London, Baby! - Jonathan

Så kom tiden endelig, ikke mere snak, ikke mere planlægning, nu sker det, London. Okay så de andre klasser skulle til Tanzania, Grækenland, Tyrkiet bla bla… men hvor mange pubber finder du i Tanzania, hvor godt er nattelivet i Tyrkiet i forhold til London, hvor mange penge har Grækenland? Hehe.. spøg til side. Det jeg prøver at sige, er at jeg da overhovedet ikke føler mig snydt, Selvom London måske ikke er det mest eksotiske og varmeste sted man kan tage på studietur til, men det er da også irrelevant, når man har haft en fantastisk tur. Er det ik?

Som sædvanligt skal vi deles op i grupper. Vi kan jo ikke alle sove på et værelse og stadig beholde vores værdighed. Og som sædvanligt bitcher pigerne om hvem de skal sove på værelse med og hvem der skal holde sig væk, men det selvfølgelig også let for mig at sige, da alle klassens drenge blev sat i en gruppe for sig, og jeg klager ikke. Jeg tror også turen vil give et bedre sammenhold, grundet at man er tvunget til at være og arbejde sammen med folk fra klassen man måske ikke lige plejer at være sammen med og det betyder også at man ser nye sider af andre og alt i alt lærer man dem bedre at kende.

En ting som folk mangler, når de kommer til en storby eller egentlig bare generelt, er stedsans. Det som om at når folk går et sted hen og skal tilbage igen, så glemmer de fuldstændigt hvor det er de lige har gået, jeg ved selvfølgelig godt at det ikke glæder alle, men det gælder desværre mange, men det måske bare fordi jeg selv besidder en utrolig god stedsans og er i stand til at, i et fremmed land, at gå fra A til B og finde tilbage igen med lukkede øjne. 

#instahealthy #lifestyle #lookgood - Maja

Før vores tidsregning var det svulmende, kurvede kvinder der var sagen. Fedme var tegn på  at være velhaven og frugtbar.

Senere blev 1880’ernes torturinstrumenter af korsetter hevet frem fra skabene, og kvinders former blev fremhævet ved at deres taljer blev snøret ind, normalt helt indtil 47 centimeter rundt om taljen. I dag tænkes fedme typisk som tegn på lav social klasse, stress og uinteressant liv. At holde fedmen langt væk  er top fashion.

Kroppen har altid haft stor betydning, og den er bestemt ikke blevet mindre. Et citat siger:

”Your body is your Temple – exersice is your prayer” Dette kan fint karakterisere det nye kropsideal og livsstil der hitter. Slut med slankepiller, smøger, light-sodavand, solarium, hverdagsdruk og knurrende mave. Frem med helsekost, kosttilskud, proteinpulver, quinoa, løbesko, ømme baller og svedpiblende pander.

Hvis du går i fitness, udstråler du overskud og selvrespekt. Hvem vil ikke ligne en overskudsfuld, glad person der har styr på alt shittet og har tid til at holde sin krop? For hvis man har tid til at gå i fitness, må man da have nogenlunde styr på sine skoleting, fremtidsplaner, familiedramaer, økonomi, for rent faktisk at kunne overskue træningen. Max overskudsagtigt at trisse op til bussen med sin Fitnessworld-taske over skulderen og sine nyindkøbte, lightweight Nike trainers på sine fødder, og sidde smilende i bussen og kaste små skjulte blikke af dårlig samvittighed over på de andre passagerer. ”He he he – i kæmper sikkert med økonomi, fravær og ryger en fandens masse smøger og i er sikker også på vej til McDonalds … Kig lige på mine fødder … Og min taske … Og mit smørrede smil .. Og gæt hvor jeg er på vej hen … He he he. ” Samtidigt bibeholde sit overskudsagtige, næsten naturlige smil og undgå at afsløre sin rigtige identitet indenunder denne maske af perfektion.

Derefter at poste et billede af sit nøje protein-, fedt- og kulhydratafregnede #afterworkoutmeal på Instagram. #instahealthy #eatclean #bikini2013. Dét er overskud. Og dét er større chance for sexy body til sommer. Snyd. ”Åh, bare det var mig der kunne tage mig sammen til at træne.” Det er det vi vil høre. Det er det vi vil have andre skal tænke. Og er det i grunden derfor vi flere gange om ugen, trofast humper op at fitnesscentrets trapper, lader fitnesskortet glide gennem kortaflæseren og slider sine ben op i torturinstrumentlignende apparater? For at få lidt ”moment of glory”, på busturen til og fra centret, fra de der ser dit Instagrampost eller spørger hvad du lavede søndag formiddag?

Når loyalitet er ægte - Martin

”If you can´t support us when we lose, don´t support us when we win” lyder det fra selveste FC Barcelona, lige efter 0-4 nederlaget til de tyske tropper, fra FC Bayern München. De fleste Barca-tilhængere, blev sure på deres hold, og nogle af dem, stoppede med at støtte dem, bare fordi de tabte til tyskerne. Jeg har selv støttet holdet, fra da jeg var lille, og det gøre jeg også i dag, selvom mit favorithold tabte en vigtig kamp. I dette tilfælde, handler loyalitet om at støtte sit hold, i medgang og modgang. Loyalitet handler også om, at tro på sit hold, også selvom det går dårligt for ens favorithold, så tror man stadig på dem. Jeg kender selv en del mennesker, som har skiftet deres favorithold ud, med et andet hold, som faktisk var deres favoritholds ærkerivaler. Loyaliteten til klubben findes ikke hos disse mennesker, når vi taler om at støtte og tro på holdet, som man elskede rigtig højt.

Som sagt, jeg holder stadig med Barcelona. Jeg elsker det hold, næsten lige så meget som jeg elsker mit hjemland. Det er ikke kun pga. deres flotte fodboldspil jeg finder attraktivt, men mere klubbens historie, klubbens bedrifter og den massive kærlighed, der er mellem holdet og fansene. Når jeg ser Barcelona spille, ser jeg ikke kun et hold der spiller for at vinde, men jeg ser et hold der spiller for deres fans, og det er en af de store grunde til, at jeg altid vil være loyal overfor klubben, om de så bliver ved med at tabe, vil jeg stadig støtte og tro på dem. Jeg føler mig hjemme, når jeg ser Barcelona, selvom jeg enten kommer derfra eller bor der, så mærker jeg stadigvæk at jeg føler mig hjemme, når jeg ser dem spille.

”Més que un club” står der på Barcelonas tribuner, som betyder “mere end en klub”. Det beviser igen, at det ikke kun er pga. fodbold, fansene er så vilde med dem, men mere fordi det er blevet til mere end en klub, og det gøre også at, flere af tilhængere er blevet mere loyale overfor klubben.

Et hold kan ikke altid vinde, selv den bedste kan tabe, og det er der mange fodboldfans som ikke forstår. De regner med at deres favorithold altid skal vinde. Men sådan er fodbold, selv de bedste kan have nedture, og det er vores pligt som fodboldfans, at stå sammen med dem, og støtte dem i medgang og modgang. Bare fordi ens favorithold taber en gang imellem, betyder det ikke at vi skal vende ryggen til, også finde en ny klub, at heppe på.

Det er derfor jeg ikke forstår, når lige pludseligt det bedste hold taber til en dårligere klub, så får den dårligere klub lige pludseligt mange fans, og heldigvis varer det kun i en kort tid. Det synes jeg er vældig irriterende, da jeg oplevede det sidste år, hvor Chelsea besejrede Barcelona i en semifinale. Min facebook profil var fyldt med opslag, af folk der sviner Barcelona til, og det var ikke kun Chelsea fans, men fans fra andre klubber. Når man støtter et hold, så støtter man det hold, og hvis man skal støtte et andet hold, så gøre man det med respekt til modstanderen og modstanderens supportere.

Martin

Når "fridage" er en plage

Det er den sidste dag i påskeferien. Min otte-årige lillesøster og jeg sidder i den stadig noget papkassefyldte stue, da vi kommer til at snakke om lockouten, som netop skal til at begynde. Hun mener, det er snyd, vi kan komme i skole igen. Jeg siger med et lille smil på læben, at det snarere er snyd, de får en længere ferie. ”Synes du måske det er snyd ikke at se sine venner?!” siger hun, og der er ingen tvivl om, at hun mener det alvorligt.

Hun har ret. Stort set alle elever i landet er blevet afskåret fra det sociale ved at gå i skole. De ser kun de få, der er i fritidsordningen de samme eftermiddage, som de er, eller som de får arrangeret en legeaftale med. Vi kender jo alle den rastløse følelse, man får sidst i sommerferien. Man har været afskåret fra sin omgangskreds så længe, at man snart ikke kan holde til det længere. Man hungrer efter den hverdag, man plejer at have, og de mennesker, man plejer at se. Og tænk engang, hvis lockouten ikke ender snart, får børnene en dobbeltportion af den følelse!

Lockouten er nu gået ind i sin fjerde uge.  Demonstrationer fylder vejkanterne og medierne er fulde af historier om sagen. Men der er intet lys for enden af tunnelen. Overenskomstforhandlingerne står mere eller mindre stille, fordi Lærernes Centralforening med Anders Bondo Christensen i spidsen ikke kan blive enige med Michael Ziegler fra KL og regeringen om, hvordan lærernes arbejde fremover skal foregå. Det mest fremtrædende emne er lærernes arbejdstid. Som det er nu, har lærerne en øvre grænse på 25 undervisningstimer, hvilket ikke svarer til fuldtid. Derfor ønsker KL og regeringen en ”normalisering”. Man vil fjerne den øvre grænse, så lærerne kan undervise mere. En vigtig ting, som mange vælger at overse, er dog, at der kræves forberedelse til hver eneste undervisningstime. Med denne oven i hatten ligner det, om noget, et krævende fuldtidsjob – tro mig, min far er gymnasielærer!

I lørdags havde min lillesøster så fødselsdag. Hun talte ned til dagen i over en måned, og ville så gerne fejre det med sine klassekammerater dagen inden. De skulle følges til et fælleshus hvor de skulle lege, spise kage og, hvem ved, måske på skattejagt, når skoledagen var ovre. Men invitationerne blev ikke delt ud. Fælleshuset blev aldrig booket. Og festen er heller ikke blevet holdt.  Ikke fordi der ikke er lysten – vi vil alle hellere end gerne fejre hende – men fordi der er lockout. Man kan ikke få samlet alle vennerne, for de er spredt for alle vinde hos bedsteforældre eller andre familiemedlemmer, som kan have dem i dagtimerne. Så nu tæller vi dagene op i stedet for at tælle ned, og er spændte på, hvornår hun egentlig kan holde sin fødselsdag.

Alle rammes i sidste ende negativt af lockouten. Eleverne som går glip af  det sociale, forældrene, som skal finde på nye pasningsløsninger dagligt, lærerne, som skal betale deres "lockout-løn" tilbage (med renter!!!), når problemet engang bliver løst, og alle eleverne i landets 9.-klasser, som skal op til afgangsprøver om kort tid. 9.-klasserne går ikke kun glip af den undervisning, som skal forberede dem. De risikerer sågar at få rykket deres prøver. Som om det ikke er pres nok at skulle til prøve på normal vis! Vi har alle været der, og vi har alle hadet ventetiden. Jeg tror, jeg ville krepere, hvis det var mig, der skulle gå med den uvished og magtesløshed i ugevis. Og så tror jeg da heller ikke ligefrem, regeringen er glade for en grundskole, der er gået i stå.

Når blod bliver tyndere end vand

”Ohana betyder familie, og familie betyder, at ingen bliver efterladt” var ironisk nok baggrundsstøjen fra fjernsynet, da et følsomt emne kom på bordet. Min venindes lillesøster skal konfirmeres her i næste måned. Hun er næsten helt klar. Tøjet og maden er nøje udvalgt og omvalgt af mange gange, og bordplanen har været et stort kompliceret puslespil, der langt om længe er ved at gå op. Det eneste, som mangler, er dem, der skal sidde ved hendes side og stolt se hende træde ind i de voksne rækker. Og hvem sidder selvfølgelig på hver side af deres endeligt voksne datter? Forældrene.
    Det tragiske i denne historie er desværre, at faren dødede for et år siden, og moren ligger for døden. Så nu kommer det store spørgsmål, hvem skal sidde ved siden af hende, når de to, som er selvskrevne til opgaven, ikke er i stand til at være til stede? I mit hoved er svaret soleklart. Den fantastiske mand, som har valgt at adoptere børnene og elsket dem lige så højt som sine egne børn. Jeg kunne ikke lade være med at komme med min holdning til emnet, hvortil lillesøsteren svarede ”Jamen ham er jeg jo ikke i familie med”.
  Det var der, at det for første gang slog mig, hvad er egentlig familie? For på den ene side har jeg lyst til at banke den lille unges hoved ned i bordet og skælde hende ud over hendes utaknemmelighed over at hendes ”papfar” eller hvilken status han nu har i hendes hoved, har valgt af egen fri vilje at adoptere dem, og dermed give adgang til sin familie og hjerte. Men på den anden side har hun jo faktisk ret. De deler ikke så meget, som et eneste stykke på DNA-strengen. Biologisk set, har de intet med hinanden at gøre.
     Men er de derfor stadig ikke en familie? Når de står op sammen, støtter hinanden og er der i tykt og tyndt for hinanden.  Hvis en kvinde vælger at give sit barn væk pga. barnet var skabt ved et uheld en lidt for våd lørdag aften, er det så hende, som er barnets mor, eller den kvinde som vælger at bruge hele sit liv på at opfostre og elske det barn? Hvor længe skal to mennesker være kærester, før de kan kalde sig ”deres egen lille familie”? Skal det være ved et løfte om evig kærlighed i kirken, eller når et barn fødes? Og er de ikke en familie, hvis de forbliver barnløse og ugifte sammen i 40 år? Familie er et abstrakt begreb, og i mit hoved er det svært at afgøre, hvilke punkter, der karakteriserer en familie. Kærlighed måske? For mit eget vedkommende er jeg slet ikke i tvivl om hvem min familie er, men jeg har også to sprællevende forældre, som jeg er utrolig glad for. I hvert fald overvejende meget af tiden. Men hvis jeg ikke stod i denne situation, ville jeg vel stadig have en familie? Jeg tror, at alle mennesker har brug for nogle mennesker, de kan pege på og sige ”det her er min familie, her hører jeg til”.  Og hvad betyder DNA-strengen i sidste ende så? Det vigtigste er vel, at man føler, at man har et sted, hvor man hører til. For så sandt, som kun en Disney film kan sige det: ”Ohana betyder familie, og familie betyder, at ingen bliver efterladt”

Lise

Time’s up

Et øjeblik er et punkt i tiden uden udstrækning, dvs. en ikkeeksisterende, flygtig tid, men som er identificerbart som et punkt for sig.

Evigheden forsvinder eller ophører aldrig og er uden tidsmæssig grænse.

Hvad er tid? Hvor meget har vi brugt? Hvor meget er der tilbage? Hvad skal vi med den? Og kan vi bestemme over den? Indstille hvor hurtigt eller langsomt den skal bevæge sig?

I så fald vil jeg gerne bede om en drink og fjernbetjening - personligt ønsker jeg nemlig selv at være i stand til at trykke på slowmotion-knappen just nu.

Dagens sidste solstråler kæmper for at smelte den tilbageblevne, brunlige mængde sne, mens jeg sidder med korslagte ben og filosoferer over livet. Der er 28 skoledage tilbage af 2.g. 28 dage inden det hedder 3.g og ikke mindst sidste år. Sidste år af den – for størstedelen, tør jeg godt påstå – planlagte fremtid. Fremtid. Tid. Igen. Mit liv har for mig hele tiden været planlagt til punkt og prikke lige til den dag, jeg får huen på. Så ligger verden bare dér for mine fødder. Og jeg kan slynge min taske på ryggen og drage om på den anden side af kloden, få den tatovering mine forældre forbyder mig og ryge tjald til jeg glemmer alt om hvem i alverden H.C. Andersen var, og desuden også hvordan man skriver en litterær artikel. Glemme alt om tid og sted.

Eller kan jeg? Er min fremtid ikke bestemt, selvom jeg i skrivende stund ikke selv er bevidst om, hvad den kommer til at indeholde? Jo – for jeg skal helst have samlet mig sammen og have påbegyndt en uddannelse inden for ganske kort tid. Tid. Og det bliver jeg nødt til, for at sikre mig et velfungerende liv med villa, Volvo, vovse.

Vågner. Ikke på grund af den efterhånden velkendte, buldrende bas, men derimod på grund af lyden af Carly Rae Jepsens skingre ”Call me maybe”. Mit hoved dunker og min mund er tør. Jeg sætter mig op, griber vandflasken, åbner svælget og hælder den daggamle, lunkne væske ned. Finder en pakke af de obligatorisk medbragte vådservietter frem, foretager det klassiske trucker-bad og bevæger mig ud af mit telt. Ud til de 130.000 euforiske andre, som har valgt at tilbringe de ti første dage af juli måned på en mark i nærheden af Roskilde.

På de smadrede campingstole sidder to af mine venner. Deres opmærksomhed er rettet mod en langhåret, spinkel mand. Umiddelbart køn og solbrun. Utrimmet, jovist, men det får ham jo som sådan ikke til at skille sig ud i denne mængde. Han ser ud til at være et par år ældre end de fleste af os, og da jeg spidser ører, bemærker jeg også at manden taler engelsk krydret med en tyk fransk accent.

Jeg sætter mig over til dem blandt papkasser, øldåser, flasker, gamle makreldåser og ødelagte stole. Suger indtrykkene til mig, mens odeuren gennemborer min næse. Knapper dagens første øl op og erfarer hurtigt, at den hidtil ukendte skikkelse er 28 år, hedder Michel og kommer fra Marseilles. Hans engelsk er gebrokkent, men han fortæller alligevel ivrigt om sit eventyr – 8 år har han rejst rundt. Blaffet og cyklet og set stort set alt hvad der er værd at se. Kommer fra et velhavende hjem med kutyme for lange uddannelser og indflydelsesrige jobpositioner, men nægtede at gøre som andre. Droppede uddannelsen og rejste hjemmefra med et telt og lidt tøj, på tomlen. Mine tanker falder straks på Alex Supertramp fra Into the Wild. Jeg har altid været en ekstremt stor beundrer af folk, som har nerver og mod til at smide alt og rejse ud og opleve verden. Kigger endnu en gang på hans skægstubbe og bemærker den bare plet på håndleddet, hvor der burde have siddet et armbånd til værdi af 1795 kr. Hvis bare man turde….

Men vi ér alle et produkt af det forbistrede samfund, vi lever i. Et samfund hvor ønskerne, kravene og forventningerne bliver smidt i hovedet på os fra de øvre magter, og vi følger dem som kuede hunde. Hvor ville det være smukt, hvis man turde bryde ud og gøre lige præcis det, som man har lyst til. Gøre det, som man brænder for, mens man kan. En klog mand sagde en gang ”you only live once”, mens to andre spurgte ”hvad ville du gøre, hvis du kun havde én dag tilbage?” Og det er i sandhed et godt spørgsmål, for tiden er i konstant bevægelse og det her er den første dag i resten af dit liv.

Men hvad fanden er tid?

Tid er dét, der går og går, men ingen vegne kommer.

Dét er tid.

/Laura

Marie du er uciviliseret! - Kresten

“Her kommer jeg til det mindre civiliserede indslag i Forsvarsudvalgets besøg… Vi skulle igennem et langt ritual, der foregik på maori, hvor de nydelige, hvidklædte og europæisk udseende sø- officerer talte på gebrokkent maori… Det virker i det mindste ikke som om, New Zealand har viljen til at sætte deres egen kultur igennem.

Valdemar Rørdam skrev som bekendt, "at aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv". Det virker ikke, som New Zealand er et folk, der vil bestå. Hverken forsvarsmæssigt eller kulturelt.”

Sådan skrev folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Marie Krarup i sin blog i Berlingske Tidende efter et besøg på New Zealand med forsvarsudvalget. Maoriopvisningen, på New Zealand kendt som Powhiri, var åbenbart en forfærdelig oplevelse for den stakkels politiker.

Jeg fik hurtigt reaktioner fra mine venner og bekendte på New Zealand der, naturligvis, følte sig meget stødte og var chokeret over udtalelserne, min første tanke da jeg læste bloggen var “What the f*ck!” så jeg forstår dem selvfølgelig godt. Jeg må, på trods af en stærk fædrelandskærlighed, hurtigt indrømme at jeg i det øjeblik skammede mig meget over at være dansker, kan det virkelig passe at jeg gang på gang skal tage afstand fra hvordan omverden ser danskere? Nej!

Slår vi op under ‘civiliseret’ i ordbogen gør det blot situationen mere tragisk, her kan blandt andet læse at ‘civiliseret’ kan forståes som når nogen har en ‘vis kulturel dannelse og er opdraget ordentligt’… Jeg kan med det samme afsløre at der IKKE et billede af frk. Krarup ved siden af denne beskrivelse.

Tænk at vi sender en politiker ud i verden, der udadtil er værtenes ansigt på Danmark, som så derefter føler trangen til at tilsvine en kultur, og at denne repræsentant samtidig kommer fra Dansk Folkeparti er jo blot tragisk ironi. Jeg er ganske overbevist om at hvis vi havde modtaget en offentlig gæst fra et land, der derefter tager hjem og skriver i en af sit respektive lands aviser at den kultur han/hun lige har fået indblik i, bedst kan beskrives som uciviliseret,  at Dansk Folkeparti nok skulle komme op af taburetterne på Christiansborg, så hurtigt, at de ville vælte.

Episoden er da heller ikke gået forbi næsen på kiwierne. Den største newzealandske avis ‘The New Zealand Herald’ havde en artikel om Marie Krarups blogindlæg, en artikel som var den mest læste på avisens hjemmeside. Marie Krarup fastholder sine udtalelser og udtaler til Politiken at ligesåvel som maorierne skal have lov til at være maorier skal newzealændere have lov til at være newzealændere, jeg er ikke helt sikker på at Marie Krarup har forstået at man i New Zealand ikke har dette skæld som hun prøver at udpensle. En newzealænder af europæisk afstamning kan sagtens tage del i maorikultur og meget af den kultur der i dag er på New Zealand, stammer jo fra Europa, det er dog stadig noget som maorierne tager del i og er stolte af.

Krarup blev frygtelig stødt over at se en traditionel figur med et, som hun betegner det ‘stort erigeret lem’ og sagde at sådanne ting ikke tilhørte den vestlige kultur, med mindre man befandt sig i en pornoforretning. I Afrika er der fundet statuer der afbilder samleje, i det antikke Rom var det ikke unormalt at have porno malet på væggene, i Japan, Indien, Peru, Grækenland og Kina er der fundet gammel kunst med disse motiver, sågar i de danske folkekirker,  og ja det findes også i New Zealand.

Det er selvfølgelig meget beklageligt at Marie Krarup er blevet stødt, men sådan har mange kulture engang udtrykt sig, noget som maorierne ser som en del af den kultur de den dag i dag holder fast i.

Jeg synes at Marie Krarup, på trods af en undskyldning fra Dansk Folkeparti, har bragt skam over Danmark, men det er måske bare mig?

Ligesom Marie Krarup, vil jeg prøve at slutte min blog af med et indrammende citat, denne gang dog et af forfatteren Maya Angelou der sagde “When you know better, you do better” eller måske et af Krarups egne “Skik følge - eller land fly”

Du kan læse mit læserbrev i ‘The Dominion Post’ om emnet her: http://www.stuff.co.nz/dominion-post/comment/letters-to-the-editor/8530532/Letter-A-Dane-apologises-for-visiting-MP