder DNA-strengen i sidste ende så? Det vigtigste er vel, at man føler, at man har et sted, hvor man hører til. For så sandt, som kun en Disney film kan sige det: ”Ohana betyder familie, og familie betyder, at ingen bliver efterladt”

Lise

Time’s up

Et øjeblik er et punkt i tiden uden udstrækning, dvs. en ikkeeksisterende, flygtig tid, men som er identificerbart som et punkt for sig.

Evigheden forsvinder eller ophører aldrig og er uden tidsmæssig grænse.

Hvad er tid? Hvor meget har vi brugt? Hvor meget er der tilbage? Hvad skal vi med den? Og kan vi bestemme over den? Indstille hvor hurtigt eller langsomt den skal bevæge sig?

I så fald vil jeg gerne bede om en drink og fjernbetjening - personligt ønsker jeg nemlig selv at være i stand til at trykke på slowmotion-knappen just nu.

Dagens sidste solstråler kæmper for at smelte den tilbageblevne, brunlige mængde sne, mens jeg sidder med korslagte ben og filosoferer over livet. Der er 28 skoledage tilbage af 2.g. 28 dage inden det hedder 3.g og ikke mindst sidste år. Sidste år af den – for størstedelen, tør jeg godt påstå – planlagte fremtid. Fremtid. Tid. Igen. Mit liv har for mig hele tiden været planlagt til punkt og prikke lige til den dag, jeg får huen på. Så ligger verden bare dér for mine fødder. Og jeg kan slynge min taske på ryggen og drage om på den anden side af kloden, få den tatovering mine forældre forbyder mig og ryge tjald til jeg glemmer alt om hvem i alverden H.C. Andersen var, og desuden også hvordan man skriver en litterær artikel. Glemme alt om tid og sted.

Eller kan jeg? Er min fremtid ikke bestemt, selvom jeg i skrivende stund ikke selv er bevidst om, hvad den kommer til at indeholde? Jo – for jeg skal helst have samlet mig sammen og have påbegyndt en uddannelse inden for ganske kort tid. Tid. Og det bliver jeg nødt til, for at sikre mig et velfungerende liv med villa, Volvo, vovse.

Vågner. Ikke på grund af den efterhånden velkendte, buldrende bas, men derimod på grund af lyden af Carly Rae Jepsens skingre ”Call me maybe”. Mit hoved dunker og min mund er tør. Jeg sætter mig op, griber vandflasken, åbner svælget og hælder den daggamle, lunkne væske ned. Finder en pakke af de obligatorisk medbragte vådservietter frem, foretager det klassiske trucker-bad og bevæger mig ud af mit telt. Ud til de 130.000 euforiske andre, som har valgt at tilbringe de ti første dage af juli måned på en mark i nærheden af Roskilde.

På de smadrede campingstole sidder to af mine venner. Deres opmærksomhed er rettet mod en langhåret, spinkel mand. Umiddelbart køn og solbrun. Utrimmet, jovist, men det får ham jo som sådan ikke til at skille sig ud i denne mængde. Han ser ud til at være et par år ældre end de fleste af os, og da jeg spidser ører, bemærker jeg også at manden taler engelsk krydret med en tyk fransk accent.

Jeg sætter mig over til dem blandt papkasser, øldåser, flasker, gamle makreldåser og ødelagte stole. Suger indtrykkene til mig, mens odeuren gennemborer min næse. Knapper dagens første øl op og erfarer hurtigt, at den hidtil ukendte skikkelse er 28 år, hedder Michel og kommer fra Marseilles. Hans engelsk er gebrokkent, men han fortæller alligevel ivrigt om sit eventyr – 8 år har han rejst rundt. Blaffet og cyklet og set stort set alt hvad der er værd at se. Kommer fra et velhavende hjem med kutyme for lange uddannelser og indflydelsesrige jobpositioner, men nægtede at gøre som andre. Droppede uddannelsen og rejste hjemmefra med et telt og lidt tøj, på tomlen. Mine tanker falder straks på Alex Supertramp fra Into the Wild. Jeg har altid været en ekstremt stor beundrer af folk, som har nerver og mod til at smide alt og rejse ud og opleve verden. Kigger endnu en gang på hans skægstubbe og bemærker den bare plet på håndleddet, hvor der burde have siddet et armbånd til værdi af 1795 kr. Hvis bare man turde….

Men vi ér alle et produkt af det forbistrede samfund, vi lever i. Et samfund hvor ønskerne, kravene og forventningerne bliver smidt i hovedet på os fra de øvre magter, og vi følger dem som kuede hunde. Hvor ville det være smukt, hvis man turde bryde ud og gøre lige præcis det, som man har lyst til. Gøre det, som man brænder for, mens man kan. En klog mand sagde en gang ”you only live once”, mens to andre spurgte ”hvad ville du gøre, hvis du kun havde én dag tilbage?” Og det er i sandhed et godt spørgsmål, for tiden er i konstant bevægelse og det her er den første dag i resten af dit liv.

Men hvad fanden er tid?

Tid er dét, der går og går, men ingen vegne kommer.

Dét er tid.

/Laura

Marie du er uciviliseret! - Kresten

“Her kommer jeg til det mindre civiliserede indslag i Forsvarsudvalgets besøg… Vi skulle igennem et langt ritual, der foregik på maori, hvor de nydelige, hvidklædte og europæisk udseende sø- officerer talte på gebrokkent maori… Det virker i det mindste ikke som om, New Zealand har viljen til at sætte deres egen kultur igennem.

Valdemar Rørdam skrev som bekendt, "at aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv". Det virker ikke, som New Zealand er et folk, der vil bestå. Hverken forsvarsmæssigt eller kulturelt.”

Sådan skrev folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Marie Krarup i sin blog i Berlingske Tidende efter et besøg på New Zealand med forsvarsudvalget. Maoriopvisningen, på New Zealand kendt som Powhiri, var åbenbart en forfærdelig oplevelse for den stakkels politiker.

Jeg fik hurtigt reaktioner fra mine venner og bekendte på New Zealand der, naturligvis, følte sig meget stødte og var chokeret over udtalelserne, min første tanke da jeg læste bloggen var “What the f*ck!” så jeg forstår dem selvfølgelig godt. Jeg må, på trods af en stærk fædrelandskærlighed, hurtigt indrømme at jeg i det øjeblik skammede mig meget over at være dansker, kan det virkelig passe at jeg gang på gang skal tage afstand fra hvordan omverden ser danskere? Nej!

Slår vi op under ‘civiliseret’ i ordbogen gør det blot situationen mere tragisk, her kan blandt andet læse at ‘civiliseret’ kan forståes som når nogen har en ‘vis kulturel dannelse og er opdraget ordentligt’… Jeg kan med det samme afsløre at der IKKE et billede af frk. Krarup ved siden af denne beskrivelse.

Tænk at vi sender en politiker ud i verden, der udadtil er værtenes ansigt på Danmark, som så derefter føler trangen til at tilsvine en kultur, og at denne repræsentant samtidig kommer fra Dansk Folkeparti er jo blot tragisk ironi. Jeg er ganske overbevist om at hvis vi havde modtaget en offentlig gæst fra et land, der derefter tager hjem og skriver i en af sit respektive lands aviser at den kultur han/hun lige har fået indblik i, bedst kan beskrives som uciviliseret,  at Dansk Folkeparti nok skulle komme op af taburetterne på Christiansborg, så hurtigt, at de ville vælte.

Episoden er da heller ikke gået forbi næsen på kiwierne. Den største newzealandske avis ‘The New Zealand Herald’ havde en artikel om Marie Krarups blogindlæg, en artikel som var den mest læste på avisens hjemmeside. Marie Krarup fastholder sine udtalelser og udtaler til Politiken at ligesåvel som maorierne skal have lov til at være maorier skal newzealændere have lov til at være newzealændere, jeg er ikke helt sikker på at Marie Krarup har forstået at man i New Zealand ikke har dette skæld som hun prøver at udpensle. En newzealænder af europæisk afstamning kan sagtens tage del i maorikultur og meget af den kultur der i dag er på New Zealand, stammer jo fra Europa, det er dog stadig noget som maorierne tager del i og er stolte af.

Krarup blev frygtelig stødt over at se en traditionel figur med et, som hun betegner det ‘stort erigeret lem’ og sagde at sådanne ting ikke tilhørte den vestlige kultur, med mindre man befandt sig i en pornoforretning. I Afrika er der fundet statuer der afbilder samleje, i det antikke Rom var det ikke unormalt at have porno malet på væggene, i Japan, Indien, Peru, Grækenland og Kina er der fundet gammel kunst med disse motiver, sågar i de danske folkekirker,  og ja det findes også i New Zealand.

Det er selvfølgelig meget beklageligt at Marie Krarup er blevet stødt, men sådan har mange kulture engang udtrykt sig, noget som maorierne ser som en del af den kultur de den dag i dag holder fast i.

Jeg synes at Marie Krarup, på trods af en undskyldning fra Dansk Folkeparti, har bragt skam over Danmark, men det er måske bare mig?

Ligesom Marie Krarup, vil jeg prøve at slutte min blog af med et indrammende citat, denne gang dog et af forfatteren Maya Angelou der sagde “When you know better, you do better” eller måske et af Krarups egne “Skik følge - eller land fly”

Du kan læse mit læserbrev i ‘The Dominion Post’ om emnet her: http://www.stuff.co.nz/dominion-post/comment/letters-to-the-editor/8530532/Letter-A-Dane-apologises-for-visiting-MP

Rodgrod mae flothe

 Der findes 6.000-7.000 sprog i verden, hvor dansk er blandt de 100 største. Jeg synes selv, at 6.000-7.000 lyder ret vildt, men hvis Wikipedia siger det må det være sandt. Sprog er en sjov ting og jeg har tit tænkt, hvordan det startede. Jeg kan huske da jeg var mindre og tænkte, at det kunne være sejt, hvis jeg fandt på mit eget sprog som ingen andre kunne forstå. Fem minutter og to nye ord senere gav jeg op, det er altså ikke nemt at skabe nye ord. Derfor tænker jeg, at det må have taget mange år og kloge hoveder til at skabe alle de ord vi har i vores sprog. Ikke nok med, at der findes jeg-ved-ikke-hvor-mange ord i det danske sprog, så er der jo også alle de andre 5.999-6.999 sprog, som sikkert har lige så mange ord. Det kunne bare være meget smartere, hvis der kun fandtes ét sprog i verden som alle kunne forstå.

Det danske sprog skulle være et meget svært sprog for udlændinge. Grunden til, at dansk er så svært er alle vokalerne. Sproget er præget af en masse vokalnuancer og så findes der mindst 20 vokallyde på dansk. På spansk er der f.eks. kun fem vokallyde.

Jeg har haft meget sjov med, at lære min familie i Polen at sige ”Rødgrød med fløde”,

Jeg forstår godt, at de synes at dansk er svært. Jeg synes selv, at deres ord er meget mærkelige, da de næsten ikke indeholder nogle vokaler. Hvis jeg ikke havde lært at tale sproget havde jeg nok også tænkt, at de ord var umulige at udtale. Det smarte ved polsk er, at man skriver det på samme måde som man udtaler det. Det er ikke noget vi ligefrem kan prale med på dansk. Jeg forstår stadig ikke hvad vi skal bruge stumme bogstaver til. Jeg kan kun se én god grund til, hvorfor vi har hv-ord, og det er fordi det f.eks. ser rigtig dumt ud at skrive ”vorfor”.

Sproget har udviklet sig meget gennem årene. Dansk er i stor grad præget og fremmedord, hovedsageligt fra engelsk. Måske er vi bare blevet for dovne til at skabe vores egne ord. På samme tid er der mange ord som er uddøde f.eks. nole = stjæle. Jeg har i hvert fald aldrig hørt nogen sige ”og så nolede han bare alle mine ting!”. Der er selvfølgelig også 70’er udtrykkene ”bred ymer” og ”knæhøj karse”, som vi heller ikke bruger længere. Vi har til gengæld en masse andre udtryk som vi bruger. Metaforer og ordsprog er noget vi danskere er rigtigt glade for, men udlændinge har meget svært ved at lære dem. Det er nok derfor min mor stadig går rundt og siger ”han er dum som en sko”, ”vi er på herrens bund” og ”har jeg mormors ærmer?”. Jeg forstår hende egentlig godt, for hvorfor skulle det give mere mening at være dum som en dør, i stedet for en sko, og herrens bund kan da give ligeså meget mening som herrens mark.

Jeg må nok også indrømme, at jeg selv kunne have lavet de samme fejl. Jeg ved i hvert fald, at jeg har en stor tendens til at sige ting der ikke giver mening og så er jeg generelt bare dårlig til at formulere sætninger. Selvom dansk er mit modersmål, kan jeg f.eks. ikke udtale ordene moskusokse og bisonokse. Generelt alle ord sat sammen med okse. Ja, jeg har prøvet siden jeg var 10, men det kan bare ikke lade sig gøre.

Julie H. 

VIRKELIGHED ELLER UTOPI? - KLARA

Der lyder et skingrende skrig. Så stopper det. Mørket er faldet på og uvisheden om, hvad der er sket bliver større for hvert minut, der går. Hvilket menneske kom skriget fra? Er der andre? Hvad mon der er sket? Det ukendte sted skaber en utryg stemning, hvor intet på nogen måde føles bekendt eller sikkert. At prøve på at begive sig vej hen i tusmørkeret vil være risikabelt. Underlaget er sumpet og ikke mindst vådt. Fødderne synker lige så langsomt i. Handling må der til, uanset hvem der må være i knibe længere inde i den vildfarende enorme skov. I desperation slipper fødderne fundamentet, og tankerne omkring sult, forfrysninger og smerte i krop forsvinder hurtigt, mens hjertets banken føles som en maskine, der arbejder på højtryk.. Tættere på høres skriget igen ”AAAAARGH”.

Frygt er en følelse, alle mennesker har oplevet. Mange frygter noget særligt, som vil følge dem igennem livet. Andre vil gerne undersøge, hvad der gør dem bange eller hvad der netop skaber en utryg stemning inde i dem. Forsøget ovenover var idé om at gengive lidt af den spænding, man kan få ved at læse en krimi. Sanserne bliver aktiveret. Medlidenhedsfølelsen dukker op i os, miljø beskrivelsen giver et behov for billeddannelse i vores hoveder og lydene fremkaldes nærmest i vores ydre øre. Ved hjælp af sanserne så kan en scene eller et afsnit blive relateret til vores eget liv og det samfund, vi lever i. Vi blander realisme med en illusion af verdenen, når vi læser kriminalromaner.

………………………………………..UTØYA………………………………………………………………
Det er fredag d. 22 juli 2011. Sammen med min familie er jeg kørt ud af bildækket på færgen, og som sædvanlig tænder vi for bilradioen. Først en forbavset og nærmest komisk stemning breder sig, indtil vi i takt med informationen omkring hændelsen forstår, hvad der er sket for mit andet moderland. Hver ejendom vi kører forbi har en flagstand med det norske flag hængende på halvt. Der er ingen mennesker i gaderne. Min onkel Halvor arbejder i regeringsbygningen.. Den nu bombede bygning. Ubehagelige tanker farer igennem hovedet. Heldet er med os, han er ikke på arbejde.. Dog er bombemanden nu blevet massemorder og han har været i fuld gang ude på øen Utøya. En massakre har fundet sted og 69 unge socialdemokrater er dræbt af én mands hævngerrighed eller snarere politiske overbevisning.

Handlingsforløbet kunne være placeret i den mest groteske og ubehagelige krimi. Hændelserne er for slemme til at være sande. Det er ikke blot uforståeligt for Norge, at dette kunne ske, men for verden over. Frygten for at det kunne være sket i lille Danmark er stadigvæk uden tvivl tilstede ved mange. Episoden kommer meget tæt på, da der var danskere, som befandt sig på Utøya den dag.
At vide at der går mennesker rundt med en så voldsom ondskab er ikke til at bære for mange. Hvor er medmenneskeligheden blevet af? Og den perfekte verden?

Set fra krimiperspektiv så kan verden altid forklares i sidste ende. Fornuften overvinder det mørke. Detektiven kommer og læser sporene. Nu er Norges værste drabsmand sat i fængsel. Et skandinavisk land er blevet bevidst om at styrke demokratiet og modbevise Anders Breiviks sygelige forestillinger om tilværelsen.
En gerningsmand hvis psyke kan analyseres. Hans id så som drifter og begær har tydeligvis styret ham. Den naturlige balance er brudt inde i ham. Thanatos også kaldt dødsdriften er buldret frem i ham. Det ubevidste har taget over inde i ham. Her kan han fortrænge, hvad han ønsker, og lysten til at hævne sig bliver blot større. Dette er en måde at karakterisere et menneske ude af kontrol.

Så altså en krimi formår, at få os til at føle en tilfredshed med livet vi lever. Vi ser med på sidelinjen. Er det sådan vi er som mennesker? Vi lever i en falsk illusion og dermed ikke i tankeverdenen også kaldt ideernes verden. Styret bliver vi af kroppens begær og lyster. Materialistiske goder gør os fornøjede. Men fornøjet med et liv, hvor sjælen ikke får lov til fri udfoldelse, men hvor kroppen er en stor hindring? Filosofi måske lidt. Dualisme eller ej. Pointen er, at der ikke findes en reel virkelighed. Alle mennesker har hver deres. Nogle gange kan det fantastiske brydes af stort og småt.
En krimi kan give dig stof til eftertanke eller en bekræftelse om, at du lever et bedre liv end personerne der indgår i værket.  Vigtigt er bare, at vi tror på den virkelighed vi selv lever i og ikke skræmmes alt for meget af voldsomme hændelser, der sker rundt om i verden. Frygten må ikke gå hen og forhindre os i at udleve og udfolde vores eget liv, for da kommer man ikke langt på ens videre vej. Hvem ønsker da en verden fyldt med frygt og hævngerrighed, og hvor livsglæden er visnet totalt? - andre end Breivik….?

Klara 2. C

Da løgnen blev kult - Julie H.R.

Så er det igen den 1. april. En dag der byder på en masse snyd, sjov og løgnehistorier. Den dag med flest løgne og den dag ordet ”aprilsnar” flittigt bliver brugt af mennesker over hele verden. 1. april er gennem tiden blevet en accepteret selskabsleg, hvor man går i tænkeboks og prøver at udtænkte den bedste aprilsnar til at narre sine venner eller familie, men samtidig også en dag hvor man nemt kan blive taget ved næsen og hoppe i med begge ben.

Hvert år ved 1. april bryder denne strøm af løgne ud, grundet noget der skete langt tilbage i tiden, nemlig år 1566. Denne narreskik stammer antageligt fra Frankrig, hvor man indtil 1564 fejrede nytåret på samme tid som påske. Påsken skiftede fra år til år, og derfor blev det besluttet, at nytår skulle have sin egne faste dato, nemlig den 1. april. Men allerede efter to år, rykkede man igen nytår til den dato vi nu kender i dag, nemlig den 1. Januar. Dette tog lang tid om at brede sig, så derfor narrede man hinanden til at tro, at nytår lå 1. april, og dem som hoppede i med begge ben blev derfor kaldt for en aprilsnar.

Denne ældgamle skik, er nu grunden til, at vi alle går rundt og udtænker de bedste løgne vores hjerne kan arbejde sig frem til. Personligt glemmer jeg hvert år, at tænke over at dagen er kommet og løgnene skal sparkes i gang. Jeg bliver derfor år efter år mindet om det når jeg hører det første ”aprilsnar” på grund af den løgn jeg lige har hoppet på. Efter den ydmygelse går jeg selv flittig til værks og prøver at finde min egen løgn at give videre.

Traditionen tro har selv medierne (som jo normalt skal ses som troværdige) forsøgt at komme op med løgne, som resten af befolkningen kan hoppe på. Gennem årene har medierne formået at narre mange mennesker med sjove og kreative løgne som:

LOC skifter navn til TDC på grund af sit store samarbejde med firmaet, brug google translate til at oversætte hvad dine dyr siger, få nu burgere til venstrehåndede – nu er tilbehøret drejet 180 grader, så den er mere egnet til venstrehåndede..

Disse er kun få ud af mange. Dagens aviser skal læses med et gran salt når kalenderen viser 1. april ellers kan man hurtigt tabe kæben over dagens nyhedsstrøm. Med alle disse løgne på én dag, har man trang til at tænke på, om det ikke kunne gå hen og gå galt? Hvis selv aviserne og andre former for medier eller firmaer begynder at skrive løgne vil man da tænke, at det nemt kunne gå over gevind, og at man kunne miste tilliden til de ellers så pålidelige, nyhedsprofilerende og kulturbærende medier. I det ekstreme kunne man lede tankerne hen på det gamle Nazi-Tyskland og dens propagandering, hvor medierne lagde en bestemt diskurs og fremelskede nazismens mangel på sandfærdighed vedrørende dens tese om, at nogle mennesker var bedre og mere værd end andre.

Således kunne de danske mediers værne som vagthund for folket også ende, hvis man ikke fastholder den kritiske tilgang til samfundet og  samtidig bevarer ytringsfriheden. Derfor ser man også den 4. statsmagt som den allervigtigste.

Nyhedsmedierne skal som altid være troværdige, men 1. april tillader de sig at opdigte enkelte sensationelle historier, som normalt er overdrevne og humoristiske nok til, at de fleste folk vil gennemskue eller i det mindste sætte spørgsmålstegn ved sandhedsværdien af disse nyheder. Og når det er 1. april, så finder folk normalt ud af det før eller siden i løbet af dagen.

Men det er ikke kun på 1. april, at folk bliver narret. Året rundt kan man dog læse disse slags konstruerede historier i de såkaldte satirenyhedsmedier. Rokokoposten, Helt Normalt og flere andre satiresider får hver dag mange folk til at tro på sådanne historier, fordi vi netop har tillid til medierne. Og så længe man ikke er klar over, at man har at gøre med et satiresite, så kan det være svært ikke at tro på det, hvad der står. Specielt fordi disse satiresider også skriver i et velfunderet, kreativt og akademisk (troværdigt) sprog, der lever op til alle krav om en god nyhedsartikel; aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt.

Og på samme som mange falder i nyhedssatire-fælden, så falder medierne også selv i fælden ved ikke at være kritiske nok i deres tilgang til nyheder, de ikke selv har opsporet. Et godt eksempel på en nyhed, hvor medierne hoppede i med begge ben er historien om Casper Christensen, som ville åbne en ny natklub. Men ikke bare en normal natklub som alle andre natklubber rundt omkring i landet.. Nej, en natklub, hvor kun smukke mennesker var velkomne. En historie, der er som skabt til 1. april. Og alligevel er det åbenbart kun på denne ene dag, man kan være nogenlunde sikker på, at medierne ikke æder alt med hud og hår.

Den eneste umiddelbare sandhed, man kan udlede af dette er derfor: Rolf er ren, og han har aldrig taget doping.