Blog om bloggere

Lektieøen. Det er her jeg bor de næste tolv timer, inden den her blog skal skilles ad, analyseres, forstås og reflekteres over af 29 klassekammerater. Tolv timer til jeg som forfatter skal gennem en psykoanalyse, som ender ud i én ting, vi på klassen bliver enige om: ”Mathilde er et produkt af den medieskabte verden og vil i sidste ende gennem bloggen iscenesætte sig selv”. Jaja, fint nok. Man er vel teenager. Som bruger sociale medier. En farlig cocktail har jeg efterhånden gennem danskundervisningen fundet ud af, for vi kan simpelthen ikke skelne mellem frontstage og backstage, private og personlige oplysninger, hvornår vi udstiller os selv, eller hvornår folk hellere vil spise økologiske tørkiks end at læse noget som vores kedelige blog-indlæg. Men hallo. Det er ikke udelukkende vores egen skyld. Det kan heller ikke være retfærdigt, at det netop er nu i teenageårene, hvor vi er allermest forvirrede, klodsede og tankeløse, at vi har mulighed for at udtrykke os ved hjælp af ét enkelt klik på Youtube, Facebook, Twitter eller Blogspot! Til hele verden! Det er faktisk enormt øv, hvis nogen spørger mig. Men det er netop dét der er specielt ved bloggere: Ingen har spurgt om deres mening. Ingen har skrevet: "Hey Anne Gadegaard! Hvad fik du til morgenmad?" eller "Hej søde! Hvad er dagens outfitt?". Men alligevel vælter bloggerne en syndflod af ord ned over hovedet på os (de nysgerrige læsere, som så også er mig), om alt fra småt til mindre end småt.

Et blog-indlæg minder uhyggeligt meget, om det man gør, når man vil finde ud af, om der er liv andre steder i universet. Nøje planlagte radiobølger sendes ud i mørket, og så venter man spændt på, om der skulle være intelligent liv derude. Bloggeren planlægger først snedigt sin åbenbaring til folket: "Har du set de fede jeans hos Calvin Klein?".

Og så venter han.

Og jo flere reaktioner, des større er succeen.

Det fedeste er likes, men selv negativ reklame er bedre end ingen reklame, så det varmer alligevel lidt, at folk har bemærket at man er til, selvom de kommenterer, at man er en nar. Og jeg skal på ingen måde spille hellig og pege fingre ad de såkaldte likehunters, for som jeg engang læste på en ualmindeligt poetisk 13-årig piges væg på Facebook en eftermiddag: "Husk, at når du peger på folk, så peger tre fingre på dig selv". Bum bum. Dybt.  Men det er da sjovt at opdatere billeder, statusser og lægge links ud. Og der er nærmest gået en hel sport i, om man har fået 80 eller 4 likes på ens nye opstillede spejlrefleks-profilbillede. Jeg havde engang en meget akavet og mærkelig samtale med en veninde om profilbilleder på Facebook:

XX-veninde: "Hvorfor liker du aldrig mine profilbilleder?"
Meget-forvirret-Mathilde: "Hvad mener du?"
XX-Veninde: "Jeg fjernede altså mit like fra dit ene profilbillede i går! Ja altså, fordi du aldrig liker mine"

Et like er efterhånden det samme som en bekræftelse eller anerkendelse. Men det er da intet mindre end pisseærgerligt, at måle sig selv på  dét! Og man er alligevel aldrig så lækker som på ens opstillede profilbillede, eller så grim som det billede fra i fredags til årgangsfesten, hvor både tænder og tunge var helt blå af Cuba Blueberry (et billede, som man selvfølgelig har sørget for at untagge sig fra). Er der grimme billeder af mig på facebook (og der er nærmest ikke andet), untagger jeg mig selvfølgelig også, fordi jeg også oveni min egen knold forsøger at sige til mig selv, at SÅ grim, ækel og hæslig kan jeg umuligt være. At fjerne billedet fra min profil er så et desperat forsøg på at fortrænge det.

En anden ting jeg forsøger at fortrænge, er det faktum, at klokken efterhånden er blevet 01:40. Der er hverken flere tilbage på min facebook-chat eller på telefonen til at underholde mig, like mine ting eller hvad en opmærksomhedskrævende teenager som mig ellers søger. Lektieøen er brændt ned. Tøjet fra mit skab er eksploderet ud over gulvet. Min rugbrødsmad er klam og Spotify spiller "Gangnam Style". Det føles som intet mindre end et menneskeliv siden, at jeg har sovet ("Nej, hvor er det synd for hende!").
Godt at dansk er et A-fag.  

Hilsner fra den selviscenesættende, nedladende, ensporede og bedrevidende  

//Mathilde 2.C.